Djævlen i husalteret: “Late night with the devil” og andre nedslag i talkshow-horror
For nyligt gjorde filmen Late night with the devil et mindre skvulp i horror-enden af streamingfladen. Det er, kort fortalt, historien om et midnats-talkshow som bogstaveligt talt går ad helvede til live i æteren, da værten interviewer en pige, som siges at være besat af dæmoner.
Det var en ganske forfriskende gyserhistorie efter nogle år med langt mellem afvigelser fra den formel, som særligt The conjuring og dens spinoffs har kridtet op. Flere anmeldere har rost Late night with the devil for dens originalitet, men som bekendt kan man ikke lave noget nyt i postmoderniteten. Vi er dømt(?) til om og om igen at drikke nyt vand på gamle genbrugsplasticflasker — og selv vandet er del af et større, uendeligt kredsløb.
Men alt som var gammelt er også nyt igen i superkulturen, og visse læsere kunne jo have fået appetit på mere i samme dur. Jeg har derfor samlet en lille håndfuld film (inkusive én papirnovelle), hvor direkte transmissioner tager en katastrofal drejning til den mørke side. Lad os starte med den seneste tilføjelse til emnet:
Late night with the devil (2024)
Hvori vi følger David Dastmachian som den ærgerrige, men på overfladen sympatiske talkshow-vært Jack Delroy i det som skal være hans comeback-udsendelse efter en privat tragedie. En indledende, pseudo-dokumentarisk montage resumerer Delroys karriere, krydret med sensationalistisk sladder om hemmelige ordener á la Bohemian grove.
Herefter ser vi aftenshowet rulle af stablen, både fra TV-kameraernes vinkel og bag kulisserne. En del af intrigen er både Delroys, hans gæster og stabs skiftende attituder, alt afhængig om de er på skærmen eller ej — og de studehandler, der bliver gjort i reklamepauserne — men fokus er selvfølgelig på det okkulte plot, der sniger sig ind i kraft af programmets tema.
For Late night with the devil udspiller sig i ’70ernes paranormale bølge (som man kunne sige, vi ikke helt har sluppet endnu), og Delroys øvrige gæster er karikaturer af henholdsvis Uri Geller og James Randi. En bliver slået hjem tidligt, mens den anden spiller en mere afgørende rolle i den videre historie. Og det samme gør måske endda vores vært, Jack.
Her gøres god brug af seernes kendskab til både talkshowformen, dens klichéer, og det større medielandskab, den indgår i. F eks er Delroys store hvide hval at slå den virkelige Johnny Carsons seertal, bare én gang — og de indlagte reklamepauser bliver som sagt en mulighed for at se figurerne med masker og parader nede. Og i en nøglescene giver just TV-mediet mulighed for at gense samme hændelse med kameraets nøgterne øje kontra hvad de involverede oplever i studiet.
Men djævlen er ikke bare i detaljen, han står her i selve titlen. Og selvfølgelig bobler han op til overfladen, da en teenagepige med minder om okkult misbrug lader sig hypnotisere for åben skærm — hvorefter både form og facader krakellerer. For her er ikke bare skeptisk trylleri og taskenspil på færde; der er foregået insiderhandel med sjæle som valuta. Herfra må seeren selv afgøre, hvad der er realitet og fantasi, men det er en dragende hallucinatorisk opvisning.
TMDb
Ghostwatch (1992)
En af de tidligste mockumentary-gysere (syv år før Blair witch project) , med autencitetsstempel af selve BBC og den folkekendte vært Michael Parkinson, havde samme effekt på de britiske seere som Orson Welles’ Klodernes kamp-radiospil på lyttere i USA 54 år tidligere. Ghostwatch var indspillet på forhånd, annonceret som fiktion, og forfatteren Stephen Volk endda krediteret som sådan i starten af programmet, men så overbevisende var dets affektion af direkte TV-udsendelser, at en anslået million seere ringede ind for at bidrage med deres egne spøgelsesoplevelser.
For det hele var et mediebevidst halloween-drama lagt op som en live-transmission, dels fra et tidstypisk TV-studie, hvorfra Parkinson koordinerede og interviewede “gæster”, dels fra et middelklassehjem i en af Londons forstæder, hvor familien hævdede at blive hjemsøgt af en åndelig tilstedeværelse, som kalkeret fra den berygtede Enfield-poltergeist).
