#overlevelseshorror — Public Fediverse posts
Live and recent posts from across the Fediverse tagged #overlevelseshorror, aggregated by home.social.
-
White settlers (2014)
“Jeg foretrækker faktisk en god spøgelseshistorie over den her slags film,” sagde jeg til min hustru cirka tyve minutter inde. Det er der omkring, hvor Sarah for anden gang sender Ed ud af soveværelset i deres nye hus på landet for at undersøge lydene nedenunder. Lige dér hvor der ikke længere kan være tvivl om at nogen er brudt ind, og parret er i dyb, dyb mødding.
Kender man genren, fra film som Eden lake (2006) og endda Deliverance (1972), så har man allerede en mental skitse af resten af filmen. Brutale landboer som lemlæster og fornedrer de helt sanseløse city folks bare fordi, og gerne en flugt gennem skov og evt bjerge før en højst hypotetisk redning. Jeg kan skære genren ud i pap, men jeg bryder mig ikke om netop den slags gysere, for de nærmer sig virkelighedens afstumpede meningsløshed, hvad mennesker gør ved mennesker.
De viser sprækker i min egen eskapisme, og stiller spørgsmålstegn ved relevansen af mindre virkelighedsnær horror. Hvad har spøgelser og zombies egentlig at sige om menneskelig skræk, når man kan blive hugget ned med en rusten økse på en hvilken som helst rasteplads? Men en anden fare ved den slags film er også, at den postulerede realisme bliver et påskud for at slippe alle narrative tøjler.
Historier som White settlers sætter skellet mellem land og by på spidsen, og med ekstreme situationer viser mennesker reducerede til selvopholdelsesdrift, men hævder samtidigt en kynisk verité som fritager dem for en velformet slutning, som selv slasherfilm som regel holder sig til. Jeg beder ikke engang om en happy end, hvor småborgerligt er dét? Bare vær søde at overbevise mig om, at filmen er lidt mere end en flugt gennem skoven, og at filmmagerne har en rudimentær forståelse af fortælleteknik.
White settlers (hvori alle parter er hvide europæere, så man forstår hvorfor filmen også er lanceret som The blood lands) holder et støt adrenalinniveau under store dele af filmen, men fejler netop på udførelsen af sin afslutning, som giver absolut ingen mening, ikke engang på sine egne præmisser. Men Pollyanna McIntosh sælger overbevisende desperationen som Sarah, og får i det hele taget filmen til at hænge bedre sammen end den har nogen ret til.
3/10★
#etLilleHusPåLandet #langtUdeISkoven #overlevelseshorror #PollyannaMcIntosh #skærmjournal #Skotland
-
White settlers (2014)
“Jeg foretrækker faktisk en god spøgelseshistorie over den her slags film,” sagde jeg til min hustru cirka tyve minutter inde. Det er der omkring, hvor Sarah for anden gang sender Ed ud af soveværelset i deres nye hus på landet for at undersøge lydene nedenunder. Lige dér hvor der ikke længere kan være tvivl om at nogen er brudt ind, og parret er i dyb, dyb mødding.
Kender man genren, fra film som Eden lake (2006) og endda Deliverance (1972), så har man allerede en mental skitse af resten af filmen. Brutale landboer som lemlæster og fornedrer de helt sanseløse city folks bare fordi, og gerne en flugt gennem skov og evt bjerge før en højst hypotetisk redning. Jeg kan skære genren ud i pap, men jeg bryder mig ikke om netop den slags gysere, for de nærmer sig virkelighedens afstumpede meningsløshed, hvad mennesker gør ved mennesker.
De viser sprækker i min egen eskapisme, og stiller spørgsmålstegn ved relevansen af mindre virkelighedsnær horror. Hvad har spøgelser og zombies egentlig at sige om menneskelig skræk, når man kan blive hugget ned med en rusten økse på en hvilken som helst rasteplads? Men en anden fare ved den slags film er også, at den postulerede realisme bliver et påskud for at slippe alle narrative tøjler.
