#skærmjournal — Public Fediverse posts
Live and recent posts from across the Fediverse tagged #skærmjournal, aggregated by home.social.
-
Lokis: A Manuscript of Professor Wittembach (1970)
En tysk præst rejser i 1800-tallet på etnografisk studie til Litauen, men havner lukt i landadelens let gotiske sysler.
I grev Szemiots husstand indgår hans psykisk forstyrrede mor og hendes lige lovlig korporlige læge. Et lokalt rygte vil vide, at hun gik fra sine fulde fem, men også blev med barn, da hun blev overfaldet af en bjørn. I historiens løb gør sønnen, greven, kur til en ung arving til nabogodset, og historiens uafvendelige rim er sat i spil.
Lokis er en underspillet og lidt æterisk gyser, som til forveksling kunne ligne et historisk kostumedrama, hvis ikke for bondestandens (og livlægens) stadige kor af bjørnerelaterede folklore og vendinger.
Janusz Majewskis instruktion og manus (efter en roman af Prosper Mérrimée) er afmålt æstetiske, og holder kedlen under ret tryk til den mindste millibar som en mesterkok.
Den indledende rejse fra det kosmopolitiske vesten til Balkan Baltikum giver mindelser om Dracula, og filmens musik er såmænd skrevet af Wojciech Kilar, som stod bag scoren til Coppolas filmatisering af denne. I begge historier har vi den mystiske greve og hans gæst, men Lokis males i lysere strøg, og er mere et sceneri over den litauiske natur end et klaustrofobisk forfaldsinteriør.
Tilsammen danner ingredienserne en balance mellem den barokke folkesagnsfantasmagori i f eks Viy, og den hedenske sorte muld fra samtidige, britiske folk horror-film som The devil rides out. Kan varmt anbefales til en mere tænksom aften uden den store blodtørst.
7/10★
#baseretPåEnBog #bjørn #folkHorror #folklore #fuckingPræster #horror #landadel #Litauen #skærmjournal #varBjørn_
-
White settlers (2014)
“Jeg foretrækker faktisk en god spøgelseshistorie over den her slags film,” sagde jeg til min hustru cirka tyve minutter inde. Det er der omkring, hvor Sarah for anden gang sender Ed ud af soveværelset i deres nye hus på landet for at undersøge lydene nedenunder. Lige dér hvor der ikke længere kan være tvivl om at nogen er brudt ind, og parret er i dyb, dyb mødding.
Kender man genren, fra film som Eden lake (2006) og endda Deliverance (1972), så har man allerede en mental skitse af resten af filmen. Brutale landboer som lemlæster og fornedrer de helt sanseløse city folks bare fordi, og gerne en flugt gennem skov og evt bjerge før en højst hypotetisk redning. Jeg kan skære genren ud i pap, men jeg bryder mig ikke om netop den slags gysere, for de nærmer sig virkelighedens afstumpede meningsløshed, hvad mennesker gør ved mennesker.
De viser sprækker i min egen eskapisme, og stiller spørgsmålstegn ved relevansen af mindre virkelighedsnær horror. Hvad har spøgelser og zombies egentlig at sige om menneskelig skræk, når man kan blive hugget ned med en rusten økse på en hvilken som helst rasteplads? Men en anden fare ved den slags film er også, at den postulerede realisme bliver et påskud for at slippe alle narrative tøjler.
Historier som White settlers sætter skellet mellem land og by på spidsen, og med ekstreme situationer viser mennesker reducerede til selvopholdelsesdrift, men hævder samtidigt en kynisk verité som fritager dem for en velformet slutning, som selv slasherfilm som regel holder sig til. Jeg beder ikke engang om en happy end, hvor småborgerligt er dét? Bare vær søde at overbevise mig om, at filmen er lidt mere end en flugt gennem skoven, og at filmmagerne har en rudimentær forståelse af fortælleteknik.
White settlers (hvori alle parter er hvide europæere, så man forstår hvorfor filmen også er lanceret som The blood lands) holder et støt adrenalinniveau under store dele af filmen, men fejler netop på udførelsen af sin afslutning, som giver absolut ingen mening, ikke engang på sine egne præmisser. Men Pollyanna McIntosh sælger overbevisende desperationen som Sarah, og får i det hele taget filmen til at hænge bedre sammen end den har nogen ret til.