Undervejs eskalerer de paranormale hændelser, først ude i marken, hvor den ubehagelige bankeånd “Mister Pipes” begynder at manifestere sig, til og med i baggrunden af slørede videotransmissioner. Den fingerede hotline, hvor “seere” kunne ringe ind (og mange rigtige seere altså prøvede at komme igennem) bliver snedigt brugt til at påpege netop Pipes’ gæsteoptrædener, og gæster i studiet såvel som på en “satellitforbindelse”” puster løbende til den ulmende spænding.
For snart udvikler situationen sig også i selve studiet, hvor statsradiofoniens hyggeautoritet og struktur kollapser mens kameraerne ruller. Her gør Parkinson et fremragende stykke skuespil, der troværdigt underminerer hans rolle som selve ansigtet på denne vennesæle verdensorden, og det samme gør hans medværter (ligeledes kendte ansigter fra skærmen).
Lige så rystende det har været som seer at få rykket grænserne mellem fiktion og fakta, lige så overraskende er det, at BBC tillod nogle af sine kendteste ansigter at bryde overenskomsten med de samme seere om institutionens integritet og troværdighed. Men effektivt er det — så meget, at udsendelsen aldrig er blevet genudsendt på BBC. I dag, over 30 år senere, har værterne ikke samme genkendelighedsfaktor, ’90er-TV-tempoet er lidt bedaget, og verisimilituden brister desuden, når man er nødt til at proppe en DVD i maskinen for at se programmet, fremfor at slå ind på hjemsøgelsen af vanvare.
Ikke desto mindre er Stephen Volks historie stadig et kig værd, selv for fans af f eks Paranormal activity; og den autentiske iscenesættelse bliver særligt interessant i betragtning af Ghostwatch‘s indflydelse på senere film som Late night with the devil …og History of the occult.
TMDb
History of the occult (2020)
Argentina, 1987; kun måneder før et præsidentvalg, der kan blive afgørende for den siddende regering efter en upopulær sparepolitik. Det kulegravende TV-program 60 minutter før midnat viser sin sidste, kontroversielle udsendelse, som allerede har tvunget redaktionsstaben til at gå under jorden. Fra deres dækadresse følger de transmissionen mens den udspiller sig, og afventer et sidste, afgørende bevis fra en medarbejder.
Men det som skulle være en afdækning af kammerateri og hemmelige forbindelser mellem erhvervsliv og de højeste politiske embeder bliver i stedet et overraskende dyk ned i sydamerikansk brujeria, anvendt som magtmiddel af de samme mennesker — endda på et virkelighedsforandrende niveau.
History of the occult er filmet i sort/hvid og 4:3-format (med enkelte, prægnante undtagelser, som ikke skal afsløres her) for at stemme overens med firsernes argentinske TV-udsendelser, og også her bruges både den (nu gammeldags) interviewform og de indlagte reklamepauser som strukturelle fortællegreb: I programmets form indgår en nedtælling fra 60 minutter, som i sin lighed med en tidsindstillet bombe øger spændingen undervejs, og tidligt i udsendelsen udvandrer en gæst i protest — en risiko i enhver direkte transmission.
Derudover giver reklameblokkene, som i Late night with the devil, mulighed for at den isolerede redaktion kan samle trådene og lægge nødplaner, men her giver selv reklamerne (fra bl a programmets eneste tilbageværende sponsor) spor om det mystiske, tredimensionelle skakparti som synes at udfolde sig langt udover journalisternes fatteevne. Hjulpet på vej af et hallucinogen (kendt fra Rosemarys baby) begynder de at danne sig et dybt forstyrrende overblik over, hvad der egentlig er på spil.
Men som skandinav fornemmer jeg at brujeriaen dækker over andre, specifikt argentinske temaer, som løber under det hele. Folk som på magisk vis bliver “udviskede” fra virkeligheden bringer mindelser om totalitære staters angreb på dissidenter, ligesom den selvforstærkende magtklikes næsten fuldstændige kontrol let omsættes til magisk indflydelse. “Er det en form for kode?” spørger en af journalisterne, da en af talkshowgæsterne begynder at spy troldmandsjargon — og jo mere jeg tænker over det, jo mere overbevist er jeg om, at det er tilfældet.