Historier som White settlers sætter skellet mellem land og by på spidsen, og med ekstreme situationer viser mennesker reducerede til selvopholdelsesdrift, men hævder samtidigt en kynisk verité som fritager dem for en velformet slutning, som selv slasherfilm som regel holder sig til. Jeg beder ikke engang om en happy end, hvor småborgerligt er dét? Bare vær søde at overbevise mig om, at filmen er lidt mere end en flugt gennem skoven, og at filmmagerne har en rudimentær forståelse af fortælleteknik.
White settlers (hvori alle parter er hvide europæere, så man forstår hvorfor filmen også er lanceret som The blood lands) holder et støt adrenalinniveau under store dele af filmen, men fejler netop på udførelsen af sin afslutning, som giver absolut ingen mening, ikke engang på sine egne præmisser. Men Pollyanna McIntosh sælger overbevisende desperationen som Sarah, og får i det hele taget filmen til at hænge bedre sammen end den har nogen ret til.
3/10★
#etLilleHusPåLandet #langtUdeISkoven #overlevelseshorror #PollyannaMcIntosh #skærmjournal #Skotland
-
White settlers (2014)
“Jeg foretrækker faktisk en god spøgelseshistorie over den her slags film,” sagde jeg til min hustru cirka tyve minutter inde. Det er der omkring, hvor Sarah for anden gang sender Ed ud af soveværelset i deres nye hus på landet for at undersøge lydene nedenunder. Lige dér hvor der ikke længere kan være tvivl om at nogen er brudt ind, og parret er i dyb, dyb mødding.
Kender man genren, fra film som Eden lake (2006) og endda Deliverance (1972), så har man allerede en mental skitse af resten af filmen. Brutale landboer som lemlæster og fornedrer de helt sanseløse city folks bare fordi, og gerne en flugt gennem skov og evt bjerge før en højst hypotetisk redning. Jeg kan skære genren ud i pap, men jeg bryder mig ikke om netop den slags gysere, for de nærmer sig virkelighedens afstumpede meningsløshed, hvad mennesker gør ved mennesker.
De viser sprækker i min egen eskapisme, og stiller spørgsmålstegn ved relevansen af mindre virkelighedsnær horror. Hvad har spøgelser og zombies egentlig at sige om menneskelig skræk, når man kan blive hugget ned med en rusten økse på en hvilken som helst rasteplads? Men en anden fare ved den slags film er også, at den postulerede realisme bliver et påskud for at slippe alle narrative tøjler.
Historier som White settlers sætter skellet mellem land og by på spidsen, og med ekstreme situationer viser mennesker reducerede til selvopholdelsesdrift, men hævder samtidigt en kynisk verité som fritager dem for en velformet slutning, som selv slasherfilm som regel holder sig til. Jeg beder ikke engang om en happy end, hvor småborgerligt er dét? Bare vær søde at overbevise mig om, at filmen er lidt mere end en flugt gennem skoven, og at filmmagerne har en rudimentær forståelse af fortælleteknik.
White settlers (hvori alle parter er hvide europæere, så man forstår hvorfor filmen også er lanceret som The blood lands) holder et støt adrenalinniveau under store dele af filmen, men fejler netop på udførelsen af sin afslutning, som giver absolut ingen mening, ikke engang på sine egne præmisser. Men Pollyanna McIntosh sælger overbevisende desperationen som Sarah, og får i det hele taget filmen til at hænge bedre sammen end den har nogen ret til.
3/10★
#etLilleHusPåLandet #langtUdeISkoven #overlevelseshorror #PollyannaMcIntosh #skærmjournal #Skotland
-
White settlers (2014)
“Jeg foretrækker faktisk en god spøgelseshistorie over den her slags film,” sagde jeg til min hustru cirka tyve minutter inde. Det er der omkring, hvor Sarah for anden gang sender Ed ud af soveværelset i deres nye hus på landet for at undersøge lydene nedenunder. Lige dér hvor der ikke længere kan være tvivl om at nogen er brudt ind, og parret er i dyb, dyb mødding.
