#skærmjournal — Public Fediverse posts
Live and recent posts from across the Fediverse tagged #skærmjournal, aggregated by home.social.
-
Lokis: A Manuscript of Professor Wittembach (1970)
En tysk præst rejser i 1800-tallet på etnografisk studie til Litauen, men havner lukt i landadelens let gotiske sysler.
I grev Szemiots husstand indgår hans psykisk forstyrrede mor og hendes lige lovlig korporlige læge. Et lokalt rygte vil vide, at hun gik fra sine fulde fem, men også blev med barn, da hun blev overfaldet af en bjørn. I historiens løb gør sønnen, greven, kur til en ung arving til nabogodset, og historiens uafvendelige rim er sat i spil.
Lokis er en underspillet og lidt æterisk gyser, som til forveksling kunne ligne et historisk kostumedrama, hvis ikke for bondestandens (og livlægens) stadige kor af bjørnerelaterede folklore og vendinger.
Janusz Majewskis instruktion og manus (efter en roman af Prosper Mérrimée) er afmålt æstetiske, og holder kedlen under ret tryk til den mindste millibar som en mesterkok.
Den indledende rejse fra det kosmopolitiske vesten til Balkan Baltikum giver mindelser om Dracula, og filmens musik er såmænd skrevet af Wojciech Kilar, som stod bag scoren til Coppolas filmatisering af denne. I begge historier har vi den mystiske greve og hans gæst, men Lokis males i lysere strøg, og er mere et sceneri over den litauiske natur end et klaustrofobisk forfaldsinteriør.
Tilsammen danner ingredienserne en balance mellem den barokke folkesagnsfantasmagori i f eks Viy, og den hedenske sorte muld fra samtidige, britiske folk horror-film som The devil rides out. Kan varmt anbefales til en mere tænksom aften uden den store blodtørst.
7/10★
#baseretPåEnBog #bjørn #folkHorror #folklore #fuckingPræster #horror #landadel #Litauen #skærmjournal #varBjørn_
-
The creeping flesh (1973)
En victoriansk forsker (Peter Cushing) bringer et forhistorisk skelet af en hidtil uset kæmpehominid hjem fra Ny Guinea — og når det bliver vådt vokser kød og blod frem!
Ved hjemkomsten opdager han også at hans kone er død på den lukkede afdeling, og hvordan skal han forklare det for deres datter, som troede mor forlængst var død?
Jo, fordi han frygter at hustruens vanvid skal gå i arv til datteren Penelope, indsprøjter han hende med et serum lavet af skelettets blod.
Forresten er forstanderen på galehuset (Christopher Lee) forskerens halvbror og rival i jagten på at finde den kliniske Kilde Til Al Ondskab. Og forresten er en anden af hans patienter sluppet løs i Londons slum og havneknejper, hvor Penelope forresten nu render rundt i vildelser og danser som en sanktvejtsramt.
Og så sker der en masse, og så sker der en masse mere, og vi skal forstå at de her tre filmmanus, som på en eller anden måde er blevet blandet sammen som et kortspil, alt sammen har betydning… men vi har kun halvanden time at spilde, og det gør vi så.
Det ville være rimeligt at tro, at Cushing/Lee med deres bare tilstedeværelse kunne hæve filmen over den rodede historie — men mod tilstrækkelig dumhed kæmper selv store karakterskuespillere forgæves.
2/10★
#britisk #ChristopherLee #genetiskDeterminisme #horror #PeterCushing #pseudoVictoriana #skærmjournal
-
Beetlejuice Beetlejuice (2024)
Vi har været her før, du og jeg, og du ved hvor lave krav jeg sætter til film generelt. Jeg finder stor nydelse i dumme, platte og amatøragtige filmværker, så forstå mig ret, når jeg siger:
Jeg vil anbefale alle at gå til IMDb og læse trivia-punkterne om denne film. Det vil gå hurtigere, og være mere underholdende end at sidde gennem filmen selv.
Her er kun et kort glimt af genkendelsens glæde at komme efter, fulgt af en time og 45 minutters tomgang.
0/10★
#Beetlejuice #horror_ #JennyOrtega #JustinTheroux #komedie_ #MichaelKeaton #skærmjournal #TimBurton #WinonaRyder
https://superkultur.dk/2024/10/27/beetlejuice-beetlejuice-2024/
-
White settlers (2014)
“Jeg foretrækker faktisk en god spøgelseshistorie over den her slags film,” sagde jeg til min hustru cirka tyve minutter inde. Det er der omkring, hvor Sarah for anden gang sender Ed ud af soveværelset i deres nye hus på landet for at undersøge lydene nedenunder. Lige dér hvor der ikke længere kan være tvivl om at nogen er brudt ind, og parret er i dyb, dyb mødding.
Kender man genren, fra film som Eden lake (2006) og endda Deliverance (1972), så har man allerede en mental skitse af resten af filmen. Brutale landboer som lemlæster og fornedrer de helt sanseløse city folks bare fordi, og gerne en flugt gennem skov og evt bjerge før en højst hypotetisk redning. Jeg kan skære genren ud i pap, men jeg bryder mig ikke om netop den slags gysere, for de nærmer sig virkelighedens afstumpede meningsløshed, hvad mennesker gør ved mennesker.
De viser sprækker i min egen eskapisme, og stiller spørgsmålstegn ved relevansen af mindre virkelighedsnær horror. Hvad har spøgelser og zombies egentlig at sige om menneskelig skræk, når man kan blive hugget ned med en rusten økse på en hvilken som helst rasteplads? Men en anden fare ved den slags film er også, at den postulerede realisme bliver et påskud for at slippe alle narrative tøjler.
Historier som White settlers sætter skellet mellem land og by på spidsen, og med ekstreme situationer viser mennesker reducerede til selvopholdelsesdrift, men hævder samtidigt en kynisk verité som fritager dem for en velformet slutning, som selv slasherfilm som regel holder sig til. Jeg beder ikke engang om en happy end, hvor småborgerligt er dét? Bare vær søde at overbevise mig om, at filmen er lidt mere end en flugt gennem skoven, og at filmmagerne har en rudimentær forståelse af fortælleteknik.
White settlers (hvori alle parter er hvide europæere, så man forstår hvorfor filmen også er lanceret som The blood lands) holder et støt adrenalinniveau under store dele af filmen, men fejler netop på udførelsen af sin afslutning, som giver absolut ingen mening, ikke engang på sine egne præmisser. Men Pollyanna McIntosh sælger overbevisende desperationen som Sarah, og får i det hele taget filmen til at hænge bedre sammen end den har nogen ret til.
3/10★
#etLilleHusPåLandet #langtUdeISkoven #overlevelseshorror #PollyannaMcIntosh #skærmjournal #Skotland
-
White settlers (2014)
“Jeg foretrækker faktisk en god spøgelseshistorie over den her slags film,” sagde jeg til min hustru cirka tyve minutter inde. Det er der omkring, hvor Sarah for anden gang sender Ed ud af soveværelset i deres nye hus på landet for at undersøge lydene nedenunder. Lige dér hvor der ikke længere kan være tvivl om at nogen er brudt ind, og parret er i dyb, dyb mødding.
Kender man genren, fra film som Eden lake (2006) og endda Deliverance (1972), så har man allerede en mental skitse af resten af filmen. Brutale landboer som lemlæster og fornedrer de helt sanseløse city folks bare fordi, og gerne en flugt gennem skov og evt bjerge før en højst hypotetisk redning. Jeg kan skære genren ud i pap, men jeg bryder mig ikke om netop den slags gysere, for de nærmer sig virkelighedens afstumpede meningsløshed, hvad mennesker gør ved mennesker.
De viser sprækker i min egen eskapisme, og stiller spørgsmålstegn ved relevansen af mindre virkelighedsnær horror. Hvad har spøgelser og zombies egentlig at sige om menneskelig skræk, når man kan blive hugget ned med en rusten økse på en hvilken som helst rasteplads? Men en anden fare ved den slags film er også, at den postulerede realisme bliver et påskud for at slippe alle narrative tøjler.
Historier som White settlers sætter skellet mellem land og by på spidsen, og med ekstreme situationer viser mennesker reducerede til selvopholdelsesdrift, men hævder samtidigt en kynisk verité som fritager dem for en velformet slutning, som selv slasherfilm som regel holder sig til. Jeg beder ikke engang om en happy end, hvor småborgerligt er dét? Bare vær søde at overbevise mig om, at filmen er lidt mere end en flugt gennem skoven, og at filmmagerne har en rudimentær forståelse af fortælleteknik.
White settlers (hvori alle parter er hvide europæere, så man forstår hvorfor filmen også er lanceret som The blood lands) holder et støt adrenalinniveau under store dele af filmen, men fejler netop på udførelsen af sin afslutning, som giver absolut ingen mening, ikke engang på sine egne præmisser. Men Pollyanna McIntosh sælger overbevisende desperationen som Sarah, og får i det hele taget filmen til at hænge bedre sammen end den har nogen ret til.
3/10★
#etLilleHusPåLandet #langtUdeISkoven #overlevelseshorror #PollyannaMcIntosh #skærmjournal #Skotland
-
White settlers (2014)
“Jeg foretrækker faktisk en god spøgelseshistorie over den her slags film,” sagde jeg til min hustru cirka tyve minutter inde. Det er der omkring, hvor Sarah for anden gang sender Ed ud af soveværelset i deres nye hus på landet for at undersøge lydene nedenunder. Lige dér hvor der ikke længere kan være tvivl om at nogen er brudt ind, og parret er i dyb, dyb mødding.
Kender man genren, fra film som Eden lake (2006) og endda Deliverance (1972), så har man allerede en mental skitse af resten af filmen. Brutale landboer som lemlæster og fornedrer de helt sanseløse city folks bare fordi, og gerne en flugt gennem skov og evt bjerge før en højst hypotetisk redning. Jeg kan skære genren ud i pap, men jeg bryder mig ikke om netop den slags gysere, for de nærmer sig virkelighedens afstumpede meningsløshed, hvad mennesker gør ved mennesker.
De viser sprækker i min egen eskapisme, og stiller spørgsmålstegn ved relevansen af mindre virkelighedsnær horror. Hvad har spøgelser og zombies egentlig at sige om menneskelig skræk, når man kan blive hugget ned med en rusten økse på en hvilken som helst rasteplads? Men en anden fare ved den slags film er også, at den postulerede realisme bliver et påskud for at slippe alle narrative tøjler.
Historier som White settlers sætter skellet mellem land og by på spidsen, og med ekstreme situationer viser mennesker reducerede til selvopholdelsesdrift, men hævder samtidigt en kynisk verité som fritager dem for en velformet slutning, som selv slasherfilm som regel holder sig til. Jeg beder ikke engang om en happy end, hvor småborgerligt er dét? Bare vær søde at overbevise mig om, at filmen er lidt mere end en flugt gennem skoven, og at filmmagerne har en rudimentær forståelse af fortælleteknik.
White settlers (hvori alle parter er hvide europæere, så man forstår hvorfor filmen også er lanceret som The blood lands) holder et støt adrenalinniveau under store dele af filmen, men fejler netop på udførelsen af sin afslutning, som giver absolut ingen mening, ikke engang på sine egne præmisser. Men Pollyanna McIntosh sælger overbevisende desperationen som Sarah, og får i det hele taget filmen til at hænge bedre sammen end den har nogen ret til.
3/10★
#etLilleHusPåLandet #langtUdeISkoven #overlevelseshorror #PollyannaMcIntosh #skærmjournal #Skotland
-
The Brides of Dracula (1960)
Efter Draculas død i Horror of Dracula (1958) er Dr van Helsing (Peter Cushing) stadig på vampyrjagt i Transsylvanien — for science, of course! Vi møder først en ung lærerinde på vej gennem egnen til sin nye stilling ved en pigeskole, men postvognen efterlader hende ved nattetide på en landevejskro med verdens største amagerhylde. Baronesse Meinster kommer “tilfældigt” forbi og tilbyder hende overnatning på sit herresæde.
Herefter følger en første akt fyldt med innuendo, en skarptunget amme og en gotisk arving lænket i sidefløjen. Først da frøken Marianne sætter sidstnævnte fri, bliver det hele så decideret vampyrisk, at Peter Cushing dukker op. Men mens van Helsing ledsager hende til pigeskolen, lægger den unge baron andre planer for både hende og hendes kolleger. Eleverne bliver ikke omtalt, men mon ikke også de er på menuen…?
Kudos til Hammer Films for at ikke bare genoplive Dracula ved første, bedste lejlighed. Det kan også have en vis betydning, at der var blevet rift om Christopher Lee, men denne opfølger klarer det helt fint i hans fravær. Schloss Meinster er en stemningsfuld setting, hvis mange detaljer oser af hengemt aristokrati og storheds tiders tingeltangel. Gennem hele filmen fremhæves Det Uhyggelige (efter 1960-målestok) af teatralskĺyssætning, der ikke lader samtidige, italienske filmmagere noget efter.
Efterhånden som baron Meinsters harem vokser, med hjælp af den Stockholm-syndromramte amme, antager udødskulten lidt karakter af et friseksuelt kollektiv. “Kys mig,” siger en nyligt omvendt brud til Marianne, som på dette tidspunkt er forlovet med baronen(!?), “du er vel ikke vred over at jeg lod ham elske mig?” Puha, det bliver varmt herinde! Så er det godt, at et stålsat blik fra Cushing øjeblikkeligt sænker temperaturen igen.
Her 64 år senere er Brides of Dracula decideret i hyggehorror-klassen, men for hvad den er, og for Peter Cushings hyperkapable van Helsing-type, er den immervæk et gensyn værd.
6/10★
#DraculaMinusDracula #HammerFilms #NosferatusSkygge #PeterCushing #skærmjournal
https://superkultur.dk/2024/08/04/the-brides-of-dracula-1960/
-
The Brides of Dracula (1960)
Efter Draculas død i Horror of Dracula (1958) er Dr van Helsing (Peter Cushing) stadig på vampyrjagt i Transsylvanien — for science, of course! Vi møder først en ung lærerinde på vej gennem egnen til sin nye stilling ved en pigeskole, men postvognen efterlader hende ved nattetide på en landevejskro med verdens største amagerhylde. Baronesse Meinster kommer “tilfældigt” forbi og tilbyder hende overnatning på sit herresæde.
Herefter følger en første akt fyldt med innuendo, en skarptunget amme og en gotisk arving lænket i sidefløjen. Først da frøken Marianne sætter sidstnævnte fri, bliver det hele så decideret vampyrisk, at Peter Cushing dukker op. Men mens van Helsing ledsager hende til pigeskolen, lægger den unge baron andre planer for både hende og hendes kolleger. Eleverne bliver ikke omtalt, men mon ikke også de er på menuen…?
Kudos til Hammer Films for at ikke bare genoplive Dracula ved første, bedste lejlighed. Det kan også have en vis betydning, at der var blevet rift om Christopher Lee, men denne opfølger klarer det helt fint i hans fravær. Schloss Meinster er en stemningsfuld setting, hvis mange detaljer oser af hengemt aristokrati og storheds tiders tingeltangel. Gennem hele filmen fremhæves Det Uhyggelige (efter 1960-målestok) af teatralsk lyssætning, der ikke lader samtidige, italienske filmmagere noget efter.
Efterhånden som baron Meinsters harem vokser, med hjælp af den Stockholm-syndromramte amme, antager udødskulten lidt karakter af et friseksuelt kollektiv. “Kys mig,” siger en nyligt omvendt brud til Marianne, som på dette tidspunkt er forlovet med baronen(!?), “du er vel ikke vred over at jeg lod ham elske mig?” Puha, det bliver varmt herinde! Så er det godt, at et stålsat blik fra Cushing øjeblikkeligt sænker temperaturen igen.
Her 64 år senere er Brides of Dracula decideret i hyggehorror-klassen, men for hvad den er, og for Peter Cushings hyperkapable van Helsing-type, er den immervæk et gensyn værd.
6/10★
#DraculaMinusDracula #HammerFilms #NosferatusSkygge #PeterCushing #skærmjournal
https://superkultur.dk/2024/08/04/the-brides-of-dracula-1960/
-
The Brides of Dracula (1960)
Efter Draculas død i Horror of Dracula (1958) er Dr van Helsing (Peter Cushing) stadig på vampyrjagt i Transsylvanien — for science, of course! Vi møder først en ung lærerinde på vej gennem egnen til sin nye stilling ved en pigeskole, men postvognen efterlader hende ved nattetide på en landevejskro med verdens største amagerhylde. Baronesse Meinster kommer “tilfældigt” forbi og tilbyder hende overnatning på sit herresæde.
Herefter følger en første akt fyldt med innuendo, en skarptunget amme og en gotisk arving lænket i sidefløjen. Først da frøken Marianne sætter sidstnævnte fri, bliver det hele så decideret vampyrisk, at Peter Cushing dukker op. Men mens van Helsing ledsager hende til pigeskolen, lægger den unge baron andre planer for både hende og hendes kolleger. Eleverne bliver ikke omtalt, men mon ikke også de er på menuen…?
Kudos til Hammer Films for at ikke bare genoplive Dracula ved første, bedste lejlighed. Det kan også have en vis betydning, at der var blevet rift om Christopher Lee, men denne opfølger klarer det helt fint i hans fravær. Schloss Meinster er en stemningsfuld setting, hvis mange detaljer oser af hengemt aristokrati og storheds tiders tingeltangel. Gennem hele filmen fremhæves Det Uhyggelige (efter 1960-målestok) af teatralsk lyssætning, der ikke lader samtidige, italienske filmmagere noget efter.