TMDb
Pontypool (2009)
I Bruce McDonalds film er det ikke en TV-udsendelse, men et radioprogram, der transmitteres. På mange niveauer kunne Pontypool lige så godt have været et hørespil, men både scenografi og de medvirkendes fysiske spil tilfører nu altså et ekstra lag til de delikate sproglige formuleringer, som filmen er fyldt med.
Og modsat de foregående eksempler er den specifikke udsendelse ikke et stort anlagt comeback eller det sidste skud i bøssen for radiovært Grant Mazzy; det er bare endnu en dag i hans dødvande på lokalradioen i den søvnige, canadiske lilleby Pontypool. Mazzy er tydeligvis faldet fra højere luftlag som “shock jock” i storbyen, og han har stadig ikke akklimatiseret sig i de mindre prestigefyldte forhold, da en semiotisk virus angriber de lokale og forvandler dem til rablende zombies, der mekanisk gentager deres sidste sætninger uden stop — tag jer i agt for de omvandrende meningstab.
Mazzy bliver nødt til at acceptere rollen som lokalsamfundets hovedkilde til information gennem krisen, men dels opløses hans hovedsagelige kommunikationsform, sproget, af “virusen”, dels er det selve mediet hvorigennem den spredes. Det er med andre ord et sammenbrud helt inde i marven af samtaleradio.
Vi følger den lille produktionsstabs forsøg på at holde rede i modstridende informationer, isolerede men også forskansede i et kælderstudie under et forsamlingshus(?). Det fokuserer spillet helt ind på Mazzys relationer med produceren Sydney, deres assistent Laurel Ann, og de uundværlige gæster i studiet. Selve provinsmiljøet giver også ekstra kulør til det traditionelle billede af et travlt, effektivt presserum.
F eks er det først da de rigtig er på spanden, Mazzy finder ud af at trafikreporterens helikopter ikke er helt hvad han forestillede sig. I det hele taget er den mikroskopiske skala Pontypools styrke i og med at afstanden mellem journalist og publikum er så meget mindre end i Late night with the devil eller Ghostwatch, hvor der både er status- og formel distance mellem seere og de (fiktive eller faktiske) kendisser på skærmen. Og kaoset udenfor gør studiet til orkanens relativt rolige øje.
Der er andre forskelle, som for Pontypool til at stikke ud fra de øvrige eksempler på listen: På grund af zombiefaktoren kan truslen ikke fysisk bryde åbent ud i studiet fra starten, men må kulminere med en indtrængen. Zombier er i høj grad en ekstern fare, mens det overnaturlige, spøgelser og dæmoner oftere er en spejling af indre, personlige konflikter. I stedet øges presset langsomt gennem filmen til det må finde udløb.
Men faren er den samme, en eksistentiel trussel mod hvad man har bildt sig selv ind eller fortrængt; sociale konventioner og samfundsinstitutioner som her nationale medier står for fald, og både medvirkende og seere bliver nødt til at komme overens med at verden (alternativt deres personlige verdensbillede) ikke hænger sammen som de troede.
I sidste ende accepterer Mazzy trummerummen: Det var ikke jordens undergang, det var bare endnu en dag som endte. Eller?
TMDb | Superkulturs anmeldelse
Vanni Fucci is alive and well and living in hell (1988)
Illustration af Priamo della Quercia (15. årh.) til 25. sang af Dantes “Guddommelige komedie”, hvori Vanni Fucci (t.h.) angribes af slanger og andet kryb
Her strejfer jeg fra de visuelle medier til litteraturen, som jeg ellers hellere overlader til Superkulturs øvrige skribenter. For allerede da jeg hørte foromtalen om Late night with the devil, håbede jeg at der var tale om en filmatisering af Dan Simmons’ novelle. For godt nok er dette en rigtig papirtekst, men settingen er såmænd et talkshow-studie. Og ikke et almindeligt talkshow som man kan finde dem på en hvilken som helst damp-TV-station, næh — dette er et televangelisk vækkelsesprogram.
Forfatteren må have et horn i siden på netop de kålhellige TV-prædikanter, der begyndte at bygge millionfranchises op i firsernes USA, for “Vanni Fucci…” er kun den ene af to noveller i hans opsamling Prayers to broken stones, hvor de bliver genstand for kranke skæbner. I denne historie dukker titlens indvåner fra helvede op til en ubudt gæstemedvirken på Brother Freddy’s Hallelujah Breakfast Club, og uddeler sin infernalske vrede over både produktionen og dens gæster.