Kender man genren, fra film som Eden lake (2006) og endda Deliverance (1972), så har man allerede en mental skitse af resten af filmen. Brutale landboer som lemlæster og fornedrer de helt sanseløse city folks bare fordi, og gerne en flugt gennem skov og evt bjerge før en højst hypotetisk redning. Jeg kan skære genren ud i pap, men jeg bryder mig ikke om netop den slags gysere, for de nærmer sig virkelighedens afstumpede meningsløshed, hvad mennesker gør ved mennesker.
De viser sprækker i min egen eskapisme, og stiller spørgsmålstegn ved relevansen af mindre virkelighedsnær horror. Hvad har spøgelser og zombies egentlig at sige om menneskelig skræk, når man kan blive hugget ned med en rusten økse på en hvilken som helst rasteplads? Men en anden fare ved den slags film er også, at den postulerede realisme bliver et påskud for at slippe alle narrative tøjler.
Historier som White settlers sætter skellet mellem land og by på spidsen, og med ekstreme situationer viser mennesker reducerede til selvopholdelsesdrift, men hævder samtidigt en kynisk verité som fritager dem for en velformet slutning, som selv slasherfilm som regel holder sig til. Jeg beder ikke engang om en happy end, hvor småborgerligt er dét? Bare vær søde at overbevise mig om, at filmen er lidt mere end en flugt gennem skoven, og at filmmagerne har en rudimentær forståelse af fortælleteknik.
White settlers (hvori alle parter er hvide europæere, så man forstår hvorfor filmen også er lanceret som The blood lands) holder et støt adrenalinniveau under store dele af filmen, men fejler netop på udførelsen af sin afslutning, som giver absolut ingen mening, ikke engang på sine egne præmisser. Men Pollyanna McIntosh sælger overbevisende desperationen som Sarah, og får i det hele taget filmen til at hænge bedre sammen end den har nogen ret til.
3/10★
#etLilleHusPåLandet #langtUdeISkoven #overlevelseshorror #PollyannaMcIntosh #skærmjournal #Skotland
-
Road Train (2010)
To par cirka tyveåriges road trip gennem den australske outback bliver kontant afbrudt af en mystisk lastbil, der cruiser ud ad asfalten som en haj. Da de snart efter finder samme vognmonster forladt, ser de deres snit til at komme tilbage til civilisationen, men først der begynder deres problemer for alvor.
Jeg holder øjnene åbne for film, som har med tog at gøre — der indgår ikke kælder med plads til modelbaner i mit lejemål — men i dette tilfælde blev jeg vildledt af titlen. Road Train er australsk jargon for de enorme lastbiler som drøner gennem landet med godsfragt. Den antepodiske kulturkløft hævner sig igen.
Filmen er lidt som en russisk dukke, der gradvist viser sig at have en ny genre indeni. Teenage road movies er en kategori for sig, men i gysergenren er den forlængst reduceret til anslag for alskens ulykker, her varslet af en enorm, sort lastbil i bakspejlet. Okay, tænker den velbevandrede seer; vi kender også dén undergenre, hvor trafikanter terroriseres på forladte landeveje af anonyme biler i halvanden time. Men bum, så er de kørt i rabatten, kvæstede og strandede i den stegende sol.
Deres ombordstigning i den forladte lastbil er en direkte pendant til spøgelseshusfilm (“Vi spørger derovre, de må da have en telefon”), og derfra skifter filmen igen til overlevelseshorror, metafysisk psykodrama, med et sidespor ind i Motorsavsmassakre-territorie, og endelig Clive Barkersk body horror.
Alt dette er klart i det skærende klare tilbageblik, og får Road train til at lyde både smart og interessant, men jeg sad lidt frustreret og tjekkede klokken undervejs i filmen. Særligt sidste halvdel snubler over sine egne plotspor, og tygger drøv på ret trivielle personforviklinger. Måske har jeg glemt, hvor akut livstruende det er for tyveårige at opdage, deres kæreste har knaldet en anden, men så langt fremme i historien bliver det for spinkelt et omdrejningspunkt.