Efterhånden som baron Meinsters harem vokser, med hjælp af den Stockholm-syndromramte amme, antager udødskulten lidt karakter af et friseksuelt kollektiv. “Kys mig,” siger en nyligt omvendt brud til Marianne, som på dette tidspunkt er forlovet med baronen(!?), “du er vel ikke vred over at jeg lod ham elske mig?” Puha, det bliver varmt herinde! Så er det godt, at et stålsat blik fra Cushing øjeblikkeligt sænker temperaturen igen.
Her 64 år senere er Brides of Dracula decideret i hyggehorror-klassen, men for hvad den er, og for Peter Cushings hyperkapable van Helsing-type, er den immervæk et gensyn værd.
6/10★
#DraculaMinusDracula #HammerFilms #NosferatusSkygge #PeterCushing #skærmjournal
https://superkultur.dk/2024/08/04/the-brides-of-dracula-1960/
-
A Quiet Place: Day One (2024)
Så fik vi set A quiet place: Day one, og for en tredje film i serien — til og med den uheldssvangre prequel — er den ikke dum, men den genopfinder heller ikke hjulet. Det er helt rart at slippe den samme gamle families historie om igen, og vi ved jo fra f eks Us, at Lupita Nyong’o kan spille sine kolleger agterud med kun et hævet øjenbryn.
Hendes rolle som terminalpatient, som arbejder sig frem til en erkendelse af sin egen udløbsdato, mens verden styrter omkring hende, er en brutal mavefølelse som mange nok kan nikke genkendende til i disse år.
5.5/10★
#AQuietPlace #horror #invasionFraRummet #katte #lydløs #øredræbersnegle #prequels #scienceFiction #skærmjournal
https://superkultur.dk/2024/08/04/a-quiet-place-day-one-2024/
-
A Quiet Place: Day One (2024)
Så fik vi set A quiet place: Day one, og for en tredje film i serien — til og med den uheldssvangre prequel — er den ikke dum, men den genopfinder heller ikke hjulet. Det er helt rart at slippe den samme gamle families historie om igen, og vi ved jo fra f eks Us, at Lupita Nyong’o kan spille sine kolleger agterud med kun et hævet øjenbryn.
Hendes rolle som terminalpatient, som arbejder sig frem til en erkendelse af sin egen udløbsdato, mens verden styrter omkring hende, er en brutal mavefølelse som mange nok kan nikke genkendende til i disse år.
5.5/10★
#AQuietPlace #horror #invasionFraRummet #katte #lydløs #øredræbersnegle #prequels #scienceFiction #skærmjournal
https://superkultur.dk/2024/08/04/a-quiet-place-day-one-2024/
-
A Quiet Place: Day One (2024)
Så fik vi set A quiet place: Day one, og for en tredje film i serien — til og med den uheldssvangre prequel — er den ikke dum, men den genopfinder heller ikke hjulet. Det er helt rart at slippe den samme gamle families historie om igen, og vi ved jo fra f eks Us, at Lupita Nyong’o kan spille sine kolleger agterud med kun et hævet øjenbryn.
Hendes rolle som terminalpatient, som arbejder sig frem til en erkendelse af sin egen udløbsdato, mens verden styrter omkring hende, er en brutal mavefølelse som mange nok kan nikke genkendende til i disse år.
5.5/10★
#AQuietPlace #horror #invasionFraRummet #katte #lydløs #øredræbersnegle #prequels #scienceFiction #skærmjournal
https://superkultur.dk/2024/08/04/a-quiet-place-day-one-2024/
-
Planet of the Vampires (1965)
Jeg kan ikke lyve; lige så elitære krav jeg stiller til dyrt producerede, nutidige film, lige så velvillig er jeg overfor alt B-ral som er blevet spyttet ud gennem det tyvende århundrede. Efterhånden ser man kimene til ting som blev større succeser senere hen, eller finder simpelthen egne favoritter blandt de ofte budgetramte filmskabere.
Planet of the vampires har jeg snoozet på længe, til trods for at den er blevet til i samarbejde mellem den italienske horrorinstruktør Mario Bava og danske Ib Melchior (Angry red planet, Reptilicus og Journey to the seventh planet). Og efter jeg har set den, skuffer filmen ikke på alle parametre.
Rumskibet Argos er på redningsmission for at hjælpe søsterskibet Galliott, hvis mandskab er nødstedte på en øde og gold planet. Allerede efter nedstigningen begynder Argos’ besætning at opføre sig ukarakteristisk, men de går i gang med eftersøgningen med krum hals. Først finder de Galliotts stab døde, siden stiger samme lig op af deres grave. Og hvad er det for sære lys, som fløjter gennem planetens atmosfære?
Jeg vil stoppe her og sige, at der ikke nødvendigvis er noget i vejen med historien, men dens afvikling er utroligt træg, og figurernes handlinger strider nogle gange mod al fornuft. Hvorfor bemande en åben luftsluse til rumskibet med vagter på en fjendtlig planet, når man bare kan hæve hele landgangsmodulet? Fordi plot, så klart — nogle menige besætningsmedlemmer skal sættes i fare for at øge indsatsen. Men det spiller lidt falsk og gumpetungt.
Hvor selve historien laver en serie af maveplaskere, er billedsiden ret tæt på fantastisk; Bavas øje for spektakulære, visuelle effekter fornægter sig ikke. Scenografien er et udstyrsstykke, særligt diverse rumskibsinteriører er næsten som futuristiske paladser. Også rumskibenes ydre er lækkert designede, omend modellerne kunne have trængt til et sidste touch. Det virker ret tydeligt at Star Trek-produktionen har skelet i denne retning, da Enterprise skulle designes.
Udendørsscenerne må være et mix af kulisser, modeller, bagprojektion og matte painting, snedigt forklædt af malérisk lyssætning og tågeeffekter. Det giver samlet en dramatisk diorama-illusion af langstrakte vidder og dybder. Og gennem hele filmen er så bevidste farvekompositioner at hjertet sig forbarme. Det er psykotronisk filmkunst på højere plan end budgettet burde antyde!
Jeg må også fremhæve kostumerne, som er flere skridt forud for samtidige (og endda senere), lignende produktioner. Genren tro har alle i mandskabet samme uniformer, men modsat f eks Star Treks lidt undervældende sparkedragter er Argos’ og Galliotts mandskab klædt i sort læder med gule sømme og detaljer. Så snart de tonede frem på skærmen udbrød jeg, “De har jo X-men-dragter fyrre år før X-men!”
Og det var jo der, jeg startede anmeldelsen. Det virker for mig helt åbenlyst, at Planet of the vampires har sat sine spor i større og mere signifikante TV- og filmproduktioner. Star Trek, jo — sammen med Forbidden planet (1956) og diverse mere jordbundne opdagelsesrejse-historier, selvfølgelig — men også Alien (1979).
Dan O’Bannon har flere gange indrømmet, at han plankede (og givetvis forbedrede!) scenen, hvor Nostromos rejseholdet udforsker det fremmede rumskib, fra Planet of the vampires. Lige fra rumskibets landing på en tåget planet, til fundet af det enorme skelet af en tidligere skibbruden, udgør den 14 år ældre film skabelon for beats i Alien (Se også sammenligningen Alien and Planet of the Vampires) Og ja, der er et parasitisk element også i Planet of the vampires, som ikke skal afsløres her.
Jeg kan levende forestille mig, at folk i ’70erne har sat Bavas film på uden lyd, knaldet helt op for Grateful Dead og røget en koger — og jeg tror faktisk det er den bedste måde at opleve Planet of the vampires. I min mere ædru bedømmelse anno 2024 er den stadig en vanvittig (og) fascinerende billedfortælling med toner af instruktørens andre, mere horror-betonede film, tidlige fantasmagorier som Benjamin Christensens Häxan (1922), og endda som sagt langt senere film og TV-serier.
6,5/10 ★
#1965 #Alien #fantasmagori #horror #IbMelchior #MarioBava #psykotronisk #rumvampyr #scienceFiction #skærmjournal #StarTrek
https://superkultur.dk/2024/08/03/planet-of-the-vampires-1965/
-
Planet of the Vampires (1965)
Jeg kan ikke lyve; lige så elitære krav jeg stiller til dyrt producerede, nutidige film, lige så velvillig er jeg overfor alt B-ral som er blevet spyttet ud gennem det tyvende århundrede. Efterhånden ser man kimene til ting som blev større succeser senere hen, eller finder simpelthen egne favoritter blandt de ofte budgetramte filmskabere.
Planet of the vampires har jeg snoozet på længe, til trods for at den er blevet til i samarbejde mellem den italienske horrorinstruktør Mario Bava og danske Ib Melchior (Angry red planet, Reptilicus og Journey to the seventh planet). Og efter jeg har set den, skuffer filmen ikke på alle parametre.
Rumskibet Argos er på redningsmission for at hjælpe søsterskibet Galliott, hvis mandskab er nødstedte på en øde og gold planet. Allerede efter nedstigningen begynder Argos’ besætning at opføre sig ukarakteristisk, men de går i gang med eftersøgningen med krum hals. Først finder de Galliotts stab døde, siden stiger samme lig op af deres grave. Og hvad er det for sære lys, som fløjter gennem planetens atmosfære?
Jeg vil stoppe her og sige, at der ikke nødvendigvis er noget i vejen med historien, men dens afvikling er utroligt træg, og figurernes handlinger strider nogle gange mod al fornuft. Hvorfor bemande en åben luftsluse til rumskibet med vagter på en fjendtlig planet, når man bare kan hæve hele landgangsmodulet? Fordi plot, så klart — nogle menige besætningsmedlemmer skal sættes i fare for at øge indsatsen. Men det spiller lidt falsk og gumpetungt.
Hvor selve historien laver en serie af maveplaskere, er billedsiden ret tæt på fantastisk; Bavas øje for spektakulære, visuelle effekter fornægter sig ikke. Scenografien er et udstyrsstykke, særligt diverse rumskibsinteriører er næsten som futuristiske paladser. Også rumskibenes ydre er lækkert designede, omend modellerne kunne have trængt til et sidste touch. Det virker ret tydeligt at Star Trek-produktionen har skelet i denne retning, da Enterprise skulle designes.
Udendørsscenerne må være et mix af kulisser, modeller, bagprojektion og matte painting, snedigt forklædt af malérisk lyssætning og tågeeffekter. Det giver samlet en dramatisk diorama-illusion af langstrakte vidder og dybder. Og gennem hele filmen er så bevidste farvekompositioner at hjertet sig forbarme. Det er psykotronisk filmkunst på højere plan end budgettet burde antyde!
Jeg må også fremhæve kostumerne, som er flere skridt forud for samtidige (og endda senere), lignende produktioner. Genren tro har alle i mandskabet samme uniformer, men modsat f eks Star Treks lidt undervældende sparkedragter er Argos’ og Galliotts mandskab klædt i sort læder med gule sømme og detaljer. Så snart de tonede frem på skærmen udbrød jeg, “De har jo X-men-dragter fyrre år før X-men!”
Og det var jo der, jeg startede anmeldelsen. Det virker for mig helt åbenlyst, at Planet of the vampires har sat sine spor i større og mere signifikante TV- og filmproduktioner. Star Trek, jo — sammen med Forbidden planet (1956) og diverse mere jordbundne opdagelsesrejse-historier, selvfølgelig — men også Alien (1979).
Dan O’Bannon har flere gange indrømmet, at han plankede (og givetvis forbedrede!) scenen, hvor Nostromos rejseholdet udforsker det fremmede rumskib, fra Planet of the vampires. Lige fra rumskibets landing på en tåget planet, til fundet af det enorme skelet af en tidligere skibbruden, udgør den 14 år ældre film skabelon for beats i Alien (Se også sammenligningen Alien and Planet of the Vampires) Og ja, der er et parasitisk element også i Planet of the vampires, som ikke skal afsløres her.
Jeg kan levende forestille mig, at folk i ’70erne har sat Bavas film på uden lyd, knaldet helt op for Grateful Dead og røget en koger — og jeg tror faktisk det er den bedste måde at opleve Planet of the vampires. I min mere ædru bedømmelse anno 2024 er den stadig en vanvittig (og) fascinerende billedfortælling med toner af instruktørens andre, mere horror-betonede film, tidlige fantasmagorier som Benjamin Christensens Häxan (1922), og endda som sagt langt senere film og TV-serier.
6,5/10 ★
#1965 #Alien #fantasmagori #horror #IbMelchior #MarioBava #psykotronisk #rumvampyr #scienceFiction #skærmjournal #StarTrek
https://superkultur.dk/2024/08/03/planet-of-the-vampires-1965/
-
Planet of the Vampires (1965)
Jeg kan ikke lyve; lige så elitære krav jeg stiller til dyrt producerede, nutidige film, lige så velvillig er jeg overfor alt B-ral som er blevet spyttet ud gennem det tyvende århundrede. Efterhånden ser man kimene til ting som blev større succeser senere hen, eller finder simpelthen egne favoritter blandt de ofte budgetramte filmskabere.
Planet of the vampires har jeg snoozet på længe, til trods for at den er blevet til i samarbejde mellem den italienske horrorinstruktør Mario Bava og danske Ib Melchior (Angry red planet, Reptilicus og Journey to the seventh planet). Og efter jeg har set den, skuffer filmen ikke på alle parametre.
Rumskibet Argos er på redningsmission for at hjælpe søsterskibet Galliott, hvis mandskab er nødstedte på en øde og gold planet. Allerede efter nedstigningen begynder Argos’ besætning at opføre sig ukarakteristisk, men de går i gang med eftersøgningen med krum hals. Først finder de Galliotts stab døde, siden stiger samme lig op af deres grave. Og hvad er det for sære lys, som fløjter gennem planetens atmosfære?
Jeg vil stoppe her og sige, at der ikke nødvendigvis er noget i vejen med historien, men dens afvikling er utroligt træg, og figurernes handlinger strider nogle gange mod al fornuft. Hvorfor bemande en åben luftsluse til rumskibet med vagter på en fjendtlig planet, når man bare kan hæve hele landgangsmodulet? Fordi plot, så klart — nogle menige besætningsmedlemmer skal sættes i fare for at øge indsatsen. Men det spiller lidt falsk og gumpetungt.
Hvor selve historien laver en serie af maveplaskere, er billedsiden ret tæt på fantastisk; Bavas øje for spektakulære, visuelle effekter fornægter sig ikke. Scenografien er et udstyrsstykke, særligt diverse rumskibsinteriører er næsten som futuristiske paladser. Også rumskibenes ydre er lækkert designede, omend modellerne kunne have trængt til et sidste touch. Det virker ret tydeligt at Star Trek-produktionen har skelet i denne retning, da Enterprise skulle designes.
Udendørsscenerne må være et mix af kulisser, modeller, bagprojektion og matte painting, snedigt forklædt af malérisk lyssætning og tågeeffekter. Det giver samlet en dramatisk diorama-illusion af langstrakte vidder og dybder. Og gennem hele filmen er så bevidste farvekompositioner at hjertet sig forbarme. Det er psykotronisk filmkunst på højere plan end budgettet burde antyde!
Jeg må også fremhæve kostumerne, som er flere skridt forud for samtidige (og endda senere), lignende produktioner. Genren tro har alle i mandskabet samme uniformer, men modsat f eks Star Treks lidt undervældende sparkedragter er Argos’ og Galliotts mandskab klædt i sort læder med gule sømme og detaljer. Så snart de tonede frem på skærmen udbrød jeg, “De har jo X-men-dragter fyrre år før X-men!”
Og det var jo der, jeg startede anmeldelsen. Det virker for mig helt åbenlyst, at Planet of the vampires har sat sine spor i større og mere signifikante TV- og filmproduktioner. Star Trek, jo — sammen med Forbidden planet (1956) og diverse mere jordbundne opdagelsesrejse-historier, selvfølgelig — men også Alien (1979).
Dan O’Bannon har flere gange indrømmet, at han plankede (og givetvis forbedrede!) scenen, hvor Nostromos rejseholdet udforsker det fremmede rumskib, fra Planet of the vampires. Lige fra rumskibets landing på en tåget planet, til fundet af det enorme skelet af en tidligere skibbruden, udgør den 14 år ældre film skabelon for beats i Alien (Se også sammenligningen Alien and Planet of the Vampires) Og ja, der er et parasitisk element også i Planet of the vampires, som ikke skal afsløres her.
Jeg kan levende forestille mig, at folk i ’70erne har sat Bavas film på uden lyd, knaldet helt op for Grateful Dead og røget en koger — og jeg tror faktisk det er den bedste måde at opleve Planet of the vampires. I min mere ædru bedømmelse anno 2024 er den stadig en vanvittig (og) fascinerende billedfortælling med toner af instruktørens andre, mere horror-betonede film, tidlige fantasmagorier som Benjamin Christensens Häxan (1922), og endda som sagt langt senere film og TV-serier.