Lidt baggrund kan være på sin plads: Vanni Fucci er en personage, som først blev præsenteret i Dante Alighieris Guddommelige komedie, specifikt i canto 24-25 af “komediens” første del, Inferno. Her henslæber han evigheden i en del af helvedes ottende kreds, som er forbeholdt tyve. Fuccis specifikke straf er at blive angrebet af slanger og andet kryb som lever i denne malebolgia, bryde i flammer og genopstå af asken, kun for at gentage det igen og igen. Det gør det ikke bedre for Fucci, at han i canto 25 forbander gud med en dobbelt fica in mano…
I denne knapt 700 år senere novelle tilføjes nogle flere detaljer til Fuccis plager: hans blasfemi er en tilbagevendende del af cyklussen, som forvandler alle tyve i bolgiaen til de fabeløgler, som overfalder ham. Og så er Fucci iflg Simmons særligt forbandet (i mere end én forstand), fordi Dante tog parti mod hans lejr i guelfernes interne stridigheder — Alighieri tilhørte den såkaldt “hvide” fraktion, mens Fucci var af de “sorte”, og eftersom Alighieri blev helvedes litterære hovedarkitekt kunne han reservere de mest nederdrægtige pladser til sine politiske uvenner.
“Vanni Fucci…” er en dybsort og skarp satire over genfødte kristnes massemissioneren på kabel-TV, og søtter både dem og Den guddommelige komedie i mere jordnære perspektiver. De specifikke troper vi kender fra talkshows bruges her mere som staffage end i de ovenstående eksempler, men siden jeg læste novellen i gymnasiet har den forblevet mit personlige højvandsmærke for talkshow-horror.
ISFDb | Wikipedia
…men hvorfor talkshows?
Der er forskellige og varierende fællestræk mellem de ovenstående eksempler — live-udsendelsen og genresettingen bliver begge tematiserede forskelligt afhængigt af den samtidskontekst som hvert værk indgår i, og der er jo en bred tidsmæssig vifte at overskue her. Kan man overhovedet tale om en sammenhæng mellem dem, eller må vi nøjes med at sammenligne dem som en løbende kommentar til massemedierne?
For nu at starte ved de mest aktuelle titler, er både Late night with the devil og History of the occult blevet typificeret som “analog horror”, en slags subgenre af found footage med tilsat fetichering af fysiske medier (jeg anbefaler podcasten Imaginary worlds’ afsnit om emnet for en dybere introduktion). Og begges handlinger er som sagt sat henholdsvis næsten 50 og 40 år før deres produktion, men de savner den fascination af selve materialet, som i mine øjne særligt karakteriserer analog horror-film, f eks i Skinamarink.
Men det kan være værd at dvæle lidt ved disse fortidens sene programflader. Med op til et halvt århundredes forskydning havner de i en periode, som bredt set er identisk med barndommen. Og fra et barns perspektiv er alt, som foregår efter ens sengetid dels del af voksenverden, dels potentielt magisk eller farligt. Briterne har et helt formelt udtryk for, hvornår man kan vise “voksne” programmer på TV; watershed, dvs den tid hvor unge og påvirkelige seere er lagt i seng.
Det er måske en ubevidst årsag til at sætte disse film post-watershed, eller også er årsagen helt enkelt den, at både aktualitetsprogrammer og mere letbenede talkshows ganske vist kunne tage fat i alvorlige emner for de formodentlig ansvarlige voksne seere, men i praksis var en del af publikum hensat i en døs efter arbejde, indkøb og aftensmad. Spørgsmålet om at beskytte de letpåvirkede seere bliver derfor lidt mere uklart, og netop skellet mellem virkelighed, drøm og illusion bliver også visket ud i både History of the occult og Late night with the devil.
Inkluderer vi Ghostwatch i analysen, ligger vi genremæssigt i et krydsfelt mellem mockumentary og found footage, ikke ulig Blair witch project (1999), Lake Mungo (2009) og Trolljegeren (2010) — men med den væsentlige forskel, at her fingeres direkte transmissioner. Live TV, reality-programmer og øjeblikkelige nyhedsopdateringer er blevet en stadig større del af medielandskabet i de årtier, hvor eksemplerne er plukket fra.