3/10★
#etLilleHusPåLandet #langtUdeISkoven #overlevelseshorror #PollyannaMcIntosh #skærmjournal #Skotland
-
The Brides of Dracula (1960)
Efter Draculas død i Horror of Dracula (1958) er Dr van Helsing (Peter Cushing) stadig på vampyrjagt i Transsylvanien — for science, of course! Vi møder først en ung lærerinde på vej gennem egnen til sin nye stilling ved en pigeskole, men postvognen efterlader hende ved nattetide på en landevejskro med verdens største amagerhylde. Baronesse Meinster kommer “tilfældigt” forbi og tilbyder hende overnatning på sit herresæde.
Herefter følger en første akt fyldt med innuendo, en skarptunget amme og en gotisk arving lænket i sidefløjen. Først da frøken Marianne sætter sidstnævnte fri, bliver det hele så decideret vampyrisk, at Peter Cushing dukker op. Men mens van Helsing ledsager hende til pigeskolen, lægger den unge baron andre planer for både hende og hendes kolleger. Eleverne bliver ikke omtalt, men mon ikke også de er på menuen…?
Kudos til Hammer Films for at ikke bare genoplive Dracula ved første, bedste lejlighed. Det kan også have en vis betydning, at der var blevet rift om Christopher Lee, men denne opfølger klarer det helt fint i hans fravær. Schloss Meinster er en stemningsfuld setting, hvis mange detaljer oser af hengemt aristokrati og storheds tiders tingeltangel. Gennem hele filmen fremhæves Det Uhyggelige (efter 1960-målestok) af teatralskĺyssætning, der ikke lader samtidige, italienske filmmagere noget efter.
Efterhånden som baron Meinsters harem vokser, med hjælp af den Stockholm-syndromramte amme, antager udødskulten lidt karakter af et friseksuelt kollektiv. “Kys mig,” siger en nyligt omvendt brud til Marianne, som på dette tidspunkt er forlovet med baronen(!?), “du er vel ikke vred over at jeg lod ham elske mig?” Puha, det bliver varmt herinde! Så er det godt, at et stålsat blik fra Cushing øjeblikkeligt sænker temperaturen igen.
Her 64 år senere er Brides of Dracula decideret i hyggehorror-klassen, men for hvad den er, og for Peter Cushings hyperkapable van Helsing-type, er den immervæk et gensyn værd.
6/10★
#DraculaMinusDracula #HammerFilms #NosferatusSkygge #PeterCushing #skærmjournal
https://superkultur.dk/2024/08/04/the-brides-of-dracula-1960/
-
A Quiet Place: Day One (2024)
Så fik vi set A quiet place: Day one, og for en tredje film i serien — til og med den uheldssvangre prequel — er den ikke dum, men den genopfinder heller ikke hjulet. Det er helt rart at slippe den samme gamle families historie om igen, og vi ved jo fra f eks Us, at Lupita Nyong’o kan spille sine kolleger agterud med kun et hævet øjenbryn.
Hendes rolle som terminalpatient, som arbejder sig frem til en erkendelse af sin egen udløbsdato, mens verden styrter omkring hende, er en brutal mavefølelse som mange nok kan nikke genkendende til i disse år.
5.5/10★
#AQuietPlace #horror #invasionFraRummet #katte #lydløs #øredræbersnegle #prequels #scienceFiction #skærmjournal
https://superkultur.dk/2024/08/04/a-quiet-place-day-one-2024/
-
Planet of the Vampires (1965)
Jeg kan ikke lyve; lige så elitære krav jeg stiller til dyrt producerede, nutidige film, lige så velvillig er jeg overfor alt B-ral som er blevet spyttet ud gennem det tyvende århundrede. Efterhånden ser man kimene til ting som blev større succeser senere hen, eller finder simpelthen egne favoritter blandt de ofte budgetramte filmskabere.
Planet of the vampires har jeg snoozet på længe, til trods for at den er blevet til i samarbejde mellem den italienske horrorinstruktør Mario Bava og danske Ib Melchior (Angry red planet, Reptilicus og Journey to the seventh planet). Og efter jeg har set den, skuffer filmen ikke på alle parametre.
Rumskibet Argos er på redningsmission for at hjælpe søsterskibet Galliott, hvis mandskab er nødstedte på en øde og gold planet. Allerede efter nedstigningen begynder Argos’ besætning at opføre sig ukarakteristisk, men de går i gang med eftersøgningen med krum hals. Først finder de Galliotts stab døde, siden stiger samme lig op af deres grave. Og hvad er det for sære lys, som fløjter gennem planetens atmosfære?