6,5/10 ★
#1965 #Alien #fantasmagori #horror #IbMelchior #MarioBava #psykotronisk #rumvampyr #scienceFiction #skærmjournal #StarTrek
https://superkultur.dk/2024/08/03/planet-of-the-vampires-1965/
-
Djævlen i husalteret: “Late night with the devil” og andre nedslag i talkshow-horror
For nyligt gjorde filmen Late night with the devil et mindre skvulp i horror-enden af streamingfladen. Det er, kort fortalt, historien om et midnats-talkshow som bogstaveligt talt går ad helvede til live i æteren, da værten interviewer en pige, som siges at være besat af dæmoner.
Det var en ganske forfriskende gyserhistorie efter nogle år med langt mellem afvigelser fra den formel, som særligt The conjuring og dens spinoffs har kridtet op. Flere anmeldere har rost Late night with the devil for dens originalitet, men som bekendt kan man ikke lave noget nyt i postmoderniteten. Vi er dømt(?) til om og om igen at drikke nyt vand på gamle genbrugsplasticflasker — og selv vandet er del af et større, uendeligt kredsløb.
Men alt som var gammelt er også nyt igen i superkulturen, og visse læsere kunne jo have fået appetit på mere i samme dur. Jeg har derfor samlet en lille håndfuld film (inkusive én papirnovelle), hvor direkte transmissioner tager en katastrofal drejning til den mørke side. Lad os starte med den seneste tilføjelse til emnet:
Late night with the devil (2024)
Hvori vi følger David Dastmachian som den ærgerrige, men på overfladen sympatiske talkshow-vært Jack Delroy i det som skal være hans comeback-udsendelse efter en privat tragedie. En indledende, pseudo-dokumentarisk montage resumerer Delroys karriere, krydret med sensationalistisk sladder om hemmelige ordener á la Bohemian grove.
Herefter ser vi aftenshowet rulle af stablen, både fra TV-kameraernes vinkel og bag kulisserne. En del af intrigen er både Delroys, hans gæster og stabs skiftende attituder, alt afhængig om de er på skærmen eller ej — og de studehandler, der bliver gjort i reklamepauserne — men fokus er selvfølgelig på det okkulte plot, der sniger sig ind i kraft af programmets tema.
For Late night with the devil udspiller sig i ’70ernes paranormale bølge (som man kunne sige, vi ikke helt har sluppet endnu), og Delroys øvrige gæster er karikaturer af henholdsvis Uri Geller og James Randi. En bliver slået hjem tidligt, mens den anden spiller en mere afgørende rolle i den videre historie. Og det samme gør måske endda vores vært, Jack.
Her gøres god brug af seernes kendskab til både talkshowformen, dens klichéer, og det større medielandskab, den indgår i. F eks er Delroys store hvide hval at slå den virkelige Johnny Carsons seertal, bare én gang — og de indlagte reklamepauser bliver som sagt en mulighed for at se figurerne med masker og parader nede. Og i en nøglescene giver just TV-mediet mulighed for at gense samme hændelse med kameraets nøgterne øje kontra hvad de involverede oplever i studiet.
Men djævlen er ikke bare i detaljen, han står her i selve titlen. Og selvfølgelig bobler han op til overfladen, da en teenagepige med minder om okkult misbrug lader sig hypnotisere for åben skærm — hvorefter både form og facader krakellerer. For her er ikke bare skeptisk trylleri og taskenspil på færde; der er foregået insiderhandel med sjæle som valuta. Herfra må seeren selv afgøre, hvad der er realitet og fantasi, men det er en dragende hallucinatorisk opvisning.
TMDb
Ghostwatch (1992)
En af de tidligste mockumentary-gysere (syv år før Blair witch project) , med autencitetsstempel af selve BBC og den folkekendte vært Michael Parkinson, havde samme effekt på de britiske seere som Orson Welles’ Klodernes kamp-radiospil på lyttere i USA 54 år tidligere. Ghostwatch var indspillet på forhånd, annonceret som fiktion, og forfatteren Stephen Volk endda krediteret som sådan i starten af programmet, men så overbevisende var dets affektion af direkte TV-udsendelser, at en anslået million seere ringede ind for at bidrage med deres egne spøgelsesoplevelser.
For det hele var et mediebevidst halloween-drama lagt op som en live-transmission, dels fra et tidstypisk TV-studie, hvorfra Parkinson koordinerede og interviewede “gæster”, dels fra et middelklassehjem i en af Londons forstæder, hvor familien hævdede at blive hjemsøgt af en åndelig tilstedeværelse, som kalkeret fra den berygtede Enfield-poltergeist).
Undervejs eskalerer de paranormale hændelser, først ude i marken, hvor den ubehagelige bankeånd “Mister Pipes” begynder at manifestere sig, til og med i baggrunden af slørede videotransmissioner. Den fingerede hotline, hvor “seere” kunne ringe ind (og mange rigtige seere altså prøvede at komme igennem) bliver snedigt brugt til at påpege netop Pipes’ gæsteoptrædener, og gæster i studiet såvel som på en “satellitforbindelse”” puster løbende til den ulmende spænding.
For snart udvikler situationen sig også i selve studiet, hvor statsradiofoniens hyggeautoritet og struktur kollapser mens kameraerne ruller. Her gør Parkinson et fremragende stykke skuespil, der troværdigt underminerer hans rolle som selve ansigtet på denne vennesæle verdensorden, og det samme gør hans medværter (ligeledes kendte ansigter fra skærmen).
Lige så rystende det har været som seer at få rykket grænserne mellem fiktion og fakta, lige så overraskende er det, at BBC tillod nogle af sine kendteste ansigter at bryde overenskomsten med de samme seere om institutionens integritet og troværdighed. Men effektivt er det — så meget, at udsendelsen aldrig er blevet genudsendt på BBC. I dag, over 30 år senere, har værterne ikke samme genkendelighedsfaktor, ’90er-TV-tempoet er lidt bedaget, og verisimilituden brister desuden, når man er nødt til at proppe en DVD i maskinen for at se programmet, fremfor at slå ind på hjemsøgelsen af vanvare.
Ikke desto mindre er Stephen Volks historie stadig et kig værd, selv for fans af f eks Paranormal activity; og den autentiske iscenesættelse bliver særligt interessant i betragtning af Ghostwatch‘s indflydelse på senere film som Late night with the devil …og History of the occult.
History of the occult (2020)
Argentina, 1987; kun måneder før et præsidentvalg, der kan blive afgørende for den siddende regering efter en upopulær sparepolitik. Det kulegravende TV-program 60 minutter før midnat viser sin sidste, kontroversielle udsendelse, som allerede har tvunget redaktionsstaben til at gå under jorden. Fra deres dækadresse følger de transmissionen mens den udspiller sig, og afventer et sidste, afgørende bevis fra en medarbejder.
Men det som skulle være en afdækning af kammerateri og hemmelige forbindelser mellem erhvervsliv og de højeste politiske embeder bliver i stedet et overraskende dyk ned i sydamerikansk brujeria, anvendt som magtmiddel af de samme mennesker — endda på et virkelighedsforandrende niveau.
History of the occult er filmet i sort/hvid og 4:3-format (med enkelte, prægnante undtagelser, som ikke skal afsløres her) for at stemme overens med firsernes argentinske TV-udsendelser, og også her bruges både den (nu gammeldags) interviewform og de indlagte reklamepauser som strukturelle fortællegreb: I programmets form indgår en nedtælling fra 60 minutter, som i sin lighed med en tidsindstillet bombe øger spændingen undervejs, og tidligt i udsendelsen udvandrer en gæst i protest — en risiko i enhver direkte transmission.
Derudover giver reklameblokkene, som i Late night with the devil, mulighed for at den isolerede redaktion kan samle trådene og lægge nødplaner, men her giver selv reklamerne (fra bl a programmets eneste tilbageværende sponsor) spor om det mystiske, tredimensionelle skakparti som synes at udfolde sig langt udover journalisternes fatteevne. Hjulpet på vej af et hallucinogen (kendt fra Rosemarys baby) begynder de at danne sig et dybt forstyrrende overblik over, hvad der egentlig er på spil.
Men som skandinav fornemmer jeg at brujeriaen dækker over andre, specifikt argentinske temaer, som løber under det hele. Folk som på magisk vis bliver “udviskede” fra virkeligheden bringer mindelser om totalitære staters angreb på dissidenter, ligesom den selvforstærkende magtklikes næsten fuldstændige kontrol let omsættes til magisk indflydelse. “Er det en form for kode?” spørger en af journalisterne, da en af talkshowgæsterne begynder at spy troldmandsjargon — og jo mere jeg tænker over det, jo mere overbevist er jeg om, at det er tilfældet.
Pontypool (2009)
I Bruce McDonalds film er det ikke en TV-udsendelse, men et radioprogram, der transmitteres. På mange niveauer kunne Pontypool lige så godt have været et hørespil, men både scenografi og de medvirkendes fysiske spil tilfører nu altså et ekstra lag til de delikate sproglige formuleringer, som filmen er fyldt med.
Og modsat de foregående eksempler er den specifikke udsendelse ikke et stort anlagt comeback eller det sidste skud i bøssen for radiovært Grant Mazzy; det er bare endnu en dag i hans dødvande på lokalradioen i den søvnige, canadiske lilleby Pontypool. Mazzy er tydeligvis faldet fra højere luftlag som “shock jock” i storbyen, og han har stadig ikke akklimatiseret sig i de mindre prestigefyldte forhold, da en semiotisk virus angriber de lokale og forvandler dem til rablende zombies, der mekanisk gentager deres sidste sætninger uden stop — tag jer i agt for de omvandrende meningstab.
Mazzy bliver nødt til at acceptere rollen som lokalsamfundets hovedkilde til information gennem krisen, men dels opløses hans hovedsagelige kommunikationsform, sproget, af “virusen”, dels er det selve mediet hvorigennem den spredes. Det er med andre ord et sammenbrud helt inde i marven af samtaleradio.
Vi følger den lille produktionsstabs forsøg på at holde rede i modstridende informationer, isolerede men også forskansede i et kælderstudie under et forsamlingshus(?). Det fokuserer spillet helt ind på Mazzys relationer med produceren Sydney, deres assistent Laurel Ann, og de uundværlige gæster i studiet. Selve provinsmiljøet giver også ekstra kulør til det traditionelle billede af et travlt, effektivt presserum.
F eks er det først da de rigtig er på spanden, Mazzy finder ud af at trafikreporterens helikopter ikke er helt hvad han forestillede sig. I det hele taget er den mikroskopiske skala Pontypools styrke i og med at afstanden mellem journalist og publikum er så meget mindre end i Late night with the devil eller Ghostwatch, hvor der både er status- og formel distance mellem seere og de (fiktive eller faktiske) kendisser på skærmen. Og kaoset udenfor gør studiet til orkanens relativt rolige øje.
Der er andre forskelle, som for Pontypool til at stikke ud fra de øvrige eksempler på listen: På grund af zombiefaktoren kan truslen ikke fysisk bryde åbent ud i studiet fra starten, men må kulminere med en indtrængen. Zombier er i høj grad en ekstern fare, mens det overnaturlige, spøgelser og dæmoner oftere er en spejling af indre, personlige konflikter. I stedet øges presset langsomt gennem filmen til det må finde udløb.
Men faren er den samme, en eksistentiel trussel mod hvad man har bildt sig selv ind eller fortrængt; sociale konventioner og samfundsinstitutioner som her nationale medier står for fald, og både medvirkende og seere bliver nødt til at komme overens med at verden (alternativt deres personlige verdensbillede) ikke hænger sammen som de troede.
I sidste ende accepterer Mazzy trummerummen: Det var ikke jordens undergang, det var bare endnu en dag som endte. Eller?
TMDb | Superkulturs anmeldelse
Vanni Fucci is alive and well and living in hell (1988)
Illustration af Priamo della Quercia (15. årh.) til 25. sang af Dantes “Guddommelige komedie”, hvori Vanni Fucci (t.h.) angribes af slanger og andet krybHer strejfer jeg fra de visuelle medier til litteraturen, som jeg ellers hellere overlader til Superkulturs øvrige skribenter. For allerede da jeg hørte foromtalen om Late night with the devil, håbede jeg at der var tale om en filmatisering af Dan Simmons’ novelle. For godt nok er dette en rigtig papirtekst, men settingen er såmænd et talkshow-studie. Og ikke et almindeligt talkshow som man kan finde dem på en hvilken som helst damp-TV-station, næh — dette er et televangelisk vækkelsesprogram.
Forfatteren må have et horn i siden på netop de kålhellige TV-prædikanter, der begyndte at bygge millionfranchises op i firsernes USA, for “Vanni Fucci…” er kun den ene af to noveller i hans opsamling Prayers to broken stones, hvor de bliver genstand for kranke skæbner. I denne historie dukker titlens indvåner fra helvede op til en ubudt gæstemedvirken på Brother Freddy’s Hallelujah Breakfast Club, og uddeler sin infernalske vrede over både produktionen og dens gæster.
Lidt baggrund kan være på sin plads: Vanni Fucci er en personage, som først blev præsenteret i Dante Alighieris Guddommelige komedie, specifikt i canto 24-25 af “komediens” første del, Inferno. Her henslæber han evigheden i en del af helvedes ottende kreds, som er forbeholdt tyve. Fuccis specifikke straf er at blive angrebet af slanger og andet kryb som lever i denne malebolgia, bryde i flammer og genopstå af asken, kun for at gentage det igen og igen. Det gør det ikke bedre for Fucci, at han i canto 25 forbander gud med en dobbelt fica in mano…
I denne knapt 700 år senere novelle tilføjes nogle flere detaljer til Fuccis plager: hans blasfemi er en tilbagevendende del af cyklussen, som forvandler alle tyve i bolgiaen til de fabeløgler, som overfalder ham. Og så er Fucci iflg Simmons særligt forbandet (i mere end én forstand), fordi Dante tog parti mod hans lejr i guelfernes interne stridigheder — Alighieri tilhørte den såkaldt “hvide” fraktion, mens Fucci var af de “sorte”, og eftersom Alighieri blev helvedes litterære hovedarkitekt kunne han reservere de mest nederdrægtige pladser til sine politiske uvenner.
“Vanni Fucci…” er en dybsort og skarp satire over genfødte kristnes massemissioneren på kabel-TV, og søtter både dem og Den guddommelige komedie i mere jordnære perspektiver. De specifikke troper vi kender fra talkshows bruges her mere som staffage end i de ovenstående eksempler, men siden jeg læste novellen i gymnasiet har den forblevet mit personlige højvandsmærke for talkshow-horror.
…men hvorfor talkshows?
Der er forskellige og varierende fællestræk mellem de ovenstående eksempler — live-udsendelsen og genresettingen bliver begge tematiserede forskelligt afhængigt af den samtidskontekst som hvert værk indgår i, og der er jo en bred tidsmæssig vifte at overskue her. Kan man overhovedet tale om en sammenhæng mellem dem, eller må vi nøjes med at sammenligne dem som en løbende kommentar til massemedierne?
For nu at starte ved de mest aktuelle titler, er både Late night with the devil og History of the occult blevet typificeret som “analog horror”, en slags subgenre af found footage med tilsat fetichering af fysiske medier (jeg anbefaler podcasten Imaginary worlds’ afsnit om emnet for en dybere introduktion). Og begges handlinger er som sagt sat henholdsvis næsten 50 og 40 år før deres produktion, men de savner den fascination af selve materialet, som i mine øjne særligt karakteriserer analog horror-film, f eks i Skinamarink.
Men det kan være værd at dvæle lidt ved disse fortidens sene programflader. Med op til et halvt århundredes forskydning havner de i en periode, som bredt set er identisk med barndommen. Og fra et barns perspektiv er alt, som foregår efter ens sengetid dels del af voksenverden, dels potentielt magisk eller farligt. Briterne har et helt formelt udtryk for, hvornår man kan vise “voksne” programmer på TV; watershed, dvs den tid hvor unge og påvirkelige seere er lagt i seng.
Det er måske en ubevidst årsag til at sætte disse film post-watershed, eller også er årsagen helt enkelt den, at både aktualitetsprogrammer og mere letbenede talkshows ganske vist kunne tage fat i alvorlige emner for de formodentlig ansvarlige voksne seere, men i praksis var en del af publikum hensat i en døs efter arbejde, indkøb og aftensmad. Spørgsmålet om at beskytte de letpåvirkede seere bliver derfor lidt mere uklart, og netop skellet mellem virkelighed, drøm og illusion bliver også visket ud i både History of the occult og Late night with the devil.
Inkluderer vi Ghostwatch i analysen, ligger vi genremæssigt i et krydsfelt mellem mockumentary og found footage, ikke ulig Blair witch project (1999), Lake Mungo (2009) og Trolljegeren (2010) — men med den væsentlige forskel, at her fingeres direkte transmissioner. Live TV, reality-programmer og øjeblikkelige nyhedsopdateringer er blevet en stadig større del af medielandskabet i de årtier, hvor eksemplerne er plukket fra.
Live-udsendelser giver os et vindue på verden, som hævder absolut autencitet såvel som aktualitet; som nævnt er de også i konstant risiko for uforudsete benspænd, hvis en medvirkende melder sig ud af legen — eller udefrakommende (evt mørke) kræfter lægger sig i. I samme takt, som vi svømmer i mere og mere hektiske mediestrømme, bliver vi også mere skeptiske overfor de medier, vi indtager, og det spejler sig også i horrorfilm. Før corona-epidemien var ovre, havde Zoom-gyseren Host (2020) kastet frydefuldt djævelskab i de videokonferencer, vi var blevet afhængige af under karantænen.
