Search
1000 results for “atmind”
-
Jeg lytter til episoden: "AI brænder din hjerne af" fra #Techtopia
"AI skal frigive tid og gøre os mere kreative. Men et nyt omfattende studie fra Harvard Business Review baseret på 1.500 fuldtidsansatte afslører en dyster bagside af medaljen: AI-hjernetræthed.
"Det er ikke bare almindelig træthed efter en lang arbejdsdag. Forskerne definerer det som en mental udmattelse, der opstår, når vi overvåger og kvalitetssikrer maskinens output ud over vores egen kognitive kapacitet."
Der er flere fine kommentarer, men en hæslig breaker! #ContentWarning
IDA TV
https://tv.ida.dk/video/126688397/techtopia-407-ai-braender-dinPocketCast
https://pca.st/episode/7f9147d2-30a3-40fd-9383-784625190ed0 -
Jeg lytter til episoden: "AI brænder din hjerne af" fra #Techtopia
"AI skal frigive tid og gøre os mere kreative. Men et nyt omfattende studie fra Harvard Business Review baseret på 1.500 fuldtidsansatte afslører en dyster bagside af medaljen: AI-hjernetræthed.
"Det er ikke bare almindelig træthed efter en lang arbejdsdag. Forskerne definerer det som en mental udmattelse, der opstår, når vi overvåger og kvalitetssikrer maskinens output ud over vores egen kognitive kapacitet."
Der er flere fine kommentarer, men en hæslig breaker! #ContentWarning
IDA TV
https://tv.ida.dk/video/126688397/techtopia-407-ai-braender-dinPocketCast
https://pca.st/episode/7f9147d2-30a3-40fd-9383-784625190ed0 -
Jeg lytter til episoden: "AI brænder din hjerne af" fra #Techtopia
"AI skal frigive tid og gøre os mere kreative. Men et nyt omfattende studie fra Harvard Business Review baseret på 1.500 fuldtidsansatte afslører en dyster bagside af medaljen: AI-hjernetræthed.
"Det er ikke bare almindelig træthed efter en lang arbejdsdag. Forskerne definerer det som en mental udmattelse, der opstår, når vi overvåger og kvalitetssikrer maskinens output ud over vores egen kognitive kapacitet."
Der er flere fine kommentarer, men en hæslig breaker! #ContentWarning
IDA TV
https://tv.ida.dk/video/126688397/techtopia-407-ai-braender-dinPocketCast
https://pca.st/episode/7f9147d2-30a3-40fd-9383-784625190ed0 -
What awaits you at Mind Over Matter, now on display at UMBC's Center for Art, Design and Visual Culture?
The exhibition is now open and continues through May 3, and you can join us for an Opening Reception tomorrow, Friday, April 14, from 6 to 8!
This MFA exhibition features works by Liza Aleinikova, Fahmida Hossain, and Anna Kroll, all 2023 graduates of UMBC's IMDA program.
-
What awaits you at Mind Over Matter, now on display at UMBC's Center for Art, Design and Visual Culture?
The exhibition is now open and continues through May 3, and you can join us for an Opening Reception tomorrow, Friday, April 14, from 6 to 8!
This MFA exhibition features works by Liza Aleinikova, Fahmida Hossain, and Anna Kroll, all 2023 graduates of UMBC's IMDA program.
-
What awaits you at Mind Over Matter, now on display at UMBC's Center for Art, Design and Visual Culture?
The exhibition is now open and continues through May 3, and you can join us for an Opening Reception tomorrow, Friday, April 14, from 6 to 8!
This MFA exhibition features works by Liza Aleinikova, Fahmida Hossain, and Anna Kroll, all 2023 graduates of UMBC's IMDA program.
-
den danske storfilm “Arabica”
personae dramatis:
Frederik Christian von Haven – Mads Mikkelsen
Peter Forsskål – Michael Persbrandt
Carsten Niebuhr – Thure Lindhardt
Christian Carl Kramer – Asger Rher
Georg Wilhelm Baurenfeind – Nicolas Bro
Berggren – Christoffer Hivju
instruktion: forhåbentlig Lars “von” Trier, men sikkert Bille August
baseret på Thorkild Hansens “Det lykkelige Arabien”
locations: alle mulige andre steder end Arabien, sådan som tingene står.
Nu kan manden jo være ligeglad, men jeg er stadig fuld af forundring over, at Jørgen Leth fik så mange på huden over Det uperfekte menneske (2005). I grunden drejede det sig om det tyve år senere så højt besungne “autofiktion” – altså det dér skriv, hvor man 1) ikke ved hvad for en slags tekst man læser, og 2) hvor tekstforfatteren giver sig selv tilladelse til at mene alt muligt, uden at skulle forsvare det samt lader sig irritere over, at andre måske mener noget andet. Jammen, det er min oplevelse, mine følelser! Og som bekendt kan man ikke desavouere andre menneskers følelser – når de nu HAR det sådan! som Dan Túrell siger.
Af lignende årsager kan det undre mig, hvor meget kritik der er blevet hældt henover Thorkild Hansens “Det lykkelige Arabien” (1962). Ikke fordi den bog kan beskyldes for at være autofiktiv, men fordi den heller ikke er en dokumentar. “Det lykkelige Arabien” er en roman. For ret beset er der adskillige år til, at Hansen begiver sig ud i noget dokumentarisk, kildebehæftet og reference-relateret. For i denne roman! beskæftiger han sig kun med en skide god historie – med fejl, undladelsessynder, overspringshandlinger og uvederhæftigheder til følge. Og lignende kan siges om utallige fremstillinger af andre og senere begivenheder, samt de involverede personer, tænk blot på film som “Churchill”, “Oppenheimer”, “Enigma”, “En kongelig affære” og “Flammen og Citronen”. Close, but no cigar!
(den hér forside kan jeg især lide, fordi den giver sådan en dejlig “DUNE”-feeling, hvilket passer sig)
Til sagen: Jeg har det med at genlæse bøger, og skulle jeg remse dem op ville det hurtigt kunne føre til den kedelige konklusion, at jeg ikke foretager mig andet – endsige læser noget nyt. Og det skulle jo nødigt hedde sig …
Så netop “Det lykkelige Arabien” er en bog jeg genbesøger, ihvertfald hvert 5. år – fordi det er sådan en herlig beretning.