Jeg vil stoppe her og sige, at der ikke nødvendigvis er noget i vejen med historien, men dens afvikling er utroligt træg, og figurernes handlinger strider nogle gange mod al fornuft. Hvorfor bemande en åben luftsluse til rumskibet med vagter på en fjendtlig planet, når man bare kan hæve hele landgangsmodulet? Fordi plot, så klart — nogle menige besætningsmedlemmer skal sættes i fare for at øge indsatsen. Men det spiller lidt falsk og gumpetungt.
Hvor selve historien laver en serie af maveplaskere, er billedsiden ret tæt på fantastisk; Bavas øje for spektakulære, visuelle effekter fornægter sig ikke. Scenografien er et udstyrsstykke, særligt diverse rumskibsinteriører er næsten som futuristiske paladser. Også rumskibenes ydre er lækkert designede, omend modellerne kunne have trængt til et sidste touch. Det virker ret tydeligt at Star Trek-produktionen har skelet i denne retning, da Enterprise skulle designes.
Udendørsscenerne må være et mix af kulisser, modeller, bagprojektion og matte painting, snedigt forklædt af malérisk lyssætning og tågeeffekter. Det giver samlet en dramatisk diorama-illusion af langstrakte vidder og dybder. Og gennem hele filmen er så bevidste farvekompositioner at hjertet sig forbarme. Det er psykotronisk filmkunst på højere plan end budgettet burde antyde!
Jeg må også fremhæve kostumerne, som er flere skridt forud for samtidige (og endda senere), lignende produktioner. Genren tro har alle i mandskabet samme uniformer, men modsat f eks Star Treks lidt undervældende sparkedragter er Argos’ og Galliotts mandskab klædt i sort læder med gule sømme og detaljer. Så snart de tonede frem på skærmen udbrød jeg, “De har jo X-men-dragter fyrre år før X-men!”
Og det var jo der, jeg startede anmeldelsen. Det virker for mig helt åbenlyst, at Planet of the vampires har sat sine spor i større og mere signifikante TV- og filmproduktioner. Star Trek, jo — sammen med Forbidden planet (1956) og diverse mere jordbundne opdagelsesrejse-historier, selvfølgelig — men også Alien (1979).
Dan O’Bannon har flere gange indrømmet, at han plankede (og givetvis forbedrede!) scenen, hvor Nostromos rejseholdet udforsker det fremmede rumskib, fra Planet of the vampires. Lige fra rumskibets landing på en tåget planet, til fundet af det enorme skelet af en tidligere skibbruden, udgør den 14 år ældre film skabelon for beats i Alien (Se også sammenligningen Alien and Planet of the Vampires) Og ja, der er et parasitisk element også i Planet of the vampires, som ikke skal afsløres her.
Jeg kan levende forestille mig, at folk i ’70erne har sat Bavas film på uden lyd, knaldet helt op for Grateful Dead og røget en koger — og jeg tror faktisk det er den bedste måde at opleve Planet of the vampires. I min mere ædru bedømmelse anno 2024 er den stadig en vanvittig (og) fascinerende billedfortælling med toner af instruktørens andre, mere horror-betonede film, tidlige fantasmagorier som Benjamin Christensens Häxan (1922), og endda som sagt langt senere film og TV-serier.
6,5/10 ★
#1965 #Alien #fantasmagori #horror #IbMelchior #MarioBava #psykotronisk #rumvampyr #scienceFiction #skærmjournal #StarTrek
https://superkultur.dk/2024/08/03/planet-of-the-vampires-1965/
-
Mad God (2022)
Efter menneskehedens undergang kværner verden videre, og vi følger en gasmaske- samt bowlerklædt rejsende gennem ruinerne, hvor andre livsformer(?) har overtaget og overtolket vores samfund(??). Den rejsendes kort falder fra hinanden lidt efter lidt som han skrider frem, og bliver således kun til et spor af, hvor han har været. Og sådan er det hele vejen igennem.
Hvis man aner lidt usikkerhed fra min side angående filmens mening og indhold, er det fordi hele stop motion-mareridtet udspiller sig uden forståelig dialog; indledningsscenen viser Babelstårnets fald, fulgt af en rigeligt lang tekstpassage fra det gamle testamente, og så bliver seeren ikke holdt i hånden yderligere derfra. Menneskelige sprog er eksploderede indefra, roger out.