Opløsning af medie-hierarkier
Grunden til at Host ikke figurerer som eksempel ovenfor, og heller ingen pluk af den stadige strøm af gysere(?) om youtubere, som livestreamer fra hjemsøgte huse, er den relativt nye ubalance der er mellem institutionelle og borgermedier. En mørkere side af den medievante kritik, jeg lige nævnte, er den udtalte mistro mod etablerede “legacy media”, som får enkelte til at betragte nyhedsdækning af for eksempel masseskydninger som dækoperationer for … lige hvad der falder dem ind?
Ret konsistent er ovenstående nedslag i talkshow-horror sat i den “officielle” mediesfære, som altså anklages for at være i ledtog med nærmest frimureragtige sammensværgelser indenfor Regeringen — hvilket igen spiller godt sammen med afbildningen af skyggeagtige, okkulte eliter i de to seneste eksempler. Late night with the devil og History of the occult ser i høj grad tilbage på gamle dage gennem et 21. århundredes post truth-filter.
Derimod har jeg allerede nævnt det sammenbrud af institutionel autoritet, som finder sted i Ghostwatch. Det gælder både journalisternes egen og statsradiofonien BBCs troværdighedskapital, men det er interessant at her kun er tale om paranormale overskridelser ind i den “sikre” verden i studiet, ikke antydningen af hemmelige selskaber eller andet foliehatteri. I 1992 var det simpelthen ikke værd at tale om, selv om konspirationsteoretikere havde haft rigelig medvind i udkantspolitik (og UFO-kredse siden ’50erne.
Det bredere koncept er altså at injicere det overnaturlige ind i samfundets rygmarv, de store mediehuse, og derved stille spørgsmålstegn ved deres vederhæftighed og stabilitet. I eksemplet Pontypool er det meget mindre, men dog trofaste lokalstudie afsondret fra kollapsen udenfor, men forsøger at rapportere den til lytterne — samtidigt som selve transmissionens sproglige form er del af smittespredningen. Disinformation og mistillid til medierne var i 2009 ikke et problem i samme omfang som nu, men billedet af et sammenbrud, der spreder sig viralt i æteren, passer ganske udmærket på visse nutidige TV- og Youtube-kanaler.
Undtagelsen fra tesen i dette udvalg er Dan Simmons’ “Vanni Fucci is alive and well and living in hell”, som retter sin kritik mod televangelismen og dermed implicit mod de satellit- og kabelnetværk som gør disse uregulerede røvere adgang til TV-skærmene. I 1988 da novellen blev udgivet herskede stadig en nedladende uro over græsrodselementer og borgerjournalister, mens offentlighedens sympati og tiltro i vores post-sandhedssamtid er mere splittet mellem de forskellige lag af “(stats)autoriseret” og folkelig reportage.
I sidste ende er det selvfølgelig bruddet med hyggen — det hjemlige, vante, trygge — som skaber uhyggen, og det må jfr Occams rageblad være den første og enkleste anledning til at så en spire af overnaturlig fare i det kollektive ubevidste. Og hvad er så nærmere end f eks talkshows, hvor den samme vært sidder bag samme skrivbord og stiller de samme spørgsmål år ud og år ind?
Men når den slags konventioner begynder at vakle, er det så meget mere foruroligende (måske endda blandet med skadefryd?) at se antydningen af deres fordærv, jo voldsommere og mere barokt jo bedre…
#analogHorror #Anmeldelser #foundFootage #horror #iDenBedsteSendetid #mockumentary #skærmjournal #talkshow #tekniskUheld
-
Djævlen i husalteret: “Late night with the devil” og andre nedslag i talkshow-horror
For nyligt gjorde filmen Late night with the devil et mindre skvulp i horror-enden af streamingfladen. Det er, kort fortalt, historien om et midnats-talkshow som bogstaveligt talt går ad helvede til live i æteren, da værten interviewer en pige, som siges at være besat af dæmoner.
Det var en ganske forfriskende gyserhistorie efter nogle år med langt mellem afvigelser fra den formel, som særligt The conjuring og dens spinoffs har kridtet op. Flere anmeldere har rost Late night with the devil for dens originalitet, men som bekendt kan man ikke lave noget nyt i postmoderniteten. Vi er dømt(?) til om og om igen at drikke nyt vand på gamle genbrugsplasticflasker — og selv vandet er del af et større, uendeligt kredsløb.
Men alt som var gammelt er også nyt igen i superkulturen, og visse læsere kunne jo have fået appetit på mere i samme dur. Jeg har derfor samlet en lille håndfuld film (inkusive én papirnovelle), hvor direkte transmissioner tager en katastrofal drejning til den mørke side. Lad os starte med den seneste tilføjelse til emnet:
Late night with the devil (2024)
Hvori vi følger David Dastmachian som den ærgerrige, men på overfladen sympatiske talkshow-vært Jack Delroy i det som skal være hans comeback-udsendelse efter en privat tragedie. En indledende, pseudo-dokumentarisk montage resumerer Delroys karriere, krydret med sensationalistisk sladder om hemmelige ordener á la Bohemian grove.
Herefter ser vi aftenshowet rulle af stablen, både fra TV-kameraernes vinkel og bag kulisserne. En del af intrigen er både Delroys, hans gæster og stabs skiftende attituder, alt afhængig om de er på skærmen eller ej — og de studehandler, der bliver gjort i reklamepauserne — men fokus er selvfølgelig på det okkulte plot, der sniger sig ind i kraft af programmets tema.
For Late night with the devil udspiller sig i ’70ernes paranormale bølge (som man kunne sige, vi ikke helt har sluppet endnu), og Delroys øvrige gæster er karikaturer af henholdsvis Uri Geller og James Randi. En bliver slået hjem tidligt, mens den anden spiller en mere afgørende rolle i den videre historie. Og det samme gør måske endda vores vært, Jack.
Her gøres god brug af seernes kendskab til både talkshowformen, dens klichéer, og det større medielandskab, den indgår i. F eks er Delroys store hvide hval at slå den virkelige Johnny Carsons seertal, bare én gang — og de indlagte reklamepauser bliver som sagt en mulighed for at se figurerne med masker og parader nede. Og i en nøglescene giver just TV-mediet mulighed for at gense samme hændelse med kameraets nøgterne øje kontra hvad de involverede oplever i studiet.
Men djævlen er ikke bare i detaljen, han står her i selve titlen. Og selvfølgelig bobler han op til overfladen, da en teenagepige med minder om okkult misbrug lader sig hypnotisere for åben skærm — hvorefter både form og facader krakellerer. For her er ikke bare skeptisk trylleri og taskenspil på færde; der er foregået insiderhandel med sjæle som valuta. Herfra må seeren selv afgøre, hvad der er realitet og fantasi, men det er en dragende hallucinatorisk opvisning.
TMDb
Ghostwatch (1992)
En af de tidligste mockumentary-gysere (syv år før Blair witch project) , med autencitetsstempel af selve BBC og den folkekendte vært Michael Parkinson, havde samme effekt på de britiske seere som Orson Welles’ Klodernes kamp-radiospil på lyttere i USA 54 år tidligere. Ghostwatch var indspillet på forhånd, annonceret som fiktion, og forfatteren Stephen Volk endda krediteret som sådan i starten af programmet, men så overbevisende var dets affektion af direkte TV-udsendelser, at en anslået million seere ringede ind for at bidrage med deres egne spøgelsesoplevelser.
For det hele var et mediebevidst halloween-drama lagt op som en live-transmission, dels fra et tidstypisk TV-studie, hvorfra Parkinson koordinerede og interviewede “gæster”, dels fra et middelklassehjem i en af Londons forstæder, hvor familien hævdede at blive hjemsøgt af en åndelig tilstedeværelse, som kalkeret fra den berygtede Enfield-poltergeist).
Undervejs eskalerer de paranormale hændelser, først ude i marken, hvor den ubehagelige bankeånd “Mister Pipes” begynder at manifestere sig, til og med i baggrunden af slørede videotransmissioner. Den fingerede hotline, hvor “seere” kunne ringe ind (og mange rigtige seere altså prøvede at komme igennem) bliver snedigt brugt til at påpege netop Pipes’ gæsteoptrædener, og gæster i studiet såvel som på en “satellitforbindelse”” puster løbende til den ulmende spænding.
For snart udvikler situationen sig også i selve studiet, hvor statsradiofoniens hyggeautoritet og struktur kollapser mens kameraerne ruller. Her gør Parkinson et fremragende stykke skuespil, der troværdigt underminerer hans rolle som selve ansigtet på denne vennesæle verdensorden, og det samme gør hans medværter (ligeledes kendte ansigter fra skærmen).
Lige så rystende det har været som seer at få rykket grænserne mellem fiktion og fakta, lige så overraskende er det, at BBC tillod nogle af sine kendteste ansigter at bryde overenskomsten med de samme seere om institutionens integritet og troværdighed. Men effektivt er det — så meget, at udsendelsen aldrig er blevet genudsendt på BBC. I dag, over 30 år senere, har værterne ikke samme genkendelighedsfaktor, ’90er-TV-tempoet er lidt bedaget, og verisimilituden brister desuden, når man er nødt til at proppe en DVD i maskinen for at se programmet, fremfor at slå ind på hjemsøgelsen af vanvare.
Ikke desto mindre er Stephen Volks historie stadig et kig værd, selv for fans af f eks Paranormal activity; og den autentiske iscenesættelse bliver særligt interessant i betragtning af Ghostwatch‘s indflydelse på senere film som Late night with the devil …og History of the occult.
History of the occult (2020)
Argentina, 1987; kun måneder før et præsidentvalg, der kan blive afgørende for den siddende regering efter en upopulær sparepolitik. Det kulegravende TV-program 60 minutter før midnat viser sin sidste, kontroversielle udsendelse, som allerede har tvunget redaktionsstaben til at gå under jorden. Fra deres dækadresse følger de transmissionen mens den udspiller sig, og afventer et sidste, afgørende bevis fra en medarbejder.
Men det som skulle være en afdækning af kammerateri og hemmelige forbindelser mellem erhvervsliv og de højeste politiske embeder bliver i stedet et overraskende dyk ned i sydamerikansk brujeria, anvendt som magtmiddel af de samme mennesker — endda på et virkelighedsforandrende niveau.
History of the occult er filmet i sort/hvid og 4:3-format (med enkelte, prægnante undtagelser, som ikke skal afsløres her) for at stemme overens med firsernes argentinske TV-udsendelser, og også her bruges både den (nu gammeldags) interviewform og de indlagte reklamepauser som strukturelle fortællegreb: I programmets form indgår en nedtælling fra 60 minutter, som i sin lighed med en tidsindstillet bombe øger spændingen undervejs, og tidligt i udsendelsen udvandrer en gæst i protest — en risiko i enhver direkte transmission.
Derudover giver reklameblokkene, som i Late night with the devil, mulighed for at den isolerede redaktion kan samle trådene og lægge nødplaner, men her giver selv reklamerne (fra bl a programmets eneste tilbageværende sponsor) spor om det mystiske, tredimensionelle skakparti som synes at udfolde sig langt udover journalisternes fatteevne. Hjulpet på vej af et hallucinogen (kendt fra Rosemarys baby) begynder de at danne sig et dybt forstyrrende overblik over, hvad der egentlig er på spil.
Men som skandinav fornemmer jeg at brujeriaen dækker over andre, specifikt argentinske temaer, som løber under det hele. Folk som på magisk vis bliver “udviskede” fra virkeligheden bringer mindelser om totalitære staters angreb på dissidenter, ligesom den selvforstærkende magtklikes næsten fuldstændige kontrol let omsættes til magisk indflydelse. “Er det en form for kode?” spørger en af journalisterne, da en af talkshowgæsterne begynder at spy troldmandsjargon — og jo mere jeg tænker over det, jo mere overbevist er jeg om, at det er tilfældet.
Pontypool (2009)
I Bruce McDonalds film er det ikke en TV-udsendelse, men et radioprogram, der transmitteres. På mange niveauer kunne Pontypool lige så godt have været et hørespil, men både scenografi og de medvirkendes fysiske spil tilfører nu altså et ekstra lag til de delikate sproglige formuleringer, som filmen er fyldt med.
Og modsat de foregående eksempler er den specifikke udsendelse ikke et stort anlagt comeback eller det sidste skud i bøssen for radiovært Grant Mazzy; det er bare endnu en dag i hans dødvande på lokalradioen i den søvnige, canadiske lilleby Pontypool. Mazzy er tydeligvis faldet fra højere luftlag som “shock jock” i storbyen, og han har stadig ikke akklimatiseret sig i de mindre prestigefyldte forhold, da en semiotisk virus angriber de lokale og forvandler dem til rablende zombies, der mekanisk gentager deres sidste sætninger uden stop — tag jer i agt for de omvandrende meningstab.
Mazzy bliver nødt til at acceptere rollen som lokalsamfundets hovedkilde til information gennem krisen, men dels opløses hans hovedsagelige kommunikationsform, sproget, af “virusen”, dels er det selve mediet hvorigennem den spredes. Det er med andre ord et sammenbrud helt inde i marven af samtaleradio.
Vi følger den lille produktionsstabs forsøg på at holde rede i modstridende informationer, isolerede men også forskansede i et kælderstudie under et forsamlingshus(?). Det fokuserer spillet helt ind på Mazzys relationer med produceren Sydney, deres assistent Laurel Ann, og de uundværlige gæster i studiet. Selve provinsmiljøet giver også ekstra kulør til det traditionelle billede af et travlt, effektivt presserum.
F eks er det først da de rigtig er på spanden, Mazzy finder ud af at trafikreporterens helikopter ikke er helt hvad han forestillede sig. I det hele taget er den mikroskopiske skala Pontypools styrke i og med at afstanden mellem journalist og publikum er så meget mindre end i Late night with the devil eller Ghostwatch, hvor der både er status- og formel distance mellem seere og de (fiktive eller faktiske) kendisser på skærmen. Og kaoset udenfor gør studiet til orkanens relativt rolige øje.
Der er andre forskelle, som for Pontypool til at stikke ud fra de øvrige eksempler på listen: På grund af zombiefaktoren kan truslen ikke fysisk bryde åbent ud i studiet fra starten, men må kulminere med en indtrængen. Zombier er i høj grad en ekstern fare, mens det overnaturlige, spøgelser og dæmoner oftere er en spejling af indre, personlige konflikter. I stedet øges presset langsomt gennem filmen til det må finde udløb.
Men faren er den samme, en eksistentiel trussel mod hvad man har bildt sig selv ind eller fortrængt; sociale konventioner og samfundsinstitutioner som her nationale medier står for fald, og både medvirkende og seere bliver nødt til at komme overens med at verden (alternativt deres personlige verdensbillede) ikke hænger sammen som de troede.
I sidste ende accepterer Mazzy trummerummen: Det var ikke jordens undergang, det var bare endnu en dag som endte. Eller?
TMDb | Superkulturs anmeldelse
Vanni Fucci is alive and well and living in hell (1988)
Illustration af Priamo della Quercia (15. årh.) til 25. sang af Dantes “Guddommelige komedie”, hvori Vanni Fucci (t.h.) angribes af slanger og andet krybHer strejfer jeg fra de visuelle medier til litteraturen, som jeg ellers hellere overlader til Superkulturs øvrige skribenter. For allerede da jeg hørte foromtalen om Late night with the devil, håbede jeg at der var tale om en filmatisering af Dan Simmons’ novelle. For godt nok er dette en rigtig papirtekst, men settingen er såmænd et talkshow-studie. Og ikke et almindeligt talkshow som man kan finde dem på en hvilken som helst damp-TV-station, næh — dette er et televangelisk vækkelsesprogram.
Forfatteren må have et horn i siden på netop de kålhellige TV-prædikanter, der begyndte at bygge millionfranchises op i firsernes USA, for “Vanni Fucci…” er kun den ene af to noveller i hans opsamling Prayers to broken stones, hvor de bliver genstand for kranke skæbner. I denne historie dukker titlens indvåner fra helvede op til en ubudt gæstemedvirken på Brother Freddy’s Hallelujah Breakfast Club, og uddeler sin infernalske vrede over både produktionen og dens gæster.
Lidt baggrund kan være på sin plads: Vanni Fucci er en personage, som først blev præsenteret i Dante Alighieris Guddommelige komedie, specifikt i canto 24-25 af “komediens” første del, Inferno. Her henslæber han evigheden i en del af helvedes ottende kreds, som er forbeholdt tyve. Fuccis specifikke straf er at blive angrebet af slanger og andet kryb som lever i denne malebolgia, bryde i flammer og genopstå af asken, kun for at gentage det igen og igen. Det gør det ikke bedre for Fucci, at han i canto 25 forbander gud med en dobbelt fica in mano…
I denne knapt 700 år senere novelle tilføjes nogle flere detaljer til Fuccis plager: hans blasfemi er en tilbagevendende del af cyklussen, som forvandler alle tyve i bolgiaen til de fabeløgler, som overfalder ham. Og så er Fucci iflg Simmons særligt forbandet (i mere end én forstand), fordi Dante tog parti mod hans lejr i guelfernes interne stridigheder — Alighieri tilhørte den såkaldt “hvide” fraktion, mens Fucci var af de “sorte”, og eftersom Alighieri blev helvedes litterære hovedarkitekt kunne han reservere de mest nederdrægtige pladser til sine politiske uvenner.