Frederik V står som den der beordrer en “Expedition til Orienten ved et Litterært Selskab, nedsat af Hans Majestæt”. Nok snarere er der tale om, at visse kongen nærtstående rådgivere har overbevist alkoholikeren om, at det vil være en skide god ide, at sætte et aftryk OGSÅ i den akademiske verden. Og således bliver der sendt 6 mand til Arabien, efter en bunke indledende fnidderfnadder, der i sig selv er interessant, for da expeditionen stiger ombord på orlogsskibet “Grønland”, der skal føre dem til Konstantinopel er stemningen i det lille selskab ikke bare trykket: Den er knust. Der er, med Anders Fogh Rasmussens ord – men kontekstuelt knap så “opløftende” – ikke noget at komme efter! Og det bliver jævnt værre.
(Frederik Christian von Haven er udnævnt til SKURKEN)
Men de kommer skam til Middelhavet, til Konstantinopel og de kommer skam til Ægypten, og endelig – efter strabadser, nid&had og udsigten til ekspeditionens forlis, da også endelig til Yemen/Jemen og Det Lykkelige Arabien. Men så kommer de fatale ulykker, hinsides små intriger og almindelig misundelse, også i et omfang, der – bortset fra én mand – får kuldsejlet hele selskabet. Og så skulle man tro at historien var slut. Det er den ikke.
(Carsten Niebuhr er udnævnt til HELTEN)
Bortset fra et eminent sprog er romanen et godt indblik i både en tidsalder, der kan virke så fremmed, selvom den kun er små 300 år gammel. Og samtidig er den et møde med en verden af igår, når det kommer til nutidens forhold. Og selvfølgelig er den i sig selv noget gammelt lort (fra 1962) – ligesom mig. Så med Roy Battys ord: “Tid at flette næbbet”
-
I begyndelsen var skriget
Jeg fik jo så den dér “skraldede” bog – I BEGYNDELSEN VAR SKRIGET – skrevet af Henning Kure. Ja, det var min svigerinde, der spurgte mig “om ikke det var noget?”, for hun havde fundet den i en flyttekasse, der skulle smides ud, og det havde jo noget med vikinger at gøre ” -og så tænkte jeg på dig!” Sagde hun, mens jeg sad under et tæppe, med morderisk ondt i maven, træthed sivende ud af ørerne og øjne der hang nede på knæene. Virkelig en viking, dér!
Og så læste jeg den. Det kunne jeg ligeså godt –
– For jeg kender udmærket til Henning Kure, al den stund at han er ret central i dansktegneseriehistorie, i nyere tid. Ikke mindst som forfatter til “Valhalla”-tegneserien, sammen med Peter Madsen, Hans Rahnke-Nielsen og Søren Håkansson.
Jeg vidste også godt, at han iøvrigt forskede i myter – mytologier – og filologi og havde udgivet artikler om samme. Alligevel blev jeg positivt overrasket. Ret meget! Aldeles ganske! Nærmest henført og bjergtaget.
Se!
Jeg betragter ikke mig selv som specielt ondskabsfuld eller i besiddelse af sadistiske tendenser. Men jeg fryder mig inderligt når nogen brandbomber “de etablerede sandheder”, ikke mindst når det foregår på Den Videnskabelige Arena og koryfæerne får sådan én over lapperne! For alt for ofte får vi smækket sludder og vrøvl direkte i ansigtet, med besked om, at sådan forholder det sig, for det har “videnskaben”, “eksperter”, “vismænd” (hej CEPOS) eller “væsentlige kilder” udlagt som den sandhed, vi haver at forholde os til. Og jeg vil ikke engang Hive Hans Nobelsfredspris-hungrende Majestæt T. Rump ind i manegen. Det behøves ikke.
Og æder vi ikke dén, så får vi at vide, at “det er vilkår”, underforstået: – det kan man ikke gøre noget ved. Det er bare sådan det er. Men det er det ikke! Og nogle er frække nok til at rejse sig (subsidiært: – sætte sig til tasterne) og udbryde: – “vilkår kan ændres og synspunkter er ikke sandheder”.
Eksempler kunne være Friedrich Engels’ “Anti-Dühring”, hvor den socialdemokratiske værdisætning/”benchmarking” af begrebet “socialisme” bliver skudt i sænk af en dialektisk materialisme.
Det kunne være Carlo F. Hansens “Fysikkens elendighed”, hvor der bliver uddelt drøje hug til relativitetsteorierne samt kvantefysikken – id est: Einstein og Bohr.
Det kunne være Stephen Jay Goulds og Richard Dawkings indædte udfald mod kreationister. Eller det kunne være Elaine Morgans sammenbidte modstand mod en “tarzanistisk” tolkning af menneskets udvikling ( “Hvor kom kvinden fra?”)
(Jeg har også læst to bøger med en kritik af Tolkiens “Lord of the Rings”, med hvad hører af anklager om “borgerlighed”, “sen-victorianisme”, “romanticisme” og “pseudo-fascistoid tendens”. Og man må sige: “What’s not to like?” Det ved vi godt i forvejen, og det har ikke en skid at gøre med noget som helst, så luk nu bare kæften!)
Men hér, i tilfældet “I begyndelsen var skriget”, handler det om et nyt syn på nordisk mytologi, hvor Henning Kure gør op med en læsning af nogle centrale kvad, der oftest tolkes i en meget speciel optik. Nemlig en kristen!
Kures overordnede spørgsmål – eller snarere: – hans indledende spørgsmål er, om “vikingerne” ville kunne genkende deres verdensbillede – deres religiøse overbevisning – i den udlægning, der undervises og formidles í, nu om dage. Og hans svar er et klartonende “nej”, hvorefter han giver sig i kast med en demontering af “fastslåede kendsgerninger” og “uigendrivelige vilkår”.
Der er tale om udvalgte tekster (altså ikke hele korpus), navnlig “Havamal” og “Voluspa” ( “den højes tale” og “vølvens spådom”).
Det handler om verdens og menneskets skabelse.
Henning Kure anfører (og jeg er enig – er I?), at den almindelige dansker, herunder folkeskole- og gymnasieelever, har deres viden om nordisk/norrøn mytologi via en formidling af Snorre Sturlassons “Ældre Edda”, suppleret med nogle tekster af Grundtvig om “Saga” og “Frejas sal”. Og kontekstuelt betragtes mytologien herved som et famlende forsøg på, at nærme sig den kristne tros fundamentale begreber. Almost there but not quite! Udsagnet er, at de fattige vikingesjæle søgte i erindringen efter den tusind år gamle sandhed, der ligger i Mosebøgerne, og skabte en faksimile, der nødtvungent kunne holde, indtil den rette lære (kristendommen) endelig ville anduve deres kyster.