Både religions- og mere verdslig samfundskritik gennemsyrer filmens verden; et gigantisk produktionsapparat synes at primært fabrikere obelisker à la Rumrejsen 2001, men det sekundære produkt er endeløse mængder af egen udskiftelig arbejdskraft, som nærmest slapstick-agtigt bliver aflivet som del af samlebåndsarbejdet.
Historien er altså et mysteriespil pakket ind i en gåde, og vi er overladt til at udfritte den overdådigt udførte billedside for svar. Men også den er et modvilligt materiale som ikke alle vil føle sig draget til at grave i, endsige bruge en time og 24 minutter med. Omgivelsernes forfald er en ting, men mængderne af råddenskab, afsondringer, blod og rust indgiver en væmmelse som er lige så taktil som den er intentionel.
Skal vi lege associationslegen er Mad god som hvis Eraserhead var parret med Delicatessen via Walter og Trofast i et særligt nedrigt dystopisk syretrip. Cronenberg må også nikke anerkendende til kropshorroren, men den større sammenhæng virker i sidste ende lidt edgelordy pueril. Her er mange sigende fagter, men ikke så meget sagt. Her er vi som seere måske del af en meningsløs samlebåndsproduktion?
Ikke desto mindre vil jeg nok gense filmen for at bedre fatte hvad der overhovedet foregår — efter altså at have sundet mig et halvt til et helt års tid — og det er mere velvilje end jeg viser decideret dårlige film.
6.5/10★
#animation #bodyHorror #dekadentForfald #dystopi #horror #industri #kirurgi #mysteriespil #religion #scienceFiction #skærmjournal #stopMotion
-
Invaders from Mars (1986)
Lille David Gardner elsker astronomi, men han får mere end nok verdensrum, da et rumskib fra Mars lander i hans baghave og marsboerne begynder at overtage den lille bys indbyggere — inklusive Davids forældre.
Tone Hoopers ikke-helt-remake af invasionsfilmen fra 1953 er et mærkeligt riff over Spielbergske opskrifter: børnenes perspektiv, sovebysamfundet, og mødet med det fantastiske. Men instruktøren af Motorsavsmassakren har ikke helt de samme rosenrøde filtre på linsen, og idyllen trues mere grundlæggende af produktionen selv end af rumvæsenerne.
Louise Fletcher og Karen Black samt special effects-koryfæerne John Dykstra og Stan Winston får denne storslåede kuldsejling af en film til at hæve sig over sit eget skibbrud.
6/10★
#1980erne #Børn #invasionFraRummet #LouiseFletcher #scienceFiction #skærmjournal #TobeHooper
-
Invaders from Mars (1986)
Lille David Gardner elsker astronomi, men han får mere end nok verdensrum, da et rumskib fra Mars lander i hans baghave og marsboerne begynder at overtage den lille bys indbyggere — inklusive Davids forældre.
Tone Hoopers ikke-helt-remake af invasionsfilmen fra 1953 er et mærkeligt riff over Spielbergske opskrifter: børnenes perspektiv, sovebysamfundet, og mødet med det fantastiske. Men instruktøren af Motorsavsmassakren har ikke helt de samme rosenrøde filtre på linsen, og idyllen trues mere grundlæggende af produktionen selv end af rumvæsenerne.
Louise Fletcher og Karen Black samt special effects-koryfæerne John Dykstra og Stan Winston får denne storslåede kuldsejling af en film til at hæve sig over sit eget skibbrud.
6/10★
#1980erne #Børn #invasionFraRummet #LouiseFletcher #scienceFiction #skærmjournal #TobeHooper
-
Ydrk, jeg fik lige genpostet en masse skærmjournal-indlæg på Superkultur — med samme dato og klokkeslæt, så jeg måtte på den igen, så der blev lidt mere spredning på forsiden. Der er så meget andet godt på sitet!
Efter lidt oprydning ser superkultur.dk dejligt varieret ud, med filosofiske samtaler fra @ologavl, litteraturanmeldelser af @JanusAndersen — og mine enstavelsesudgydelser om alt det film- og TV-ral, jeg indtager...
-
Her kan I forøvrigt begynde, hvis I har misset halvandet års skærmjournaler: https://helvede.net/@fanden/108602270735580888
De findes også på Superkultur, omend med lidt forsinkelse i opdateringerne: https://superkultur.dk/tag/skaermjournal/