“Vanni Fucci…” er en dybsort og skarp satire over genfødte kristnes massemissioneren på kabel-TV, og søtter både dem og Den guddommelige komedie i mere jordnære perspektiver. De specifikke troper vi kender fra talkshows bruges her mere som staffage end i de ovenstående eksempler, men siden jeg læste novellen i gymnasiet har den forblevet mit personlige højvandsmærke for talkshow-horror.
…men hvorfor talkshows?
Der er forskellige og varierende fællestræk mellem de ovenstående eksempler — live-udsendelsen og genresettingen bliver begge tematiserede forskelligt afhængigt af den samtidskontekst som hvert værk indgår i, og der er jo en bred tidsmæssig vifte at overskue her. Kan man overhovedet tale om en sammenhæng mellem dem, eller må vi nøjes med at sammenligne dem som en løbende kommentar til massemedierne?
For nu at starte ved de mest aktuelle titler, er både Late night with the devil og History of the occult blevet typificeret som “analog horror”, en slags subgenre af found footage med tilsat fetichering af fysiske medier (jeg anbefaler podcasten Imaginary worlds’ afsnit om emnet for en dybere introduktion). Og begges handlinger er som sagt sat henholdsvis næsten 50 og 40 år før deres produktion, men de savner den fascination af selve materialet, som i mine øjne særligt karakteriserer analog horror-film, f eks i Skinamarink.
Men det kan være værd at dvæle lidt ved disse fortidens sene programflader. Med op til et halvt århundredes forskydning havner de i en periode, som bredt set er identisk med barndommen. Og fra et barns perspektiv er alt, som foregår efter ens sengetid dels del af voksenverden, dels potentielt magisk eller farligt. Briterne har et helt formelt udtryk for, hvornår man kan vise “voksne” programmer på TV; watershed, dvs den tid hvor unge og påvirkelige seere er lagt i seng.
Det er måske en ubevidst årsag til at sætte disse film post-watershed, eller også er årsagen helt enkelt den, at både aktualitetsprogrammer og mere letbenede talkshows ganske vist kunne tage fat i alvorlige emner for de formodentlig ansvarlige voksne seere, men i praksis var en del af publikum hensat i en døs efter arbejde, indkøb og aftensmad. Spørgsmålet om at beskytte de letpåvirkede seere bliver derfor lidt mere uklart, og netop skellet mellem virkelighed, drøm og illusion bliver også visket ud i både History of the occult og Late night with the devil.
Inkluderer vi Ghostwatch i analysen, ligger vi genremæssigt i et krydsfelt mellem mockumentary og found footage, ikke ulig Blair witch project (1999), Lake Mungo (2009) og Trolljegeren (2010) — men med den væsentlige forskel, at her fingeres direkte transmissioner. Live TV, reality-programmer og øjeblikkelige nyhedsopdateringer er blevet en stadig større del af medielandskabet i de årtier, hvor eksemplerne er plukket fra.
Live-udsendelser giver os et vindue på verden, som hævder absolut autencitet såvel som aktualitet; som nævnt er de også i konstant risiko for uforudsete benspænd, hvis en medvirkende melder sig ud af legen — eller udefrakommende (evt mørke) kræfter lægger sig i. I samme takt, som vi svømmer i mere og mere hektiske mediestrømme, bliver vi også mere skeptiske overfor de medier, vi indtager, og det spejler sig også i horrorfilm. Før corona-epidemien var ovre, havde Zoom-gyseren Host (2020) kastet frydefuldt djævelskab i de videokonferencer, vi var blevet afhængige af under karantænen.
Opløsning af medie-hierarkier
Grunden til at Host ikke figurerer som eksempel ovenfor, og heller ingen pluk af den stadige strøm af gysere(?) om youtubere, som livestreamer fra hjemsøgte huse, er den relativt nye ubalance der er mellem institutionelle og borgermedier. En mørkere side af den medievante kritik, jeg lige nævnte, er den udtalte mistro mod etablerede “legacy media”, som får enkelte til at betragte nyhedsdækning af for eksempel masseskydninger som dækoperationer for … lige hvad der falder dem ind?
Ret konsistent er ovenstående nedslag i talkshow-horror sat i den “officielle” mediesfære, som altså anklages for at være i ledtog med nærmest frimureragtige sammensværgelser indenfor Regeringen — hvilket igen spiller godt sammen med afbildningen af skyggeagtige, okkulte eliter i de to seneste eksempler. Late night with the devil og History of the occult ser i høj grad tilbage på gamle dage gennem et 21. århundredes post truth-filter.
Derimod har jeg allerede nævnt det sammenbrud af institutionel autoritet, som finder sted i Ghostwatch. Det gælder både journalisternes egen og statsradiofonien BBCs troværdighedskapital, men det er interessant at her kun er tale om paranormale overskridelser ind i den “sikre” verden i studiet, ikke antydningen af hemmelige selskaber eller andet foliehatteri. I 1992 var det simpelthen ikke værd at tale om, selv om konspirationsteoretikere havde haft rigelig medvind i udkantspolitik (og UFO-kredse siden ’50erne.
Det bredere koncept er altså at injicere det overnaturlige ind i samfundets rygmarv, de store mediehuse, og derved stille spørgsmålstegn ved deres vederhæftighed og stabilitet. I eksemplet Pontypool er det meget mindre, men dog trofaste lokalstudie afsondret fra kollapsen udenfor, men forsøger at rapportere den til lytterne — samtidigt som selve transmissionens sproglige form er del af smittespredningen. Disinformation og mistillid til medierne var i 2009 ikke et problem i samme omfang som nu, men billedet af et sammenbrud, der spreder sig viralt i æteren, passer ganske udmærket på visse nutidige TV- og Youtube-kanaler.
Undtagelsen fra tesen i dette udvalg er Dan Simmons’ “Vanni Fucci is alive and well and living in hell”, som retter sin kritik mod televangelismen og dermed implicit mod de satellit- og kabelnetværk som gør disse uregulerede røvere adgang til TV-skærmene. I 1988 da novellen blev udgivet herskede stadig en nedladende uro over græsrodselementer og borgerjournalister, mens offentlighedens sympati og tiltro i vores post-sandhedssamtid er mere splittet mellem de forskellige lag af “(stats)autoriseret” og folkelig reportage.
I sidste ende er det selvfølgelig bruddet med hyggen — det hjemlige, vante, trygge — som skaber uhyggen, og det må jfr Occams rageblad være den første og enkleste anledning til at så en spire af overnaturlig fare i det kollektive ubevidste. Og hvad er så nærmere end f eks talkshows, hvor den samme vært sidder bag samme skrivbord og stiller de samme spørgsmål år ud og år ind?
Men når den slags konventioner begynder at vakle, er det så meget mere foruroligende (måske endda blandet med skadefryd?) at se antydningen af deres fordærv, jo voldsommere og mere barokt jo bedre…
#analogHorror #Anmeldelser #foundFootage #horror #iDenBedsteSendetid #mockumentary #skærmjournal #talkshow #tekniskUheld
-
Gods of the Deep (2024)
Forskeren Jim Peters bliver kontaktet af et privat firma, som tilbyder ham at fortsætte de dybhavsstudier, der kostede hans far livet. Men da de vel er helt nede på dybere favne end Marianergraven, viser det sig at der er et andet, tør man sige mere “eldritch” agenda for deres mission end teamet først formodede.
Gods of the deep er en af de film, som kaster nogle meget velkendte formularer sammen med navne plukket fra Lovecrafts noveller, og håber det kan dække over den gudsjammerlige udførelse. Men der er lidt ambition i historien, selv om plakatens Cthulhu hverken lever op til Lovecrafts beskrivelser eller alle de senere visualiseringer af urmonstret. Det forekommer mig at være mindre i retning af et undersøisk fugleskræmsel end vi ser her?
Jeg syntes vel jeg genkendte navnet Charlie Steeds — han har tidligere instrueret Mountains of Madness-klonen Freeze (2022), hvor han ligesom her både har skrevet, instrueret, filmet, og sikkert også smurt madpakker til filmholdet. Steeds råder i en lavbudgetsverden, hvor han med små midler laver lige ved og næsten tolerable Lovecraft-film, med scenografi og skuespil som kun akkurat hænger sammen med spyt og puds.
Det er tydeligt at forbillederne for Steeds’ film er den slags som Brian Yuzna og Stuart Gordon spyttede ud i firserne og halvfemserne — Re-animator, Dagon, From Beyond, osv. Også de var lavet på beskedne budgetter, men med mere interessante resultater end Steeds kan mønstre, og jeg tvivler stærkt på at vi vil se lige så nostalgisk velvilligt tilbage på, eller overhovedet huske Gods of the deep om tredive år.
4/10★
#Cthulhu #dybhavsekspedition #horror #HPLovecraft #lavbudget #skærmjournal
-
Gods of the Deep (2024)
Forskeren Jim Peters bliver kontaktet af et privat firma, som tilbyder ham at fortsætte de dybhavsstudier, der kostede hans far livet. Men da de vel er helt nede på dybere favne end Marianergraven, viser det sig at der er et andet, tør man sige mere “eldritch” agenda for deres mission end teamet først formodede.
Gods of the deep er en af de film, som kaster nogle meget velkendte formularer sammen med navne plukket fra Lovecrafts noveller, og håber det kan dække over den gudsjammerlige udførelse. Men der er lidt ambition i historien, selv om plakatens Cthulhu hverken lever op til Lovecrafts beskrivelser eller alle de senere visualiseringer af urmonstret. Det forekommer mig at være mindre i retning af et undersøisk fugleskræmsel end vi ser her?
Jeg syntes vel jeg genkendte navnet Charlie Steeds — han har tidligere instrueret Mountains of Madness-klonen Freeze (2022), hvor han ligesom her både har skrevet, instrueret, filmet, og sikkert også smurt madpakker til filmholdet. Steeds råder i en lavbudgetsverden, hvor han med små midler laver lige ved og næsten tolerable Lovecraft-film, med scenografi og skuespil som kun akkurat hænger sammen med spyt og puds.
Det er tydeligt at forbillederne for Steeds’ film er den slags som Brian Yuzna og Stuart Gordon spyttede ud i firserne og halvfemserne — Re-animator, Dagon, From Beyond, osv. Også de var lavet på beskedne budgetter, men med mere interessante resultater end Steeds kan mønstre, og jeg tvivler stærkt på at vi vil se lige så nostalgisk velvilligt tilbage på, eller overhovedet huske Gods of the deep om tredive år.
4/10★
#Cthulhu #dybhavsekspedition #horror #HPLovecraft #lavbudget #skærmjournal
-
Orcs! (2011)
Naturpatruljen i en mindre kendt, amerikansk nationalpark står en dag med en uventet krise, da formodede bjørneoverfald viser sig at være begåede af en ork-legion, som åbenbart har overvintret i de nordamerikanske bjerge. Det ser sort ud for den civiliserede verden, for park ranger Cal og hans træningsranger Hobart er mildest talt ikke rette mænd på rette sted.
Orcs! må være det endelige bevis på, at en film ikke bliver bedre af et udråbstegn i titlen. Grundidéen må have været at lave fantasy-versionen af Shaun of the dead, men her er niveauet af humor som følger:
— Hvorfor hedder parken “Balancing rock”, når der ikke er en rokkesten?
— Æh, vi var nødt til at fjerne rokkestenen sidste år, fordi den lignede en tissemand.
Det ville selvfølgelig ikke forhindre et større filmselskab i at sætte en produktion i gang, så jeg formoder det er alle referencerne til Peter Jacksons Ringenes herre-film, og de potentielle sagsanlæg som gør at Orcs! i stedet blev en lavbudgetfilm.
Skuespillerne gør i al fald hvad de kan for at sælge historien, og instruktionen er heller ikke helt ad helvede til. Har man kravene stillet lavt en sløv weekendeftermiddag, så kan filmen absolut ses, og måske endda fremkalde en lille kluklatter undervejs.
4.5/10★
#fantasy #komedie_ #LordOfTheRings #naturfører #naturreservat #Orker #RingenesHerre #skærmjournal
-
Orcs! (2011)
Naturpatruljen i en mindre kendt, amerikansk nationalpark står en dag med en uventet krise, da formodede bjørneoverfald viser sig at være begåede af en ork-legion, som åbenbart har overvintret i de nordamerikanske bjerge. Det ser sort ud for den civiliserede verden, for park ranger Cal og hans træningsranger Hobart er mildest talt ikke rette mænd på rette sted.
Orcs! må være det endelige bevis på, at en film ikke bliver bedre af et udråbstegn i titlen. Grundidéen må have været at lave fantasy-versionen af Shaun of the dead, men her er niveauet af humor som følger:
— Hvorfor hedder parken “Balancing rock”, når der ikke er en rokkesten?
— Æh, vi var nødt til at fjerne rokkestenen sidste år, fordi den lignede en tissemand.
Det ville selvfølgelig ikke forhindre et større filmselskab i at sætte en produktion i gang, så jeg formoder det er alle referencerne til Peter Jacksons Ringenes herre-film, og de potentielle sagsanlæg som gør at Orcs! i stedet blev en lavbudgetfilm.
Skuespillerne gør i al fald hvad de kan for at sælge historien, og instruktionen er heller ikke helt ad helvede til. Har man kravene stillet lavt en sløv weekendeftermiddag, så kan filmen absolut ses, og måske endda fremkalde en lille kluklatter undervejs.
4.5/10★
#fantasy #komedie_ #LordOfTheRings #naturfører #naturreservat #Orker #RingenesHerre #skærmjournal
-
Jeg har ikke haft meget at rapportere på #skærmjournal-fronten de seneste uger. Det har mest været gensyn, og enkelte film som jeg ikke engang orkede skrive om.
Søndagens morgenfred gav mig alligevel tid til at skrive nogle nye anmeldelser af overvejende gode overraskelser fra denne uge.
Hele den skinbarlige skærmjournal kan findes på https://superkultur.dk/tag/skaermjournal/
og mine løbende skriverier fra Superkultur kan fødi-følges på @allan 👍
-
Jeg har ikke haft meget at rapportere på #skærmjournal-fronten de seneste uger. Det har mest været gensyn, og enkelte film som jeg ikke engang orkede skrive om.
Søndagens morgenfred gav mig alligevel tid til at skrive nogle nye anmeldelser af overvejende gode overraskelser fra denne uge.
Hele den skinbarlige skærmjournal kan findes på https://superkultur.dk/tag/skaermjournal/
og mine løbende skriverier fra Superkultur kan fødi-følges på @allan 👍
-
Jeg har ikke haft meget at rapportere på #skærmjournal-fronten de seneste uger. Det har mest været gensyn, og enkelte film som jeg ikke engang orkede skrive om.
Søndagens morgenfred gav mig alligevel tid til at skrive nogle nye anmeldelser af overvejende gode overraskelser fra denne uge.
Hele den skinbarlige skærmjournal kan findes på https://superkultur.dk/tag/skaermjournal/
og mine løbende skriverier fra Superkultur kan fødi-følges på @allan 👍
-
Out of Darkness (2024)
En lille gruppe af palæolitiske migranter er rejst ad søvejen til et forjættet men ugæstfrit land for at starte et nyt liv, og territoriets indfødte livsformer kredser nu om dem i mørket udenfor lejrbålets tryghed.
Historien er helt basal men effektiv, og vinder ved periodesettingen, som kalder tankerne til de helt grundlæggende fortællinger i og endda før vores kultur. At der er noget fjendtligt og vildt i mørket, der vil os ondt — og ikke nøjes med at sige bøh. Det er en kamp for overlevelse, der giver børnesangens “og så var de fem” en isnende resonans.
Det overrasker heller ikke, at gruppen ledes af Adem og hans gravide mage Ave, men mosebøgerne bliver grundigt remixet med mere moderne fund og teorier om vores fjerne forfædres fremmarch. Forvisningen fra Eden er meget mere prosaisk og rå her, og billedet af bådflygtninge som går i land efter en farefuld sørejse, men havner fra asken i ilden er desværre stadig dagsaktuel 45.000 år senere.
Trods alle mine tematiske analyser er Out of darkness “bare” en grundlæggende velfortalt horrorfilm sat i en tid og et miljø som vi ikke ser i mange film. Cinematografien får det bedste ud af hede- og skovlandskaberne, skuespillet er fremragende, og det konstruerede “stenalder”-sprog, som hele dialogen er skrevet i, giver et skær af realisme.
7.5/10★
-
Out of Darkness (2024)
En lille gruppe af palæolitiske migranter er rejst ad søvejen til et forjættet men ugæstfrit land for at starte et nyt liv, og territoriets indfødte livsformer kredser nu om dem i mørket udenfor lejrbålets tryghed.
Historien er helt basal men effektiv, og vinder ved periodesettingen, som kalder tankerne til de helt grundlæggende fortællinger i og endda før vores kultur. At der er noget fjendtligt og vildt i mørket, der vil os ondt — og ikke nøjes med at sige bøh. Det er en kamp for overlevelse, der giver børnesangens “og så var de fem” en isnende resonans.
Det overrasker heller ikke, at gruppen ledes af Adem og hans gravide mage Ave, men mosebøgerne bliver grundigt remixet med mere moderne fund og teorier om vores fjerne forfædres fremmarch. Forvisningen fra Eden er meget mere prosaisk og rå her, og billedet af bådflygtninge som går i land efter en farefuld sørejse, men havner fra asken i ilden er desværre stadig dagsaktuel 45.000 år senere.