Deres mytologi var derfor sænket i et hedensk mørke. Der var de rigtige brikker, blot var de forkert sammensat.
Men det kan der gøres noget ved! Og derfor fifler Snorre videre med kildematerialet og når frem til dualiteter, der ligger kristendommen nær, når han genlæser og nedfælder sine gendigtninger.
Men!
– siger Kure!
– Der er ikke, i kildematerialet, belæg for påstandene. Hverken dramaturgisk, grammatisk, historisk, arkæologisk, filologisk eller kompositorisk. Det ligner mere en hvid kanin op af den høje hat og turtles all the way down.
Med andre ord: – Snorre Sturlassons udlægning af norrøn mytologi er et falsum, udelukkende begrundet i hans eget behov for en kristen mission!
De vilkår – dualiteter – som Snorre påstår eksistensen af, fordamper ved nærlæsning af kildematerialet. De ligheder, der påstås, er ikke blot overfladiske og misvisende, men hidrører fra mistolkning af enkelte passager – helt ned til enkelte ord – der bare ikke har den betydning, som Snorre tillægger dem.
Se! Det er fandme’ kritisk læsning. Og egentlig har kun én anke – ja, det er vel nærmest en fortrydelse, en ærgrelse: – hold kæfte hvor ville det bare have været fedt, hvis Henning Kure havde været med på sidelinjen, da Claus Deleuran skrev og tegnede sin “Danmarkshistorie For Folket”.
Jeg anbefaler derfor varmt: – “i Begyndelsen var skriget – Vikingetidens myter om skabelsen”, Henning Kure, 352 sider, Gyldendal 2010 (aner ikke hvad den koster – du må låne min)
-
I begyndelsen var skriget
Jeg fik jo så den dér “skraldede” bog – I BEGYNDELSEN VAR SKRIGET – skrevet af Henning Kure. Ja, det var min svigerinde, der spurgte mig “om ikke det var noget?”, for hun havde fundet den i en flyttekasse, der skulle smides ud, og det havde jo noget med vikinger at gøre ” -og så tænkte jeg på dig!” Sagde hun, mens jeg sad under et tæppe, med morderisk ondt i maven, træthed sivende ud af ørerne og øjne der hang nede på knæene. Virkelig en viking, dér!
Og så læste jeg den. Det kunne jeg ligeså godt –
– For jeg kender udmærket til Henning Kure, al den stund at han er ret central i dansktegneseriehistorie, i nyere tid. Ikke mindst som forfatter til “Valhalla”-tegneserien, sammen med Peter Madsen, Hans Rahnke-Nielsen og Søren Håkansson.
Jeg vidste også godt, at han iøvrigt forskede i myter – mytologier – og filologi og havde udgivet artikler om samme. Alligevel blev jeg positivt overrasket. Ret meget! Aldeles ganske! Nærmest henført og bjergtaget.
Se!
Jeg betragter ikke mig selv som specielt ondskabsfuld eller i besiddelse af sadistiske tendenser. Men jeg fryder mig inderligt når nogen brandbomber “de etablerede sandheder”, ikke mindst når det foregår på Den Videnskabelige Arena og koryfæerne får sådan én over lapperne! For alt for ofte får vi smækket sludder og vrøvl direkte i ansigtet, med besked om, at sådan forholder det sig, for det har “videnskaben”, “eksperter”, “vismænd” (hej CEPOS) eller “væsentlige kilder” udlagt som den sandhed, vi haver at forholde os til. Og jeg vil ikke engang Hive Hans Nobelsfredspris-hungrende Majestæt T. Rump ind i manegen. Det behøves ikke.
Og æder vi ikke dén, så får vi at vide, at “det er vilkår”, underforstået: – det kan man ikke gøre noget ved. Det er bare sådan det er. Men det er det ikke! Og nogle er frække nok til at rejse sig (subsidiært: – sætte sig til tasterne) og udbryde: – “vilkår kan ændres og synspunkter er ikke sandheder”.
Eksempler kunne være Friedrich Engels’ “Anti-Dühring”, hvor den socialdemokratiske værdisætning/”benchmarking” af begrebet “socialisme” bliver skudt i sænk af en dialektisk materialisme.
Det kunne være Carlo F. Hansens “Fysikkens elendighed”, hvor der bliver uddelt drøje hug til relativitetsteorierne samt kvantefysikken – id est: Einstein og Bohr.
Det kunne være Stephen Jay Goulds og Richard Dawkings indædte udfald mod kreationister. Eller det kunne være Elaine Morgans sammenbidte modstand mod en “tarzanistisk” tolkning af menneskets udvikling ( “Hvor kom kvinden fra?”)
(Jeg har også læst to bøger med en kritik af Tolkiens “Lord of the Rings”, med hvad hører af anklager om “borgerlighed”, “sen-victorianisme”, “romanticisme” og “pseudo-fascistoid tendens”. Og man må sige: “What’s not to like?” Det ved vi godt i forvejen, og det har ikke en skid at gøre med noget som helst, så luk nu bare kæften!)
Men hér, i tilfældet “I begyndelsen var skriget”, handler det om et nyt syn på nordisk mytologi, hvor Henning Kure gør op med en læsning af nogle centrale kvad, der oftest tolkes i en meget speciel optik. Nemlig en kristen!
Kures overordnede spørgsmål – eller snarere: – hans indledende spørgsmål er, om “vikingerne” ville kunne genkende deres verdensbillede – deres religiøse overbevisning – i den udlægning, der undervises og formidles í, nu om dage. Og hans svar er et klartonende “nej”, hvorefter han giver sig i kast med en demontering af “fastslåede kendsgerninger” og “uigendrivelige vilkår”.
Der er tale om udvalgte tekster (altså ikke hele korpus), navnlig “Havamal” og “Voluspa” ( “den højes tale” og “vølvens spådom”).
Det handler om verdens og menneskets skabelse.
Henning Kure anfører (og jeg er enig – er I?), at den almindelige dansker, herunder folkeskole- og gymnasieelever, har deres viden om nordisk/norrøn mytologi via en formidling af Snorre Sturlassons “Ældre Edda”, suppleret med nogle tekster af Grundtvig om “Saga” og “Frejas sal”. Og kontekstuelt betragtes mytologien herved som et famlende forsøg på, at nærme sig den kristne tros fundamentale begreber. Almost there but not quite! Udsagnet er, at de fattige vikingesjæle søgte i erindringen efter den tusind år gamle sandhed, der ligger i Mosebøgerne, og skabte en faksimile, der nødtvungent kunne holde, indtil den rette lære (kristendommen) endelig ville anduve deres kyster.