Live-udsendelser giver os et vindue på verden, som hævder absolut autencitet såvel som aktualitet; som nævnt er de også i konstant risiko for uforudsete benspænd, hvis en medvirkende melder sig ud af legen — eller udefrakommende (evt mørke) kræfter lægger sig i. I samme takt, som vi svømmer i mere og mere hektiske mediestrømme, bliver vi også mere skeptiske overfor de medier, vi indtager, og det spejler sig også i horrorfilm. Før corona-epidemien var ovre, havde Zoom-gyseren Host (2020) kastet frydefuldt djævelskab i de videokonferencer, vi var blevet afhængige af under karantænen.
Opløsning af medie-hierarkier
Grunden til at Host ikke figurerer som eksempel ovenfor, og heller ingen pluk af den stadige strøm af gysere(?) om youtubere, som livestreamer fra hjemsøgte huse, er den relativt nye ubalance der er mellem institutionelle og borgermedier. En mørkere side af den medievante kritik, jeg lige nævnte, er den udtalte mistro mod etablerede “legacy media”, som får enkelte til at betragte nyhedsdækning af for eksempel masseskydninger som dækoperationer for … lige hvad der falder dem ind?
Ret konsistent er ovenstående nedslag i talkshow-horror sat i den “officielle” mediesfære, som altså anklages for at være i ledtog med nærmest frimureragtige sammensværgelser indenfor Regeringen — hvilket igen spiller godt sammen med afbildningen af skyggeagtige, okkulte eliter i de to seneste eksempler. Late night with the devil og History of the occult ser i høj grad tilbage på gamle dage gennem et 21. århundredes post truth-filter.
Derimod har jeg allerede nævnt det sammenbrud af institutionel autoritet, som finder sted i Ghostwatch. Det gælder både journalisternes egen og statsradiofonien BBCs troværdighedskapital, men det er interessant at her kun er tale om paranormale overskridelser ind i den “sikre” verden i studiet, ikke antydningen af hemmelige selskaber eller andet foliehatteri. I 1992 var det simpelthen ikke værd at tale om, selv om konspirationsteoretikere havde haft rigelig medvind i udkantspolitik (og UFO-kredse siden ’50erne.
Det bredere koncept er altså at injicere det overnaturlige ind i samfundets rygmarv, de store mediehuse, og derved stille spørgsmålstegn ved deres vederhæftighed og stabilitet. I eksemplet Pontypool er det meget mindre, men dog trofaste lokalstudie afsondret fra kollapsen udenfor, men forsøger at rapportere den til lytterne — samtidigt som selve transmissionens sproglige form er del af smittespredningen. Disinformation og mistillid til medierne var i 2009 ikke et problem i samme omfang som nu, men billedet af et sammenbrud, der spreder sig viralt i æteren, passer ganske udmærket på visse nutidige TV- og Youtube-kanaler.
Undtagelsen fra tesen i dette udvalg er Dan Simmons’ “Vanni Fucci is alive and well and living in hell”, som retter sin kritik mod televangelismen og dermed implicit mod de satellit- og kabelnetværk som gør disse uregulerede røvere adgang til TV-skærmene. I 1988 da novellen blev udgivet herskede stadig en nedladende uro over græsrodselementer og borgerjournalister, mens offentlighedens sympati og tiltro i vores post-sandhedssamtid er mere splittet mellem de forskellige lag af “(stats)autoriseret” og folkelig reportage.
I sidste ende er det selvfølgelig bruddet med hyggen — det hjemlige, vante, trygge — som skaber uhyggen, og det må jfr Occams rageblad være den første og enkleste anledning til at så en spire af overnaturlig fare i det kollektive ubevidste. Og hvad er så nærmere end f eks talkshows, hvor den samme vært sidder bag samme skrivbord og stiller de samme spørgsmål år ud og år ind?
Men når den slags konventioner begynder at vakle, er det så meget mere foruroligende (måske endda blandet med skadefryd?) at se antydningen af deres fordærv, jo voldsommere og mere barokt jo bedre…
#analogHorror #Anmeldelser #foundFootage #horror #iDenBedsteSendetid #mockumentary #skærmjournal #talkshow #tekniskUheld
https://superkultur.dk/2024/07/24/djaevlen-i-husalteret-late-night-with-the-devil-og-andre-nedslag-i-talkshow-horror/