Trods alle mine tematiske analyser er Out of darkness “bare” en grundlæggende velfortalt horrorfilm sat i en tid og et miljø som vi ikke ser i mange film. Cinematografien får det bedste ud af hede- og skovlandskaberne, skuespillet er fremragende, og det konstruerede “stenalder”-sprog, som hele dialogen er skrevet i, giver et skær af realisme.
7.5/10★
-
Out of Darkness (2024)
En lille gruppe af palæolitiske migranter er rejst ad søvejen til et forjættet men ugæstfrit land for at starte et nyt liv, og territoriets indfødte livsformer kredser nu om dem i mørket udenfor lejrbålets tryghed.
Historien er helt basal men effektiv, og vinder ved periodesettingen, som kalder tankerne til de helt grundlæggende fortællinger i og endda før vores kultur. At der er noget fjendtligt og vildt i mørket, der vil os ondt — og ikke nøjes med at sige bøh. Det er en kamp for overlevelse, der giver børnesangens “og så var de fem” en isnende resonans.
Det overrasker heller ikke, at gruppen ledes af Adem og hans gravide mage Ave, men mosebøgerne bliver grundigt remixet med mere moderne fund og teorier om vores fjerne forfædres fremmarch. Forvisningen fra Eden er meget mere prosaisk og rå her, og billedet af bådflygtninge som går i land efter en farefuld sørejse, men havner fra asken i ilden er desværre stadig dagsaktuel 45.000 år senere.
Trods alle mine tematiske analyser er Out of darkness “bare” en grundlæggende velfortalt horrorfilm sat i en tid og et miljø som vi ikke ser i mange film. Cinematografien får det bedste ud af hede- og skovlandskaberne, skuespillet er fremragende, og det konstruerede “stenalder”-sprog, som hele dialogen er skrevet i, giver et skær af realisme.
7.5/10★
-
Avgrunden (2023)
Minebyen Kiruna i Nordsverige er et billede på vores rovdrift på naturlige ressourcer: efter generationer af udgravninger som gradvist har undermineret det grundfjeld, selve byen står på, tog man for nogle år siden konsekvensen og begyndte at flytte byen til fastere grund. Bevaringsværdige bygninger blev bogstaveligt talt kørt på enorme lastbilanhængere fra A til B, og den langvarige proces er stadig i gang.
Det er på den baggrund, katastrofefilmen Avgrunden (med den lidt fortærskede, engelske titel The abyss) udspiller sig. Hvad nu hvis Kiruna rent faktisk sank i jorden? Filmen holder sig trofast til genrens amerikanske skabeloner med en menneskelig konflikt som spejler den store, kollektive undergang.
Som så mange gange før er det kernefamilien som står for skud: Minens sikkerhedschef Frigga er teenagemor og næsten fraskilt, da hendes nye kæreste Dabir dukker op i det lille samfund. De begyndende sprækker i bjerg og asfalt er som et sindbillede på eksmanden Tages krakelerede ego. Men jo mere Kiruna falder fra hinanden, des mere går regnearket op.
Der er en vis glæde ved at se en genrefilm som beat for beat leverer præcis hvad man har lært at forvente, men det er nærmest kun omplantningen til et svensk miljø, som byder på fornyelse. Måske et internationalt publikum vil få popcornene galt i halsen over det afslappede nordiske forhold til ægtestanden og/eller Friggas lesbiske datter? I så fald er det nok tiltrængt.
Avgrunden er altså ikke stor filmkunst men udmærket håndværk. Indenfor sin genre er den endda over gennemsnit, primært for skildringen af sin virkelighedsnære setting.
5/10★
#katastrofefilm #kernefamilie #Kiruna #minedrift #skærmjournal #Sverige
-
Avgrunden (2023)
Minebyen Kiruna i Nordsverige er et billede på vores rovdrift på naturlige ressourcer: efter generationer af udgravninger som gradvist har undermineret det grundfjeld, selve byen står på, tog man for nogle år siden konsekvensen og begyndte at flytte byen til fastere grund. Bevaringsværdige bygninger blev bogstaveligt talt kørt på enorme lastbilanhængere fra A til B, og den langvarige proces er stadig i gang.
Det er på den baggrund, katastrofefilmen Avgrunden (med den lidt fortærskede, engelske titel The abyss) udspiller sig. Hvad nu hvis Kiruna rent faktisk sank i jorden? Filmen holder sig trofast til genrens amerikanske skabeloner med en menneskelig konflikt som spejler den store, kollektive undergang.
Som så mange gange før er det kernefamilien som står for skud: Minens sikkerhedschef Frigga er teenagemor og næsten fraskilt, da hendes nye kæreste Dabir dukker op i det lille samfund. De begyndende sprækker i bjerg og asfalt er som et sindbillede på eksmanden Tages krakelerede ego. Men jo mere Kiruna falder fra hinanden, des mere går regnearket op.
Der er en vis glæde ved at se en genrefilm som beat for beat leverer præcis hvad man har lært at forvente, men det er nærmest kun omplantningen til et svensk miljø, som byder på fornyelse. Måske et internationalt publikum vil få popcornene galt i halsen over det afslappede nordiske forhold til ægtestanden og/eller Friggas lesbiske datter? I så fald er det nok tiltrængt.
Avgrunden er altså ikke stor filmkunst men udmærket håndværk. Indenfor sin genre er den endda over gennemsnit, primært for skildringen af sin virkelighedsnære setting.
5/10★
#katastrofefilm #kernefamilie #Kiruna #minedrift #skærmjournal #Sverige
-
Avgrunden (2023)
Minebyen Kiruna i Nordsverige er et billede på vores rovdrift på naturlige ressourcer: efter generationer af udgravninger som gradvist har undermineret det grundfjeld, selve byen står på, tog man for nogle år siden konsekvensen og begyndte at flytte byen til fastere grund. Bevaringsværdige bygninger blev bogstaveligt talt kørt på enorme lastbilanhængere fra A til B, og den langvarige proces er stadig i gang.
Det er på den baggrund, katastrofefilmen Avgrunden (med den lidt fortærskede, engelske titel The abyss) udspiller sig. Hvad nu hvis Kiruna rent faktisk sank i jorden? Filmen holder sig trofast til genrens amerikanske skabeloner med en menneskelig konflikt som spejler den store, kollektive undergang.
Som så mange gange før er det kernefamilien som står for skud: Minens sikkerhedschef Frigga er teenagemor og næsten fraskilt, da hendes nye kæreste Dabir dukker op i det lille samfund. De begyndende sprækker i bjerg og asfalt er som et sindbillede på eksmanden Tages krakelerede ego. Men jo mere Kiruna falder fra hinanden, des mere går regnearket op.
Der er en vis glæde ved at se en genrefilm som beat for beat leverer præcis hvad man har lært at forvente, men det er nærmest kun omplantningen til et svensk miljø, som byder på fornyelse. Måske et internationalt publikum vil få popcornene galt i halsen over det afslappede nordiske forhold til ægtestanden og/eller Friggas lesbiske datter? I så fald er det nok tiltrængt.
Avgrunden er altså ikke stor filmkunst men udmærket håndværk. Indenfor sin genre er den endda over gennemsnit, primært for skildringen af sin virkelighedsnære setting.
5/10★
#katastrofefilm #kernefamilie #Kiruna #minedrift #skærmjournal #Sverige
-
Howl from Beyond the Fog (2019)
Et enormt reptilvæsen rører sig i tågen, og den unge Eiji opdager en skjult familiehemmelighed. Selvfølgelig er der en sammenhæng mellem de to, men jeg kan dårligt afsløre mere af den 35 minutter korte films handling uden at ødelægge oplevelsen.
For os der voksede op med dukkefilm og -TV er det helt nostalgisk at se denne særegent japanske periode-/fantasyfilm realiseret just med dukker. Men det er ikke Kikkebakke Boligby-teknik, filmen er stemningsfuldt filmet og fotografiske baggrunde lægger endnu et lag af realisme ind, som de udtryksløse dukker kan savne.
Historien trækker både på lokal folketro, slægtstraumer og — selvfølgelig — kaiju-troper. Fristelsen til at vise en kæmpeøgle gå bersærk i modelbyer er for stor for de fleste japanske instruktører, og motivet for dybt rodfæstet… Men på det menneskelige plan har filmen baggrund i historiske fordomme, som Blue eye samurai har behandlet for nyligt. Jeg foretrækker denne kortere og mere effektfulde reference.
7/10★
#animation #dukkefilm #fantasy #japansk #Kaiju #monsterfilm #skærmjournal
https://superkultur.dk/2024/03/14/howl-from-beyond-the-fog-2019/
-
Howl from Beyond the Fog (2019)
Et enormt reptilvæsen rører sig i tågen, og den unge Eiji opdager en skjult familiehemmelighed. Selvfølgelig er der en sammenhæng mellem de to, men jeg kan dårligt afsløre mere af den 35 minutter korte films handling uden at ødelægge oplevelsen.
For os der voksede op med dukkefilm og -TV er det helt nostalgisk at se denne særegent japanske periode-/fantasyfilm realiseret just med dukker. Men det er ikke Kikkebakke Boligby-teknik, filmen er stemningsfuldt filmet og fotografiske baggrunde lægger endnu et lag af realisme ind, som de udtryksløse dukker kan savne.
Historien trækker både på lokal folketro, slægtstraumer og — selvfølgelig — kaiju-troper. Fristelsen til at vise en kæmpeøgle gå bersærk i modelbyer er for stor for de fleste japanske instruktører, og motivet for dybt rodfæstet… Men på det menneskelige plan har filmen baggrund i historiske fordomme, som Blue eye samurai har behandlet for nyligt. Jeg foretrækker denne kortere og mere effektfulde reference.
7/10★
#animation #dukkefilm #fantasy #japansk #Kaiju #monsterfilm #skærmjournal
https://superkultur.dk/2024/03/14/howl-from-beyond-the-fog-2019/
-
Howl from Beyond the Fog (2019)
Et enormt reptilvæsen rører sig i tågen, og den unge Eiji opdager en skjult familiehemmelighed. Selvfølgelig er der en sammenhæng mellem de to, men jeg kan dårligt afsløre mere af den 35 minutter korte films handling uden at ødelægge oplevelsen.
For os der voksede op med dukkefilm og -TV er det helt nostalgisk at se denne særegent japanske periode-/fantasyfilm realiseret just med dukker. Men det er ikke Kikkebakke Boligby-teknik, filmen er stemningsfuldt filmet og fotografiske baggrunde lægger endnu et lag af realisme ind, som de udtryksløse dukker kan savne.
Historien trækker både på lokal folketro, slægtstraumer og — selvfølgelig — kaiju-troper. Fristelsen til at vise en kæmpeøgle gå bersærk i modelbyer er for stor for de fleste japanske instruktører, og motivet for dybt rodfæstet… Men på det menneskelige plan har filmen baggrund i historiske fordomme, som Blue eye samurai har behandlet for nyligt. Jeg foretrækker denne kortere og mere effektfulde reference.
7/10★
#animation #dukkefilm #fantasy #japansk #Kaiju #monsterfilm #skærmjournal
https://superkultur.dk/2024/03/14/howl-from-beyond-the-fog-2019/
-
Devil Girl from Mars (1954)
En flok fremmede strømmer sammen i en egentlig sæsonlukket, skotsk kro — en journalist og en videnskabsmand på fælles jagt efter mystiske meteorer; en undsluppet straffefange; en societykvinde med ondt i hjertet; kromutter, hendes whisky-patriotiske husbond og deres barnebarn; og naturligvis Nyah, den distancerede dominatrix fra Mars som gør adskillige dramatiske indtråd.
Som med The Earth dies screaming må man justere sine forventninger efter at begge er meget britiske, daterede produktioner, og de sensationelle titler uundgåeligt bliver gjort til skamme. Devil girl from Mars er baseret på et skuespil, og teatrets begrænsninger mærkes ligeledes i adaptionen.
Heller ikke på figur- eller plotniveau hæver filmen sig over det pligtskyldigste skabelonagtige. Konflikter proklameres højt, om de så er indre eller ydre. Alle figurers skæbne er tydeligt udstukket fra start. Hver mand agerer i henhold til hans klart definerede stereotyp, og hver gifteklare kvinde indser indenfor filmens spilletid at hun elsker en mand, hun har mødt (evt genfundet) i første akt.
Filmen har derfor primært genrehistorisk interesse: her er fine special effects af Nyahs rumskib, som sætter en noget højere standard end fortællingen kunne håbe at leve op til. Og robotten Johnny er en klokkeren model for efterfølgende arketyper — måske mindre kendt, men mere slående i sin enkelhed end kollegaen Robbie fra Forbidden planet.
4/10★
#1950erne #britisk #invasionFraRummet #Mars #robot #scienceFiction #skærmjournal #Skotland
https://superkultur.dk/2024/02/19/devil-girl-from-mars-1954/
-
Devil Girl from Mars (1954)
En flok fremmede strømmer sammen i en egentlig sæsonlukket, skotsk kro — en journalist og en videnskabsmand på fælles jagt efter mystiske meteorer; en undsluppet straffefange; en societykvinde med ondt i hjertet; kromutter, hendes whisky-patriotiske husbond og deres barnebarn; og naturligvis Nyah, den distancerede dominatrix fra Mars som gør adskillige dramatiske indtråd.
Som med The Earth dies screaming må man justere sine forventninger efter at begge er meget britiske, daterede produktioner, og de sensationelle titler uundgåeligt bliver gjort til skamme. Devil girl from Mars er baseret på et skuespil, og teatrets begrænsninger mærkes ligeledes i adaptionen.
Heller ikke på figur- eller plotniveau hæver filmen sig over det pligtskyldigste skabelonagtige. Konflikter proklameres højt, om de så er indre eller ydre. Alle figurers skæbne er tydeligt udstukket fra start. Hver mand agerer i henhold til hans klart definerede stereotyp, og hver gifteklare kvinde indser indenfor filmens spilletid at hun elsker en mand, hun har mødt (evt genfundet) i første akt.
Filmen har derfor primært genrehistorisk interesse: her er fine special effects af Nyahs rumskib, som sætter en noget højere standard end fortællingen kunne håbe at leve op til. Og robotten Johnny er en klokkeren model for efterfølgende arketyper — måske mindre kendt, men mere slående i sin enkelhed end kollegaen Robbie fra Forbidden planet.
4/10★
#1950erne #britisk #invasionFraRummet #Mars #robot #scienceFiction #skærmjournal #Skotland
https://superkultur.dk/2024/02/19/devil-girl-from-mars-1954/
-
The Creator (2023)
Så gik det jo hverken værre eller bedre end at vi overlod store dele af vores infrastruktur til kunstigt intelligente androider, men efter en atomeksplosion lægger Los Angeles øde bandlyser USA AI-teknologi. Vi følger her en tidligere undercover-agent, som i 2070 kaldes tilbage til tjenesten for at genfinde færten af den AI-forsker, som androiderne dyrker som en gud. Men agenten er først og fremmest på jagt efter sin tabte elskede og deres ufødte barn.
Er du træt i hovedet endnu?
The creator er et spidsrodsløb gennem et mexicansk standoff af klichéer, og det er instruktør Gareth Edwards fortjeneste at det overhovedet er udholdeligt at kigge på. Han har så også skrevet den logiklabile historie, så regnestykket går ret meget i nul for Edwards. En Stor, Emotionel Afsløring lige før tredie akt er så forudsigelig og billig, at den har ligget på eftervarme siden første scene.
Trods okay men ofte spildte skuespilpræstationer (Ralph Inneson spiller en så shady general, at hans ansigt bogstaveligt talt er i skygge hele tiden, og jeg genkendte knap skuespillerens stemme under den amerikanske accent) hæver filmen sig altså ikke over gennemsnittet, og som kommentar til samtidens aktuelle “AI”-udfordringer er den kun et trut i et bøjet søm.
5/10★
#AI #frelserskikkelse #kunstigIntelligens #nærFremtid #Pinocchio #scienceFiction #skærmjournal
-
The Creator (2023)
Så gik det jo hverken værre eller bedre end at vi overlod store dele af vores infrastruktur til kunstigt intelligente androider, men efter en atomeksplosion lægger Los Angeles øde bandlyser USA AI-teknologi. Vi følger her en tidligere undercover-agent, som i 2070 kaldes tilbage til tjenesten for at genfinde færten af den AI-forsker, som androiderne dyrker som en gud. Men agenten er først og fremmest på jagt efter sin tabte elskede og deres ufødte barn.
Er du træt i hovedet endnu?
The creator er et spidsrodsløb gennem et mexicansk standoff af klichéer, og det er instruktør Gareth Edwards fortjeneste at det overhovedet er udholdeligt at kigge på. Han har så også skrevet den logiklabile historie, så regnestykket går ret meget i nul for Edwards. En Stor, Emotionel Afsløring lige før tredie akt er så forudsigelig og billig, at den har ligget på eftervarme siden første scene.
Trods okay men ofte spildte skuespilpræstationer (Ralph Inneson spiller en så shady general, at hans ansigt bogstaveligt talt er i skygge hele tiden, og jeg genkendte knap skuespillerens stemme under den amerikanske accent) hæver filmen sig altså ikke over gennemsnittet, og som kommentar til samtidens aktuelle “AI”-udfordringer er den kun et trut i et bøjet søm.