Deres mytologi var derfor sænket i et hedensk mørke. Der var de rigtige brikker, blot var de forkert sammensat.
Men det kan der gøres noget ved! Og derfor fifler Snorre videre med kildematerialet og når frem til dualiteter, der ligger kristendommen nær, når han genlæser og nedfælder sine gendigtninger.
Men!
– siger Kure!
– Der er ikke, i kildematerialet, belæg for påstandene. Hverken dramaturgisk, grammatisk, historisk, arkæologisk, filologisk eller kompositorisk. Det ligner mere en hvid kanin op af den høje hat og turtles all the way down.
Med andre ord: – Snorre Sturlassons udlægning af norrøn mytologi er et falsum, udelukkende begrundet i hans eget behov for en kristen mission!
De vilkår – dualiteter – som Snorre påstår eksistensen af, fordamper ved nærlæsning af kildematerialet. De ligheder, der påstås, er ikke blot overfladiske og misvisende, men hidrører fra mistolkning af enkelte passager – helt ned til enkelte ord – der bare ikke har den betydning, som Snorre tillægger dem.
Se! Det er fandme’ kritisk læsning. Og egentlig har kun én anke – ja, det er vel nærmest en fortrydelse, en ærgrelse: – hold kæfte hvor ville det bare have været fedt, hvis Henning Kure havde været med på sidelinjen, da Claus Deleuran skrev og tegnede sin “Danmarkshistorie For Folket”.
Jeg anbefaler derfor varmt: – “i Begyndelsen var skriget – Vikingetidens myter om skabelsen”, Henning Kure, 352 sider, Gyldendal 2010 (aner ikke hvad den koster – du må låne min)
-
I begyndelsen var skriget
Jeg fik jo så den dér “skraldede” bog – I BEGYNDELSEN VAR SKRIGET – skrevet af Henning Kure. Ja, det var min svigerinde, der spurgte mig “om ikke det var noget?”, for hun havde fundet den i en flyttekasse, der skulle smides ud, og det havde jo noget med vikinger at gøre ” -og så tænkte jeg på dig!” Sagde hun, mens jeg sad under et tæppe, med morderisk ondt i maven, træthed sivende ud af ørerne og øjne der hang nede på knæene. Virkelig en viking, dér!
Og så læste jeg den. Det kunne jeg ligeså godt –
– For jeg kender udmærket til Henning Kure, al den stund at han er ret central i dansktegneseriehistorie, i nyere tid. Ikke mindst som forfatter til “Valhalla”-tegneserien, sammen med Peter Madsen, Hans Rahnke-Nielsen og Søren Håkansson.
Jeg vidste også godt, at han iøvrigt forskede i myter – mytologier – og filologi og havde udgivet artikler om samme. Alligevel blev jeg positivt overrasket. Ret meget! Aldeles ganske! Nærmest henført og bjergtaget.
Se!
Jeg betragter ikke mig selv som specielt ondskabsfuld eller i besiddelse af sadistiske tendenser. Men jeg fryder mig inderligt når nogen brandbomber “de etablerede sandheder”, ikke mindst når det foregår på Den Videnskabelige Arena og koryfæerne får sådan én over lapperne! For alt for ofte får vi smækket sludder og vrøvl direkte i ansigtet, med besked om, at sådan forholder det sig, for det har “videnskaben”, “eksperter”, “vismænd” (hej CEPOS) eller “væsentlige kilder” udlagt som den sandhed, vi haver at forholde os til. Og jeg vil ikke engang Hive Hans Nobelsfredspris-hungrende Majestæt T. Rump ind i manegen. Det behøves ikke.
Og æder vi ikke dén, så får vi at vide, at “det er vilkår”, underforstået: – det kan man ikke gøre noget ved. Det er bare sådan det er. Men det er det ikke! Og nogle er frække nok til at rejse sig (subsidiært: – sætte sig til tasterne) og udbryde: – “vilkår kan ændres og synspunkter er ikke sandheder”.
Eksempler kunne være Friedrich Engels’ “Anti-Dühring”, hvor den socialdemokratiske værdisætning/”benchmarking” af begrebet “socialisme” bliver skudt i sænk af en dialektisk materialisme.
Det kunne være Carlo F. Hansens “Fysikkens elendighed”, hvor der bliver uddelt drøje hug til relativitetsteorierne samt kvantefysikken – id est: Einstein og Bohr.
Det kunne være Stephen Jay Goulds og Richard Dawkings indædte udfald mod kreationister. Eller det kunne være Elaine Morgans sammenbidte modstand mod en “tarzanistisk” tolkning af menneskets udvikling ( “Hvor kom kvinden fra?”)
(Jeg har også læst to bøger med en kritik af Tolkiens “Lord of the Rings”, med hvad hører af anklager om “borgerlighed”, “sen-victorianisme”, “romanticisme” og “pseudo-fascistoid tendens”. Og man må sige: “What’s not to like?” Det ved vi godt i forvejen, og det har ikke en skid at gøre med noget som helst, så luk nu bare kæften!)
Men hér, i tilfældet “I begyndelsen var skriget”, handler det om et nyt syn på nordisk mytologi, hvor Henning Kure gør op med en læsning af nogle centrale kvad, der oftest tolkes i en meget speciel optik. Nemlig en kristen!
Kures overordnede spørgsmål – eller snarere: – hans indledende spørgsmål er, om “vikingerne” ville kunne genkende deres verdensbillede – deres religiøse overbevisning – i den udlægning, der undervises og formidles í, nu om dage. Og hans svar er et klartonende “nej”, hvorefter han giver sig i kast med en demontering af “fastslåede kendsgerninger” og “uigendrivelige vilkår”.
Der er tale om udvalgte tekster (altså ikke hele korpus), navnlig “Havamal” og “Voluspa” ( “den højes tale” og “vølvens spådom”).
Det handler om verdens og menneskets skabelse.