5/10★
#2010 #australsk #genreSwitch #horror #lastbil #outback #overlevelseshorror #roadMovie #skærmjournal #spøgelsesbil #trafikalThriller
-
Road Train (2010)
To par cirka tyveåriges road trip gennem den australske outback bliver kontant afbrudt af en mystisk lastbil, der cruiser ud ad asfalten som en haj. Da de snart efter finder samme vognmonster forladt, ser de deres snit til at komme tilbage til civilisationen, men først der begynder deres problemer for alvor.
Jeg holder øjnene åbne for film, som har med tog at gøre — der indgår ikke kælder med plads til modelbaner i mit lejemål — men i dette tilfælde blev jeg vildledt af titlen. Road Train er australsk jargon for de enorme lastbiler som drøner gennem landet med godsfragt. Den antepodiske kulturkløft hævner sig igen.
Filmen er lidt som en russisk dukke, der gradvist viser sig at have en ny genre indeni. Teenage road movies er en kategori for sig, men i gysergenren er den forlængst reduceret til anslag for alskens ulykker, her varslet af en enorm, sort lastbil i bakspejlet. Okay, tænker den velbevandrede seer; vi kender også dén undergenre, hvor trafikanter terroriseres på forladte landeveje af anonyme biler i halvanden time. Men bum, så er de kørt i rabatten, kvæstede og strandede i den stegende sol.
Deres ombordstigning i den forladte lastbil er en direkte pendant til spøgelseshusfilm (“Vi spørger derovre, de må da have en telefon”), og derfra skifter filmen igen til overlevelseshorror, metafysisk psykodrama, med et sidespor ind i Motorsavsmassakre-territorie, og endelig Clive Barkersk body horror.
Alt dette er klart i det skærende klare tilbageblik, og får Road train til at lyde både smart og interessant, men jeg sad lidt frustreret og tjekkede klokken undervejs i filmen. Særligt sidste halvdel snubler over sine egne plotspor, og tygger drøv på ret trivielle personforviklinger. Måske har jeg glemt, hvor akut livstruende det er for tyveårige at opdage, deres kæreste har knaldet en anden, men så langt fremme i historien bliver det for spinkelt et omdrejningspunkt.
5/10★
#2010 #australsk #genreSwitch #horror #lastbil #outback #overlevelseshorror #roadMovie #skærmjournal #spøgelsesbil #trafikalThriller
-
Yellowjackets (2021—)
TMDb
Et high school-fodboldhold — alle teenagepiger, samt deres mandlige træner — styrter i vildmarken på vej med fly til landsturnering. Isolerede, traumatiserede og på overlevelsens yderste overdrev bliver de udfordrede på deres interne forhold, overordnede mentalhelse, og … præcist hvor sulten man kan blive, når man kun har hinanden.
Tilsæt […]
#christina-ricci #horror #jasmin-savoy-brown #juliette-lewis #kvinde-er-kvinde-vaerst #langt-ude-i-skoven #melanie-lynskey #overlevelseshorror #skaermjournal #sophie-thatcher #vildmark #yakety-sax
https://superkultur.dk/2023/06/11/yellowjackets-2021/
https://superkultur.dk/wp-content/uploads/2023/06/Yellowjackets.jpg
-
Yellowjackets (2021—)
TMDb
Et high school-fodboldhold — alle teenagepiger, samt deres mandlige træner — styrter i vildmarken på vej med fly til landsturnering. Isolerede, traumatiserede og på overlevelsens yderste overdrev bliver de udfordrede på deres interne forhold, overordnede mentalhelse, og … præcist hvor sulten man kan blive, når man kun har hinanden.
Tilsæt […]
#christina-ricci #horror #jasmin-savoy-brown #juliette-lewis #kvinde-er-kvinde-vaerst #langt-ude-i-skoven #melanie-lynskey #overlevelseshorror #skaermjournal #sophie-thatcher #vildmark #yakety-sax
https://superkultur.dk/2023/06/11/yellowjackets-2021/
https://superkultur.dk/wp-content/uploads/2023/06/Yellowjackets.jpg