5/10★
#AI #frelserskikkelse #kunstigIntelligens #nærFremtid #Pinocchio #scienceFiction #skærmjournal
-
Scavengers Reign, sæson 1 (2023- )
Mød planeten Vesta. Her skelnes ikke mellem flora og fauna på nogen måde, vi er vant til efter jordiske forhold: i hængende bælge gror parasitkloner af podede forbipasserende — edderkoppelignende kryb puffer op til tennisbolde, som svæver væk på vinden — geometriske stavformationer bevæger sig rundt langs overfladen uden ydre påvirkning.
Produktionsdesignet i den animerede serie Scavengers reign er intet mindre end uovertruffet. Her er mindelser om tegneren Mœbius i landskaberne, af Dave Cooper i floraen, og en Miyazakisk verdensbygning knytter det hele sammen. Det er lykkedes at skabe et miljø, som ned i makroperspektivet er så fremmedartet, at vi forstår hvorfor de nødstedte aliens (dvs menneskelige hovedpersoner) er i konstant modstrid med den verden de navigerer sig igennem for at genfinde deres skib og mulige overlevende i rumdvale.
I kontrast til omgivelsernes detaljerigdom er de menneskelige figurer nødtørftigt skitsede op, stive og glatte i kropssprog og mimik. De er derfor det mindst indbydende element i historien, men dog vores rejseførere i Vesta — det er i deres færd gennem og møde med den fundamentalt fjendtlige omverden, vi oplever dens mangeart. Men deres forsigtigt metodiske interaktioner med den antager næsten rituel karakter, som vi seere i første afsnit også må afkode.
Vi følger tre separerede sæt overlevende i sæson 1 af serien. Botanikeren Ursula og styrmand Sam, hvoraf sidstnævnte udgør parrets prügelknabe, som pådrager sig den ene fremmede infektion efter den anden; godstekniker Azi og robotten Levi, hvis kredsløb gradvist fyldes og transformeres af Vesta-mos; og endelig genlever Kamen i symbiose med en psykisk manipulerende dræberpanda(!) alle hans voksenlivs fuckups, heriblandt muligvis koloniskibets havari.
Jeg kan hjerteligt anbefale seriens foreløbig ti svipture til planeten Vesta (25 mættede minutter pr afsnit), men må også forholde mig afventende til kommende sæsoner, hvor den snigende gentrificering af nytilflyttede kolonister kan bringe økosystemet ud af balance.
7/10★
#DaveCooper #fjendtligtMiljø #fremmedart #HayaoMiyazaki #Mœbius #scienceFiction #skærmjournal #telepatiskDræberpanda
https://superkultur.dk/2024/02/17/scavengers-reign-saeson-1-2023/
-
Scavengers Reign, sæson 1 (2023- )
Mød planeten Vesta. Her skelnes ikke mellem flora og fauna på nogen måde, vi er vant til efter jordiske forhold: i hængende bælge gror parasitkloner af podede forbipasserende — edderkoppelignende kryb puffer op til tennisbolde, som svæver væk på vinden — geometriske stavformationer bevæger sig rundt langs overfladen uden ydre påvirkning.
Produktionsdesignet i den animerede serie Scavengers reign er intet mindre end uovertruffet. Her er mindelser om tegneren Mœbius i landskaberne, af Dave Cooper i floraen, og en Miyazakisk verdensbygning knytter det hele sammen. Det er lykkedes at skabe et miljø, som ned i makroperspektivet er så fremmedartet, at vi forstår hvorfor de nødstedte aliens (dvs menneskelige hovedpersoner) er i konstant modstrid med den verden de navigerer sig igennem for at genfinde deres skib og mulige overlevende i rumdvale.
I kontrast til omgivelsernes detaljerigdom er de menneskelige figurer nødtørftigt skitsede op, stive og glatte i kropssprog og mimik. De er derfor det mindst indbydende element i historien, men dog vores rejseførere i Vesta — det er i deres færd gennem og møde med den fundamentalt fjendtlige omverden, vi oplever dens mangeart. Men deres forsigtigt metodiske interaktioner med den antager næsten rituel karakter, som vi seere i første afsnit også må afkode.
Vi følger tre separerede sæt overlevende i sæson 1 af serien. Botanikeren Ursula og styrmand Sam, hvoraf sidstnævnte udgør parrets prügelknabe, som pådrager sig den ene fremmede infektion efter den anden; godstekniker Azi og robotten Levi, hvis kredsløb gradvist fyldes og transformeres af Vesta-mos; og endelig genlever Kamen i symbiose med en psykisk manipulerende dræberpanda(!) alle hans voksenlivs fuckups, heriblandt muligvis koloniskibets havari.
Jeg kan hjerteligt anbefale seriens foreløbig ti svipture til planeten Vesta (25 mættede minutter pr afsnit), men må også forholde mig afventende til kommende sæsoner, hvor den snigende gentrificering af nytilflyttede kolonister kan bringe økosystemet ud af balance.
7/10★
#DaveCooper #fjendtligtMiljø #fremmedart #HayaoMiyazaki #Mœbius #scienceFiction #skærmjournal #telepatiskDræberpanda
https://superkultur.dk/2024/02/17/scavengers-reign-saeson-1-2023/
-
Devil Girl from Mars (1954)
En flok fremmede strømmer sammen i en egentlig sæsonlukket, skotsk kro — en journalist og en videnskabsmand på fælles jagt efter mystiske meteorer; en undsluppet straffefange; en societykvinde med ondt i hjertet; kromutter, hendes whisky-patriotiske husbond og deres barnebarn; og naturligvis Nyah, den distancerede dominatrix fra Mars som gør adskillige dramatiske indtråd.
Som med The Earth dies screaming må man justere sine forventninger efter at begge er meget britiske, daterede produktioner, og de sensationelle titler uundgåeligt bliver gjort til skamme. Devil girl from Mars er baseret på et skuespil, og teatrets begrænsninger mærkes ligeledes i adaptionen.
Heller ikke på figur- eller plotniveau hæver filmen sig over det pligtskyldigste skabelonagtige. Konflikter proklameres højt, om de så er indre eller ydre. Alle figurers skæbne er tydeligt udstukket fra start. Hver mand agerer i henhold til hans klart definerede stereotyp, og hver gifteklare kvinde indser indenfor filmens spilletid at hun elsker en mand, hun har mødt (evt genfundet) i første akt.
Filmen har derfor primært genrehistorisk interesse: her er fine special effects af Nyahs rumskib, som sætter en noget højere standard end fortællingen kunne håbe at leve op til. Og robotten Johnny er en klokkeren model for efterfølgende arketyper — måske mindre kendt, men mere slående i sin enkelhed end kollegaen Robbie fra Forbidden planet.
4/10★
#1950erne #britisk #invasionFraRummet #Mars #robot #scienceFiction #skærmjournal #Skotland
https://superkultur.dk/2024/02/15/devil-girl-from-mars-1954/
-
Mad God (2022)
Efter menneskehedens undergang kværner verden videre, og vi følger en gasmaske- samt bowlerklædt rejsende gennem ruinerne, hvor andre livsformer(?) har overtaget og overtolket vores samfund(??). Den rejsendes kort falder fra hinanden lidt efter lidt som han skrider frem, og bliver således kun til et spor af, hvor han har været. Og sådan er det hele vejen igennem.
Hvis man aner lidt usikkerhed fra min side angående filmens mening og indhold, er det fordi hele stop motion-mareridtet udspiller sig uden forståelig dialog; indledningsscenen viser Babelstårnets fald, fulgt af en rigeligt lang tekstpassage fra det gamle testamente, og så bliver seeren ikke holdt i hånden yderligere derfra. Menneskelige sprog er eksploderede indefra, roger out.
Både religions- og mere verdslig samfundskritik gennemsyrer filmens verden; et gigantisk produktionsapparat synes at primært fabrikere obelisker à la Rumrejsen 2001, men det sekundære produkt er endeløse mængder af egen udskiftelig arbejdskraft, som nærmest slapstick-agtigt bliver aflivet som del af samlebåndsarbejdet.
Historien er altså et mysteriespil pakket ind i en gåde, og vi er overladt til at udfritte den overdådigt udførte billedside for svar. Men også den er et modvilligt materiale som ikke alle vil føle sig draget til at grave i, endsige bruge en time og 24 minutter med. Omgivelsernes forfald er en ting, men mængderne af råddenskab, afsondringer, blod og rust indgiver en væmmelse som er lige så taktil som den er intentionel.
Skal vi lege associationslegen er Mad god som hvis Eraserhead var parret med Delicatessen via Walter og Trofast i et særligt nedrigt dystopisk syretrip. Cronenberg må også nikke anerkendende til kropshorroren, men den større sammenhæng virker i sidste ende lidt edgelordy pueril. Her er mange sigende fagter, men ikke så meget sagt. Her er vi som seere måske del af en meningsløs samlebåndsproduktion?
Ikke desto mindre vil jeg nok gense filmen for at bedre fatte hvad der overhovedet foregår — efter altså at have sundet mig et halvt til et helt års tid — og det er mere velvilje end jeg viser decideret dårlige film.
6.5/10★
#animation #bodyHorror #dekadentForfald #dystopi #horror #industri #kirurgi #mysteriespil #religion #scienceFiction #skærmjournal #stopMotion
-
Mad God (2022)
Efter menneskehedens undergang kværner verden videre, og vi følger en gasmaske- samt bowlerklædt rejsende gennem ruinerne, hvor andre livsformer(?) har overtaget og overtolket vores samfund(??). Den rejsendes kort falder fra hinanden lidt efter lidt som han skrider frem, og bliver således kun til et spor af, hvor han har været. Og sådan er det hele vejen igennem.
Hvis man aner lidt usikkerhed fra min side angående filmens mening og indhold, er det fordi hele stop motion-mareridtet udspiller sig uden forståelig dialog; indledningsscenen viser Babelstårnets fald, fulgt af en rigeligt lang tekstpassage fra det gamle testamente, og så bliver seeren ikke holdt i hånden yderligere derfra. Menneskelige sprog er eksploderede indefra, roger out.
Både religions- og mere verdslig samfundskritik gennemsyrer filmens verden; et gigantisk produktionsapparat synes at primært fabrikere obelisker à la Rumrejsen 2001, men det sekundære produkt er endeløse mængder af egen udskiftelig arbejdskraft, som nærmest slapstick-agtigt bliver aflivet som del af samlebåndsarbejdet.
Historien er altså et mysteriespil pakket ind i en gåde, og vi er overladt til at udfritte den overdådigt udførte billedside for svar. Men også den er et modvilligt materiale som ikke alle vil føle sig draget til at grave i, endsige bruge en time og 24 minutter med. Omgivelsernes forfald er en ting, men mængderne af råddenskab, afsondringer, blod og rust indgiver en væmmelse som er lige så taktil som den er intentionel.
Skal vi lege associationslegen er Mad god som hvis Eraserhead var parret med Delicatessen via Walter og Trofast i et særligt nedrigt dystopisk syretrip. Cronenberg må også nikke anerkendende til kropshorroren, men den større sammenhæng virker i sidste ende lidt edgelordy pueril. Her er mange sigende fagter, men ikke så meget sagt. Her er vi som seere måske del af en meningsløs samlebåndsproduktion?
Ikke desto mindre vil jeg nok gense filmen for at bedre fatte hvad der overhovedet foregår — efter altså at have sundet mig et halvt til et helt års tid — og det er mere velvilje end jeg viser decideret dårlige film.
6.5/10★
#animation #bodyHorror #dekadentForfald #dystopi #horror #industri #kirurgi #mysteriespil #religion #scienceFiction #skærmjournal #stopMotion
-
Mad God (2022)
Efter menneskehedens undergang kværner verden videre, og vi følger en gasmaske- samt bowlerklædt rejsende gennem ruinerne, hvor andre livsformer(?) har overtaget og overtolket vores samfund(??). Den rejsendes kort falder fra hinanden lidt efter lidt som han skrider frem, og bliver således kun til et spor af, hvor han har været. Og sådan er det hele vejen igennem.
Hvis man aner lidt usikkerhed fra min side angående filmens mening og indhold, er det fordi hele stop motion-mareridtet udspiller sig uden forståelig dialog; indledningsscenen viser Babelstårnets fald, fulgt af en rigeligt lang tekstpassage fra det gamle testamente, og så bliver seeren ikke holdt i hånden yderligere derfra. Menneskelige sprog er eksploderede indefra, roger out.
Både religions- og mere verdslig samfundskritik gennemsyrer filmens verden; et gigantisk produktionsapparat synes at primært fabrikere obelisker à la Rumrejsen 2001, men det sekundære produkt er endeløse mængder af egen udskiftelig arbejdskraft, som nærmest slapstick-agtigt bliver aflivet som del af samlebåndsarbejdet.
Historien er altså et mysteriespil pakket ind i en gåde, og vi er overladt til at udfritte den overdådigt udførte billedside for svar. Men også den er et modvilligt materiale som ikke alle vil føle sig draget til at grave i, endsige bruge en time og 24 minutter med. Omgivelsernes forfald er en ting, men mængderne af råddenskab, afsondringer, blod og rust indgiver en væmmelse som er lige så taktil som den er intentionel.
Skal vi lege associationslegen er Mad god som hvis Eraserhead var parret med Delicatessen via Walter og Trofast i et særligt nedrigt dystopisk syretrip. Cronenberg må også nikke anerkendende til kropshorroren, men den større sammenhæng virker i sidste ende lidt edgelordy pueril. Her er mange sigende fagter, men ikke så meget sagt. Her er vi som seere måske del af en meningsløs samlebåndsproduktion?
Ikke desto mindre vil jeg nok gense filmen for at bedre fatte hvad der overhovedet foregår — efter altså at have sundet mig et halvt til et helt års tid — og det er mere velvilje end jeg viser decideret dårlige film.
6.5/10★
#animation #bodyHorror #dekadentForfald #dystopi #horror #industri #kirurgi #mysteriespil #religion #scienceFiction #skærmjournal #stopMotion
-
The Black Cat (1981)
En kat strejfer om i en lille engelsk by, og dræber tilsyneladende mennesker af rent og skært ondt lune. Det er hele mit forsøg på en synopsis, og nok for mig til at knuselske Lucio Fulcis filmatisering af Poes klassiker. Seriøst, den her kat hader mennesker, den giver ingen fucks, og det er en glorværdig halvanden time at bevidne.
Nogle mennesker medvirker i denne film, primært for at blive dræbt af katten. Enkelte har længerevarende roller, som Patrick Magee og Mimsy Farmer — men selv deres bedste indsatser overstråler ikke kattens. Det er noget af det bedste dyreskuespil, jeg har set siden Dyrið, men altså produceret 40 år tidligere.
Hil den sorte kat, vores morderiske overherre (lad være med at slå mig ihjel).
7.5/10★
#baseretPåEnBog #EdgarAllanPoe #horror #katte #LucioFulci #skærmjournal
-
Manhattan Baby (1982)
Niårige Susie og hendes forældre er i Ægypten hvor far George er i gang med en arkæologisk udgravning. Han bliver blindet af en udefineret faraonisk forbandelse, og familien rejser hjem til Manhattan, hvor Susie og lillebror Tommy begynder at opføre sig mere og mere sært.
Dette er en peak Lucio Fulci-film, og man ser ret klart at han har taget inspiration fra tidens trækplastre — Indiana Jones med snerter af Poltergeist og Eksorcisten. Børnenes barnepige hedder til og med Jamie Lee, og det har John Carpenter nok moret sig over. Men man kan ikke tøjle en italiensk maestro med forlæg, og filmen udarter sig på flere plan til et egensindigt udyr af en film.
Den er ikke decideret uhyggelig, men fascinerende i sit billedsprog med et udpræget fokus på (close-ups af) øjne, hænder, solen og lamper. Når først man ser det, bliver det et mønster gennem hele filmen. Det er et ambitiøst værk, som vi burde snakke mere om.
6.5/10★
#arkæologi #blindhed #Egypten #faraosForbandelse #horror #LucioFulci #øjne #ondeBørn #Rasøje #skærmjournal
-
Manhattan Baby (1982)
Niårige Susie og hendes forældre er i Ægypten hvor far George er i gang med en arkæologisk udgravning. Han bliver blindet af en udefineret faraonisk forbandelse, og familien rejser hjem til Manhattan, hvor Susie og lillebror Tommy begynder at opføre sig mere og mere sært.
Dette er en peak Lucio Fulci-film, og man ser ret klart at han har taget inspiration fra tidens trækplastre — Indiana Jones med snerter af Poltergeist og Eksorcisten. Børnenes barnepige hedder til og med Jamie Lee, og det har John Carpenter nok moret sig over. Men man kan ikke tøjle en italiensk maestro med forlæg, og filmen udarter sig på flere plan til et egensindigt udyr af en film.
Den er ikke decideret uhyggelig, men fascinerende i sit billedsprog med et udpræget fokus på (close-ups af) øjne, hænder, solen og lamper. Når først man ser det, bliver det et mønster gennem hele filmen. Det er et ambitiøst værk, som vi burde snakke mere om.