Henning Kure anfører (og jeg er enig – er I?), at den almindelige dansker, herunder folkeskole- og gymnasieelever, har deres viden om nordisk/norrøn mytologi via en formidling af Snorre Sturlassons “Ældre Edda”, suppleret med nogle tekster af Grundtvig om “Saga” og “Frejas sal”. Og kontekstuelt betragtes mytologien herved som et famlende forsøg på, at nærme sig den kristne tros fundamentale begreber. Almost there but not quite! Udsagnet er, at de fattige vikingesjæle søgte i erindringen efter den tusind år gamle sandhed, der ligger i Mosebøgerne, og skabte en faksimile, der nødtvungent kunne holde, indtil den rette lære (kristendommen) endelig ville anduve deres kyster.
Deres mytologi var derfor sænket i et hedensk mørke. Der var de rigtige brikker, blot var de forkert sammensat.
Men det kan der gøres noget ved! Og derfor fifler Snorre videre med kildematerialet og når frem til dualiteter, der ligger kristendommen nær, når han genlæser og nedfælder sine gendigtninger.
Men!
– siger Kure!
– Der er ikke, i kildematerialet, belæg for påstandene. Hverken dramaturgisk, grammatisk, historisk, arkæologisk, filologisk eller kompositorisk. Det ligner mere en hvid kanin op af den høje hat og turtles all the way down.
Med andre ord: – Snorre Sturlassons udlægning af norrøn mytologi er et falsum, udelukkende begrundet i hans eget behov for en kristen mission!
De vilkår – dualiteter – som Snorre påstår eksistensen af, fordamper ved nærlæsning af kildematerialet. De ligheder, der påstås, er ikke blot overfladiske og misvisende, men hidrører fra mistolkning af enkelte passager – helt ned til enkelte ord – der bare ikke har den betydning, som Snorre tillægger dem.
Se! Det er fandme’ kritisk læsning. Og egentlig har kun én anke – ja, det er vel nærmest en fortrydelse, en ærgrelse: – hold kæfte hvor ville det bare have været fedt, hvis Henning Kure havde været med på sidelinjen, da Claus Deleuran skrev og tegnede sin “Danmarkshistorie For Folket”.
Jeg anbefaler derfor varmt: – “i Begyndelsen var skriget – Vikingetidens myter om skabelsen”, Henning Kure, 352 sider, Gyldendal 2010 (aner ikke hvad den koster – du må låne min)
-
I begyndelsen var skriget
Jeg fik jo så den dér “skraldede” bog – I BEGYNDELSEN VAR SKRIGET – skrevet af Henning Kure. Ja, det var min svigerinde, der spurgte mig “om ikke det var noget?”, for hun havde fundet den i en flyttekasse, der skulle smides ud, og det havde jo noget med vikinger at gøre ” -og så tænkte jeg på dig!” Sagde hun, mens jeg sad under et tæppe, med morderisk ondt i maven, træthed sivende ud af ørerne og øjne der hang nede på knæene. Virkelig en viking, dér!
Og så læste jeg den. Det kunne jeg ligeså godt –
– For jeg kender udmærket til Henning Kure, al den stund at han er ret central i dansktegneseriehistorie, i nyere tid. Ikke mindst som forfatter til “Valhalla”-tegneserien, sammen med Peter Madsen, Hans Rahnke-Nielsen og Søren Håkansson.
Jeg vidste også godt, at han iøvrigt forskede i myter – mytologier – og filologi og havde udgivet artikler om samme. Alligevel blev jeg positivt overrasket. Ret meget! Aldeles ganske! Nærmest henført og bjergtaget.
Se!
Jeg betragter ikke mig selv som specielt ondskabsfuld eller i besiddelse af sadistiske tendenser. Men jeg fryder mig inderligt når nogen brandbomber “de etablerede sandheder”, ikke mindst når det foregår på Den Videnskabelige Arena og koryfæerne får sådan én over lapperne! For alt for ofte får vi smækket sludder og vrøvl direkte i ansigtet, med besked om, at sådan forholder det sig, for det har “videnskaben”, “eksperter”, “vismænd” (hej CEPOS) eller “væsentlige kilder” udlagt som den sandhed, vi haver at forholde os til. Og jeg vil ikke engang Hive Hans Nobelsfredspris-hungrende Majestæt T. Rump ind i manegen. Det behøves ikke.
Og æder vi ikke dén, så får vi at vide, at “det er vilkår”, underforstået: – det kan man ikke gøre noget ved. Det er bare sådan det er. Men det er det ikke! Og nogle er frække nok til at rejse sig (subsidiært: – sætte sig til tasterne) og udbryde: – “vilkår kan ændres og synspunkter er ikke sandheder”.
Eksempler kunne være Friedrich Engels’ “Anti-Dühring”, hvor den socialdemokratiske værdisætning/”benchmarking” af begrebet “socialisme” bliver skudt i sænk af en dialektisk materialisme.
Det kunne være Carlo F. Hansens “Fysikkens elendighed”, hvor der bliver uddelt drøje hug til relativitetsteorierne samt kvantefysikken – id est: Einstein og Bohr.
Det kunne være Stephen Jay Goulds og Richard Dawkings indædte udfald mod kreationister. Eller det kunne være Elaine Morgans sammenbidte modstand mod en “tarzanistisk” tolkning af menneskets udvikling ( “Hvor kom kvinden fra?”)
(Jeg har også læst to bøger med en kritik af Tolkiens “Lord of the Rings”, med hvad hører af anklager om “borgerlighed”, “sen-victorianisme”, “romanticisme” og “pseudo-fascistoid tendens”. Og man må sige: “What’s not to like?” Det ved vi godt i forvejen, og det har ikke en skid at gøre med noget som helst, så luk nu bare kæften!)
Men hér, i tilfældet “I begyndelsen var skriget”, handler det om et nyt syn på nordisk mytologi, hvor Henning Kure gør op med en læsning af nogle centrale kvad, der oftest tolkes i en meget speciel optik. Nemlig en kristen!
Kures overordnede spørgsmål – eller snarere: – hans indledende spørgsmål er, om “vikingerne” ville kunne genkende deres verdensbillede – deres religiøse overbevisning – i den udlægning, der undervises og formidles í, nu om dage. Og hans svar er et klartonende “nej”, hvorefter han giver sig i kast med en demontering af “fastslåede kendsgerninger” og “uigendrivelige vilkår”.
Der er tale om udvalgte tekster (altså ikke hele korpus), navnlig “Havamal” og “Voluspa” ( “den højes tale” og “vølvens spådom”).
Det handler om verdens og menneskets skabelse.
Henning Kure anfører (og jeg er enig – er I?), at den almindelige dansker, herunder folkeskole- og gymnasieelever, har deres viden om nordisk/norrøn mytologi via en formidling af Snorre Sturlassons “Ældre Edda”, suppleret med nogle tekster af Grundtvig om “Saga” og “Frejas sal”. Og kontekstuelt betragtes mytologien herved som et famlende forsøg på, at nærme sig den kristne tros fundamentale begreber. Almost there but not quite! Udsagnet er, at de fattige vikingesjæle søgte i erindringen efter den tusind år gamle sandhed, der ligger i Mosebøgerne, og skabte en faksimile, der nødtvungent kunne holde, indtil den rette lære (kristendommen) endelig ville anduve deres kyster.
Deres mytologi var derfor sænket i et hedensk mørke. Der var de rigtige brikker, blot var de forkert sammensat.
Men det kan der gøres noget ved! Og derfor fifler Snorre videre med kildematerialet og når frem til dualiteter, der ligger kristendommen nær, når han genlæser og nedfælder sine gendigtninger.
Men!
– siger Kure!
– Der er ikke, i kildematerialet, belæg for påstandene. Hverken dramaturgisk, grammatisk, historisk, arkæologisk, filologisk eller kompositorisk. Det ligner mere en hvid kanin op af den høje hat og turtles all the way down.
Med andre ord: – Snorre Sturlassons udlægning af norrøn mytologi er et falsum, udelukkende begrundet i hans eget behov for en kristen mission!
De vilkår – dualiteter – som Snorre påstår eksistensen af, fordamper ved nærlæsning af kildematerialet. De ligheder, der påstås, er ikke blot overfladiske og misvisende, men hidrører fra mistolkning af enkelte passager – helt ned til enkelte ord – der bare ikke har den betydning, som Snorre tillægger dem.
Se! Det er fandme’ kritisk læsning. Og egentlig har kun én anke – ja, det er vel nærmest en fortrydelse, en ærgrelse: – hold kæfte hvor ville det bare have været fedt, hvis Henning Kure havde været med på sidelinjen, da Claus Deleuran skrev og tegnede sin “Danmarkshistorie For Folket”.
Jeg anbefaler derfor varmt: – “i Begyndelsen var skriget – Vikingetidens myter om skabelsen”, Henning Kure, 352 sider, Gyldendal 2010 (aner ikke hvad den koster – du må låne min)
-
Strejferne – 1980
For et par uger siden blev jeg spurgt, om der mon findes en liste over danske science fiction film. Og eftersom det var min svoger, der spurgte, kastede jeg mig hovedkulds ud i en research – der ikke rigtigt kom ud af hangaren, fordi de lister jeg kunne finde var, nåja, håbløse: – “Himmelskibet”, “Reptilicus”, “Rejsen til Saturn” og “LEGO: Star Wars”. Og det var så det. Og den længste liste (Wiki) omfattede samme plus 9 mere = 15, herunder “Gayniggers from outer space”.
Som på en eller anden måde er i familie med:
I mellemtiden mailede svoger mig igen, og det fremkom at det han (nok) var mest interesseret i, var en kortfilm om nogle mennesker der slås om iltslanger i en grusgrav. Og eftersom det var migselv, der havde vist ham den, var det da et uhyre let spørgsmål. For det drejer sig om en afgangsfilm fra Den Danske Filmskole med titlen “Connected”.
(kan ses på YouTube)
Min egen nysgerrighed var dog ikke stillet, så jeg skrev til Janus Andersen, Niels Dalgaard samt Det Danske Filminstitut. Og for nu at begynde bagfra, meldte Filminstituttets Bibliotek, at man dér ikke genre-kategoriserede film, hvilket må siges at være en biblioteksmæssig finurlighed (men hvad ved jeg? Der er to bibliotekarer i nærmeste nærhed – muligvis de kan belære mig om noget andet).
Niels Dalgaard svarede, at han ikke var bekendt med nogen officiel liste over danske science fiction film, hvilket måske også – og uden negative overtoner – hænger sammen med at Dalgaard er “litteratur-menneske”. Men når han skriver sådan, så er der grund til at tro ham: – der findes ingen officiel liste (beklager, svoger!)
Janus havde været “proaktiv” og sendte mig et link til IMDB, hvilket naturligvis var “vand på fars mølle”, selvom jeg ikke forstår hvorfor faen jeg ikke selv tænkte på det. Men det gjorde jeg ikke – så Janus tænkte for mig, så tak for det.
IMBD har 50 “hits” på søgningen hér og det sér unægteligt lidt mere lovende ud, omend jeg tvivler på at listen er komplet. Hvilket er lidt som den dér videnskabsteoretiske term: “Der er det vi ved, vi ved; så er det det vi ved, at vi ikke ved; og endeligt er det det vi ikke ved, at vi ikke ved!”
Men jeg ved ihvertfald, at listen fra IMDB indeholder en dansk SF-TV-Film fra 1980, “Strejferne”.
Den er skrevet af Jess Ørnsbo, instrueret af Ole Roos og de medvirkende er Otto Brandenburg, Lene Tiemroth, Jesper Christensen m.fl. og scenariet er, at i en nær fremtid er den ubemidlede del af befolkningen blevet til “white trash”, der kører vejene tynde i deres udslidte “vans” og bekriger hinanden. Og noget ved den film fik mig til at tænke på – nej, ikke “Mad Max” – på “Vagabondernes planet” af Niels E. Nielsen. Men hverken Ørnsbo eller Roos når Nielsen til knæskallerne. For selvom der er interessante henvisninger til andre dystopier
så er der alligevel noget råddent i denne films grundlæggende indstilling til menneskets natur.
Præmissen er, at de besiddelsesløse fræser rundt i deres vans, hvoraf “vores” hovedkarakterer råder over et Folkevognsrugbrød, komplet med hundelem og forrudegitter, hvis nu nogle andre vans skulle spule dem med (bogstavelig talt) pis og lort. Derudover bruger de deres tid på at stjæle, ødelægge, skændes, lyve, æde, bolle, drikke og være voldelige – og holde en “asfaltbegravelse”. Men da Rugbrødet skal til eftersyn synes De Fastboende – altså dem med fast indkomst, eftersom de ansat i “synshallen”(Østre Gasværk), ikke at opføre sig stort anderledes – måske fordi det er lavstatus-job? Ihvertfald har jeg det lidt somom, at denne film blot er en trist forlængelse af ideen om, at “civilisation er blot en tynd fernis over den rødøjede morderabe”, der dukker op i mennesket såsnart kontrollen slækkes.