6.5/10★
#arkæologi #blindhed #Egypten #faraosForbandelse #horror #LucioFulci #øjne #ondeBørn #Rasøje #skærmjournal
-
Neon Maniacs (1986)
En bande af monstrøse Village People bosat i Golden Gate Bridges kasematter myrder umotiveret en gruppe unge en mørk nat i en af San Franciscos parker. Én kvinde, Natalie, slipper væk — og så er monstrene ligesom nødt til at fange og dræbe hende også, af en eller anden grund.
Da Natalie har mistet hele sin omgangskreds, kaster hun sig ud i en romance med softrock-spiren Steve. Den elskelige horrornørd Paula opdager, at monstrene ikke kan tåle vand, så alle udstyres med vandpiatoler. I den indledende scene har Steve en hund, som vi aldrig ser igen. Og sådan er det hele vejen igennem.
Efter monstrene crasher et undervældende Battle of the Bands, overbeviser Natalie, Paula og Steve politi og brandvæsen om at rykke ud på monsterjagt med sprøjtevogn, lygter og horn. Hvorefter filmen slutter uden showdown, uden forløsning, uden noget. Var der noget til at begynde med? Næ.
3.5/10★
#1980erne #Bander #horror #hvadSketeDerLige #kidsOnBikes #Monstre #SanFrancisco #skærmjournal #vand #vandpistoler
-
Neon Maniacs (1986)
En bande af monstrøse Village People bosat i Golden Gate Bridges kasematter myrder umotiveret en gruppe unge en mørk nat i en af San Franciscos parker. Én kvinde, Natalie, slipper væk — og så er monstrene ligesom nødt til at fange og dræbe hende også, af en eller anden grund.
Da Natalie har mistet hele sin omgangskreds, kaster hun sig ud i en romance med softrock-spiren Steve. Den elskelige horrornørd Paula opdager, at monstrene ikke kan tåle vand, så alle udstyres med vandpiatoler. I den indledende scene har Steve en hund, som vi aldrig ser igen. Og sådan er det hele vejen igennem.
Efter monstrene crasher et undervældende Battle of the Bands, overbeviser Natalie, Paula og Steve politi og brandvæsen om at rykke ud på monsterjagt med sprøjtevogn, lygter og horn. Hvorefter filmen slutter uden showdown, uden forløsning, uden noget. Var der noget til at begynde med? Næ.
3.5/10★
#1980erne #Bander #horror #hvadSketeDerLige #kidsOnBikes #Monstre #SanFrancisco #skærmjournal #vand #vandpistoler
-
Restore Point (2023)
“En skønne dag,” siger jeg ofte til min tålmodigt lidende familie, “skal vi vel for fanden finde en god film mellem alt det bras vi ser!” Og så kommer der en vilkårlig aften, hvor vi kan sætte os ned med både No one gets out alive og Bod obnovy/Restore point. To så gode film gør far så glad.
Så langt ude i fremtiden som 2041 har tjekkiske forskere udviklet “restoration”-teknologi, hvormed afdøde kan genskabes fra deres seneste mindes-backup. Men just som teknologien står på kanten af privatisering og ikke mindst løftet om monetisering, forpurrer en antirestoration-terrorgruppe drømmen med angreb ikke kun på den centrale backup-cloud, men også på mennesker som således dør definitivt som os oldtidsfund.
Kriminalbetjent Em Trochinowská bliver sat på sagen, og bliver snart hjulpet af et af ofrene, der viser hende at rævekagen stikker dybere end først forventet. Og så siger jeg ikke mere, men apropos forventninger havde jeg ikke forestillet mig en så effektiv og veldesignet science fictionthriller fra Tjekkiet. Det er en mangel på fantasi, jeg gerne tager på mine skuldre, for det var en rigtig god overraskelse.
Hvis historien ikke overrasker de mest garvede science fiction-seere, så er den i al fald stramt fortalt, velspillet og flot instrueret. Jeg håber den kan blive del af en ny, østeuropæisk genrebølge 🙂
7.5/10★
#superkultur #2023 #genopstandelse #mordmysterie #ogDetErIkkeEngangPåskeEndnu #scienceFiction #skærmjournal #tjekkisk
-
Restore Point (2023)
“En skønne dag,” siger jeg ofte til min tålmodigt lidende familie, “skal vi vel for fanden finde en god film mellem alt det bras vi ser!” Og så kommer der en vilkårlig aften, hvor vi kan sætte os ned med både No one gets out alive og Bod obnovy/Restore point. To så gode film gør far så glad.
Så langt ude i fremtiden som 2041 har tjekkiske forskere udviklet “restoration”-teknologi, hvormed afdøde kan genskabes fra deres seneste mindes-backup. Men just som teknologien står på kanten af privatisering og ikke mindst løftet om monetisering, forpurrer en antirestoration-terrorgruppe drømmen med angreb ikke kun på den centrale backup-cloud, men også på mennesker som således dør definitivt som os oldtidsfund.
Kriminalbetjent Em Trochinowská bliver sat på sagen, og bliver snart hjulpet af et af ofrene, der viser hende at rævekagen stikker dybere end først forventet. Og så siger jeg ikke mere, men apropos forventninger havde jeg ikke forestillet mig en så effektiv og veldesignet science fictionthriller fra Tjekkiet. Det er en mangel på fantasi, jeg gerne tager på mine skuldre, for det var en rigtig god overraskelse.
Hvis historien ikke overrasker de mest garvede science fiction-seere, så er den i al fald stramt fortalt, velspillet og flot instrueret. Jeg håber den kan blive del af en ny, østeuropæisk genrebølge 🙂
7.5/10★
#superkultur #2023 #genopstandelse #mordmysterie #ogDetErIkkeEngangPåskeEndnu #scienceFiction #skærmjournal #tjekkisk
-
No One Gets Out Alive (2021)
Jeg er blevet gladere for backpackergyseren The ritual med årene, så jeg var positivt stemt for at endnu en af Adam Nevills bøger er blevet filmatiseret. No one gets out alive kan ses som et tematisk sidestykke til Ritual med visse spejlvendinger — begge handler om mennesker i uvante, mere og mere fjendtlige miljøer, men hvor den første film handlede om en gruppe britiske mænd helt fortabt i de nordsvenske vidder, skildres her latinaen Ambars liv som illegal indvandrer i Cleveland.
I begge film møder hovedpersonerne uventede men meget konkrete, menneskelige farer, før de konfronteres med mere udenjordiske (eller netop jordiske?) uhyrligheder. Og begge film roterer om hvert sit nylige dødsfald som figurerne tumler med.
Dette skal på ingen måde lyde som om Nevill-filmatiseringerne er formulariske, tværtimod går de udmærket hånd i hånd om at belyse fremmedhed i forskellige perspektiver. Og de ser bedre ud i samspil med modparten.
7.5/10★ (og jeg overvejer stærkt at retroaktivt hæve The rituals karakter tilsvarende)
#superkultur #2021 #Cleveland #horror #indvandring #intetMenneskeErIllegalt #latinx #mysteryBox #prækaritet #skærmjournal #Spøgelser
https://superkultur.dk/2024/01/30/no-one-gets-out-alive-2021/
-
No One Gets Out Alive (2021)
Jeg er blevet gladere for backpackergyseren The ritual med årene, så jeg var positivt stemt for at endnu en af Adam Nevills bøger er blevet filmatiseret. No one gets out alive kan ses som et tematisk sidestykke til Ritual med visse spejlvendinger — begge handler om mennesker i uvante, mere og mere fjendtlige miljøer, men hvor den første film handlede om en gruppe britiske mænd helt fortabt i de nordsvenske vidder, skildres her latinaen Ambars liv som illegal indvandrer i Cleveland.
I begge film møder hovedpersonerne uventede men meget konkrete, menneskelige farer, før de konfronteres med mere udenjordiske (eller netop jordiske?) uhyrligheder. Og begge film roterer om hvert sit nylige dødsfald som figurerne tumler med.
Dette skal på ingen måde lyde som om Nevill-filmatiseringerne er formulariske, tværtimod går de udmærket hånd i hånd om at belyse fremmedhed i forskellige perspektiver. Og de ser bedre ud i samspil med modparten.
7.5/10★ (og jeg overvejer stærkt at retroaktivt hæve The rituals karakter tilsvarende)
#superkultur #2021 #Cleveland #horror #indvandring #intetMenneskeErIllegalt #latinx #mysteryBox #prækaritet #skærmjournal #Spøgelser
https://superkultur.dk/2024/01/30/no-one-gets-out-alive-2021/
-
Antibirth (2016)
Lou har festet sig til blackouts i måneder, men hun er helt hundrede på, at hun ikke har haft sex med nogen. Så hvad er det som vokser i hendes mave, og har det noget at gøre med et eksperimentelt narkotikum, som er i omløb i udørken hvor hun bor?
Et indbygget kommentarspor udgøres af en lokal TV-stations sene new age-prædikener, lavbudgettegnefilm, og reklamer hvor Teletubbie-bigfoots med ansigter som sexdukker danser rundt i en bowlinghal.Antibirth går en svær balancegang mellem slackerdrama, psykotronisk selvdestruktionstrip og halvsørgelig udkantsskildring — men det skæve mix virker, og holder seeren fanget. Meg Tilly, Natasha Lyonne og Chloë Sevigny skal have en stor del af æren for at levere en forrykt historie med troværdighed.
6.5/10★#2016 #Bigfoot #bodyHorror #ChloëSevigny #graviditet #MegTilly #NatashaLyonne #psykotronisk #skærmjournal #slackers #slaxploitation #Udkantshorror
-
Antibirth (2016)
Lou har festet sig til blackouts i måneder, men hun er helt hundrede på, at hun ikke har haft sex med nogen. Så hvad er det som vokser i hendes mave, og har det noget at gøre med et eksperimentelt narkotikum, som er i omløb i udørken hvor hun bor?
Et indbygget kommentarspor udgøres af en lokal TV-stations sene new age-prædikener, lavbudgettegnefilm, og reklamer hvor Teletubbie-bigfoots med ansigter som sexdukker danser rundt i en bowlinghal.Antibirth går en svær balancegang mellem slackerdrama, psykotronisk selvdestruktionstrip og halvsørgelig udkantsskildring — men det skæve mix virker, og holder seeren fanget. Meg Tilly, Natasha Lyonne og Chloë Sevigny skal have en stor del af æren for at levere en forrykt historie med troværdighed.
6.5/10★#2016 #Bigfoot #bodyHorror #ChloëSevigny #graviditet #MegTilly #NatashaLyonne #psykotronisk #skærmjournal #slackers #slaxploitation #Udkantshorror
-
Invaders from Mars (1986)
Lille David Gardner elsker astronomi, men han får mere end nok verdensrum, da et rumskib fra Mars lander i hans baghave og marsboerne begynder at overtage den lille bys indbyggere — inklusive Davids forældre.
Tone Hoopers ikke-helt-remake af invasionsfilmen fra 1953 er et mærkeligt riff over Spielbergske opskrifter: børnenes perspektiv, sovebysamfundet, og mødet med det fantastiske. Men instruktøren af Motorsavsmassakren har ikke helt de samme rosenrøde filtre på linsen, og idyllen trues mere grundlæggende af produktionen selv end af rumvæsenerne.
Louise Fletcher og Karen Black samt special effects-koryfæerne John Dykstra og Stan Winston får denne storslåede kuldsejling af en film til at hæve sig over sit eget skibbrud.
6/10★
#1980erne #Børn #invasionFraRummet #LouiseFletcher #scienceFiction #skærmjournal #TobeHooper
-
Invaders from Mars (1986)
Lille David Gardner elsker astronomi, men han får mere end nok verdensrum, da et rumskib fra Mars lander i hans baghave og marsboerne begynder at overtage den lille bys indbyggere — inklusive Davids forældre.
Tone Hoopers ikke-helt-remake af invasionsfilmen fra 1953 er et mærkeligt riff over Spielbergske opskrifter: børnenes perspektiv, sovebysamfundet, og mødet med det fantastiske. Men instruktøren af Motorsavsmassakren har ikke helt de samme rosenrøde filtre på linsen, og idyllen trues mere grundlæggende af produktionen selv end af rumvæsenerne.
Louise Fletcher og Karen Black samt special effects-koryfæerne John Dykstra og Stan Winston får denne storslåede kuldsejling af en film til at hæve sig over sit eget skibbrud.
6/10★
#1980erne #Børn #invasionFraRummet #LouiseFletcher #scienceFiction #skærmjournal #TobeHooper
-
Road Train (2010)
To par cirka tyveåriges road trip gennem den australske outback bliver kontant afbrudt af en mystisk lastbil, der cruiser ud ad asfalten som en haj. Da de snart efter finder samme vognmonster forladt, ser de deres snit til at komme tilbage til civilisationen, men først der begynder deres problemer for alvor.
Jeg holder øjnene åbne for film, som har med tog at gøre — der indgår ikke kælder med plads til modelbaner i mit lejemål — men i dette tilfælde blev jeg vildledt af titlen. Road Train er australsk jargon for de enorme lastbiler som drøner gennem landet med godsfragt. Den antepodiske kulturkløft hævner sig igen.
Filmen er lidt som en russisk dukke, der gradvist viser sig at have en ny genre indeni. Teenage road movies er en kategori for sig, men i gysergenren er den forlængst reduceret til anslag for alskens ulykker, her varslet af en enorm, sort lastbil i bakspejlet. Okay, tænker den velbevandrede seer; vi kender også dén undergenre, hvor trafikanter terroriseres på forladte landeveje af anonyme biler i halvanden time. Men bum, så er de kørt i rabatten, kvæstede og strandede i den stegende sol.
Deres ombordstigning i den forladte lastbil er en direkte pendant til spøgelseshusfilm (“Vi spørger derovre, de må da have en telefon”), og derfra skifter filmen igen til overlevelseshorror, metafysisk psykodrama, med et sidespor ind i Motorsavsmassakre-territorie, og endelig Clive Barkersk body horror.
Alt dette er klart i det skærende klare tilbageblik, og får Road train til at lyde både smart og interessant, men jeg sad lidt frustreret og tjekkede klokken undervejs i filmen. Særligt sidste halvdel snubler over sine egne plotspor, og tygger drøv på ret trivielle personforviklinger. Måske har jeg glemt, hvor akut livstruende det er for tyveårige at opdage, deres kæreste har knaldet en anden, men så langt fremme i historien bliver det for spinkelt et omdrejningspunkt.
5/10★
#2010 #australsk #genreSwitch #horror #lastbil #outback #overlevelseshorror #roadMovie #skærmjournal #spøgelsesbil #trafikalThriller
-
Road Train (2010)
To par cirka tyveåriges road trip gennem den australske outback bliver kontant afbrudt af en mystisk lastbil, der cruiser ud ad asfalten som en haj. Da de snart efter finder samme vognmonster forladt, ser de deres snit til at komme tilbage til civilisationen, men først der begynder deres problemer for alvor.
Jeg holder øjnene åbne for film, som har med tog at gøre — der indgår ikke kælder med plads til modelbaner i mit lejemål — men i dette tilfælde blev jeg vildledt af titlen. Road Train er australsk jargon for de enorme lastbiler som drøner gennem landet med godsfragt. Den antepodiske kulturkløft hævner sig igen.
Filmen er lidt som en russisk dukke, der gradvist viser sig at have en ny genre indeni. Teenage road movies er en kategori for sig, men i gysergenren er den forlængst reduceret til anslag for alskens ulykker, her varslet af en enorm, sort lastbil i bakspejlet. Okay, tænker den velbevandrede seer; vi kender også dén undergenre, hvor trafikanter terroriseres på forladte landeveje af anonyme biler i halvanden time. Men bum, så er de kørt i rabatten, kvæstede og strandede i den stegende sol.
Deres ombordstigning i den forladte lastbil er en direkte pendant til spøgelseshusfilm (“Vi spørger derovre, de må da have en telefon”), og derfra skifter filmen igen til overlevelseshorror, metafysisk psykodrama, med et sidespor ind i Motorsavsmassakre-territorie, og endelig Clive Barkersk body horror.
Alt dette er klart i det skærende klare tilbageblik, og får Road train til at lyde både smart og interessant, men jeg sad lidt frustreret og tjekkede klokken undervejs i filmen. Særligt sidste halvdel snubler over sine egne plotspor, og tygger drøv på ret trivielle personforviklinger. Måske har jeg glemt, hvor akut livstruende det er for tyveårige at opdage, deres kæreste har knaldet en anden, men så langt fremme i historien bliver det for spinkelt et omdrejningspunkt.
5/10★
#2010 #australsk #genreSwitch #horror #lastbil #outback #overlevelseshorror #roadMovie #skærmjournal #spøgelsesbil #trafikalThriller
-
Så, hæj. Eftersom Superkultur langsomt men støt bliver integreret i føðiverset er jeg begyndt at poste mine #skærmjournal-indlæg direkte på sitet i stedet. Hele redeligheden kan findes på https://superkultur.dk/tag/skaermjournal/ — og der kommer løbende nye fra kontoen @allan ⭐⭐⭐⭐⭐
-
Så, hæj. Eftersom Superkultur langsomt men støt bliver integreret i føðiverset er jeg begyndt at poste mine #skærmjournal-indlæg direkte på sitet i stedet. Hele redeligheden kan findes på https://superkultur.dk/tag/skaermjournal/ — og der kommer løbende nye fra kontoen @allan ⭐⭐⭐⭐⭐