Uha, der findes da masser af dumme svin derude, og i det ørnsboske fremtidssamfund findes der vel også “samspilsramte familier”. Men hér – i “Strejferne” – er vi kun vidner til det depraverede, hvilket måske (scenerne i “synshallen” taget i mende) skal ses som repræsentativt for hele samfundet. Men hvilke mekanismer retter kritikken sig så imod? Eller er vi her kun for at se nogle dumme svin og nogle dumrianer opføre sig som sådanne? Og hvilken næring skal vi uddrage af det giftstof? Det er knap nok Nietzsche, og det er ihvertfald slet ikke Darwin, og iøvrigt bør enhver der tror på “den rødøjede morderabe” læse Stephen Jay Goulds fremragende essay “Ten thousand acts of kindness”.
Jeg har intet at udsætte på skuespillerpræstationerne: – de arbejder med det de har, dér hvor de er, så godt de kan. Og special-effekter: – ja, det er som det er … eller rettere var – for 45 år siden. Dialogen er tydeligvis skrevet af én, der tror han ved hvordan almindelige mennesker taler (Jess Ørnsbo). Og med hensyn til instruktion: – det er som det er, fordi hele forlægget bygger på en mér-antagelse, der bare ikke holder.
Molevitten kan ses hér
– og jeg syns man skal se den. 1 time og 5 minutter og 2 stjerner ud af 6 mulige 🙂
-
Djævlen i husalteret: “Late night with the devil” og andre nedslag i talkshow-horror
For nyligt gjorde filmen Late night with the devil et mindre skvulp i horror-enden af streamingfladen. Det er, kort fortalt, historien om et midnats-talkshow som bogstaveligt talt går ad helvede til live i æteren, da værten interviewer en pige, som siges at være besat af dæmoner.
Det var en ganske forfriskende gyserhistorie efter nogle år med langt mellem afvigelser fra den formel, som særligt The conjuring og dens spinoffs har kridtet op. Flere anmeldere har rost Late night with the devil for dens originalitet, men som bekendt kan man ikke lave noget nyt i postmoderniteten. Vi er dømt(?) til om og om igen at drikke nyt vand på gamle genbrugsplasticflasker — og selv vandet er del af et større, uendeligt kredsløb.
Men alt som var gammelt er også nyt igen i superkulturen, og visse læsere kunne jo have fået appetit på mere i samme dur. Jeg har derfor samlet en lille håndfuld film (inkusive én papirnovelle), hvor direkte transmissioner tager en katastrofal drejning til den mørke side. Lad os starte med den seneste tilføjelse til emnet:
Late night with the devil (2024)
Hvori vi følger David Dastmachian som den ærgerrige, men på overfladen sympatiske talkshow-vært Jack Delroy i det som skal være hans comeback-udsendelse efter en privat tragedie. En indledende, pseudo-dokumentarisk montage resumerer Delroys karriere, krydret med sensationalistisk sladder om hemmelige ordener á la Bohemian grove.
Herefter ser vi aftenshowet rulle af stablen, både fra TV-kameraernes vinkel og bag kulisserne. En del af intrigen er både Delroys, hans gæster og stabs skiftende attituder, alt afhængig om de er på skærmen eller ej — og de studehandler, der bliver gjort i reklamepauserne — men fokus er selvfølgelig på det okkulte plot, der sniger sig ind i kraft af programmets tema.
For Late night with the devil udspiller sig i ’70ernes paranormale bølge (som man kunne sige, vi ikke helt har sluppet endnu), og Delroys øvrige gæster er karikaturer af henholdsvis Uri Geller og James Randi. En bliver slået hjem tidligt, mens den anden spiller en mere afgørende rolle i den videre historie. Og det samme gør måske endda vores vært, Jack.
Her gøres god brug af seernes kendskab til både talkshowformen, dens klichéer, og det større medielandskab, den indgår i. F eks er Delroys store hvide hval at slå den virkelige Johnny Carsons seertal, bare én gang — og de indlagte reklamepauser bliver som sagt en mulighed for at se figurerne med masker og parader nede. Og i en nøglescene giver just TV-mediet mulighed for at gense samme hændelse med kameraets nøgterne øje kontra hvad de involverede oplever i studiet.
Men djævlen er ikke bare i detaljen, han står her i selve titlen. Og selvfølgelig bobler han op til overfladen, da en teenagepige med minder om okkult misbrug lader sig hypnotisere for åben skærm — hvorefter både form og facader krakellerer. For her er ikke bare skeptisk trylleri og taskenspil på færde; der er foregået insiderhandel med sjæle som valuta. Herfra må seeren selv afgøre, hvad der er realitet og fantasi, men det er en dragende hallucinatorisk opvisning.
TMDb
Ghostwatch (1992)
En af de tidligste mockumentary-gysere (syv år før Blair witch project) , med autencitetsstempel af selve BBC og den folkekendte vært Michael Parkinson, havde samme effekt på de britiske seere som Orson Welles’ Klodernes kamp-radiospil på lyttere i USA 54 år tidligere. Ghostwatch var indspillet på forhånd, annonceret som fiktion, og forfatteren Stephen Volk endda krediteret som sådan i starten af programmet, men så overbevisende var dets affektion af direkte TV-udsendelser, at en anslået million seere ringede ind for at bidrage med deres egne spøgelsesoplevelser.
For det hele var et mediebevidst halloween-drama lagt op som en live-transmission, dels fra et tidstypisk TV-studie, hvorfra Parkinson koordinerede og interviewede “gæster”, dels fra et middelklassehjem i en af Londons forstæder, hvor familien hævdede at blive hjemsøgt af en åndelig tilstedeværelse, som kalkeret fra den berygtede Enfield-poltergeist).
Undervejs eskalerer de paranormale hændelser, først ude i marken, hvor den ubehagelige bankeånd “Mister Pipes” begynder at manifestere sig, til og med i baggrunden af slørede videotransmissioner. Den fingerede hotline, hvor “seere” kunne ringe ind (og mange rigtige seere altså prøvede at komme igennem) bliver snedigt brugt til at påpege netop Pipes’ gæsteoptrædener, og gæster i studiet såvel som på en “satellitforbindelse”” puster løbende til den ulmende spænding.
For snart udvikler situationen sig også i selve studiet, hvor statsradiofoniens hyggeautoritet og struktur kollapser mens kameraerne ruller. Her gør Parkinson et fremragende stykke skuespil, der troværdigt underminerer hans rolle som selve ansigtet på denne vennesæle verdensorden, og det samme gør hans medværter (ligeledes kendte ansigter fra skærmen).
Lige så rystende det har været som seer at få rykket grænserne mellem fiktion og fakta, lige så overraskende er det, at BBC tillod nogle af sine kendteste ansigter at bryde overenskomsten med de samme seere om institutionens integritet og troværdighed. Men effektivt er det — så meget, at udsendelsen aldrig er blevet genudsendt på BBC. I dag, over 30 år senere, har værterne ikke samme genkendelighedsfaktor, ’90er-TV-tempoet er lidt bedaget, og verisimilituden brister desuden, når man er nødt til at proppe en DVD i maskinen for at se programmet, fremfor at slå ind på hjemsøgelsen af vanvare.
Ikke desto mindre er Stephen Volks historie stadig et kig værd, selv for fans af f eks Paranormal activity; og den autentiske iscenesættelse bliver særligt interessant i betragtning af Ghostwatch‘s indflydelse på senere film som Late night with the devil …og History of the occult.
History of the occult (2020)
Argentina, 1987; kun måneder før et præsidentvalg, der kan blive afgørende for den siddende regering efter en upopulær sparepolitik. Det kulegravende TV-program 60 minutter før midnat viser sin sidste, kontroversielle udsendelse, som allerede har tvunget redaktionsstaben til at gå under jorden. Fra deres dækadresse følger de transmissionen mens den udspiller sig, og afventer et sidste, afgørende bevis fra en medarbejder.
Men det som skulle være en afdækning af kammerateri og hemmelige forbindelser mellem erhvervsliv og de højeste politiske embeder bliver i stedet et overraskende dyk ned i sydamerikansk brujeria, anvendt som magtmiddel af de samme mennesker — endda på et virkelighedsforandrende niveau.
History of the occult er filmet i sort/hvid og 4:3-format (med enkelte, prægnante undtagelser, som ikke skal afsløres her) for at stemme overens med firsernes argentinske TV-udsendelser, og også her bruges både den (nu gammeldags) interviewform og de indlagte reklamepauser som strukturelle fortællegreb: I programmets form indgår en nedtælling fra 60 minutter, som i sin lighed med en tidsindstillet bombe øger spændingen undervejs, og tidligt i udsendelsen udvandrer en gæst i protest — en risiko i enhver direkte transmission.
Derudover giver reklameblokkene, som i Late night with the devil, mulighed for at den isolerede redaktion kan samle trådene og lægge nødplaner, men her giver selv reklamerne (fra bl a programmets eneste tilbageværende sponsor) spor om det mystiske, tredimensionelle skakparti som synes at udfolde sig langt udover journalisternes fatteevne. Hjulpet på vej af et hallucinogen (kendt fra Rosemarys baby) begynder de at danne sig et dybt forstyrrende overblik over, hvad der egentlig er på spil.
Men som skandinav fornemmer jeg at brujeriaen dækker over andre, specifikt argentinske temaer, som løber under det hele. Folk som på magisk vis bliver “udviskede” fra virkeligheden bringer mindelser om totalitære staters angreb på dissidenter, ligesom den selvforstærkende magtklikes næsten fuldstændige kontrol let omsættes til magisk indflydelse. “Er det en form for kode?” spørger en af journalisterne, da en af talkshowgæsterne begynder at spy troldmandsjargon — og jo mere jeg tænker over det, jo mere overbevist er jeg om, at det er tilfældet.
Pontypool (2009)
I Bruce McDonalds film er det ikke en TV-udsendelse, men et radioprogram, der transmitteres. På mange niveauer kunne Pontypool lige så godt have været et hørespil, men både scenografi og de medvirkendes fysiske spil tilfører nu altså et ekstra lag til de delikate sproglige formuleringer, som filmen er fyldt med.
Og modsat de foregående eksempler er den specifikke udsendelse ikke et stort anlagt comeback eller det sidste skud i bøssen for radiovært Grant Mazzy; det er bare endnu en dag i hans dødvande på lokalradioen i den søvnige, canadiske lilleby Pontypool. Mazzy er tydeligvis faldet fra højere luftlag som “shock jock” i storbyen, og han har stadig ikke akklimatiseret sig i de mindre prestigefyldte forhold, da en semiotisk virus angriber de lokale og forvandler dem til rablende zombies, der mekanisk gentager deres sidste sætninger uden stop — tag jer i agt for de omvandrende meningstab.
Mazzy bliver nødt til at acceptere rollen som lokalsamfundets hovedkilde til information gennem krisen, men dels opløses hans hovedsagelige kommunikationsform, sproget, af “virusen”, dels er det selve mediet hvorigennem den spredes. Det er med andre ord et sammenbrud helt inde i marven af samtaleradio.
Vi følger den lille produktionsstabs forsøg på at holde rede i modstridende informationer, isolerede men også forskansede i et kælderstudie under et forsamlingshus(?). Det fokuserer spillet helt ind på Mazzys relationer med produceren Sydney, deres assistent Laurel Ann, og de uundværlige gæster i studiet. Selve provinsmiljøet giver også ekstra kulør til det traditionelle billede af et travlt, effektivt presserum.
F eks er det først da de rigtig er på spanden, Mazzy finder ud af at trafikreporterens helikopter ikke er helt hvad han forestillede sig. I det hele taget er den mikroskopiske skala Pontypools styrke i og med at afstanden mellem journalist og publikum er så meget mindre end i Late night with the devil eller Ghostwatch, hvor der både er status- og formel distance mellem seere og de (fiktive eller faktiske) kendisser på skærmen. Og kaoset udenfor gør studiet til orkanens relativt rolige øje.
Der er andre forskelle, som for Pontypool til at stikke ud fra de øvrige eksempler på listen: På grund af zombiefaktoren kan truslen ikke fysisk bryde åbent ud i studiet fra starten, men må kulminere med en indtrængen. Zombier er i høj grad en ekstern fare, mens det overnaturlige, spøgelser og dæmoner oftere er en spejling af indre, personlige konflikter. I stedet øges presset langsomt gennem filmen til det må finde udløb.
Men faren er den samme, en eksistentiel trussel mod hvad man har bildt sig selv ind eller fortrængt; sociale konventioner og samfundsinstitutioner som her nationale medier står for fald, og både medvirkende og seere bliver nødt til at komme overens med at verden (alternativt deres personlige verdensbillede) ikke hænger sammen som de troede.
I sidste ende accepterer Mazzy trummerummen: Det var ikke jordens undergang, det var bare endnu en dag som endte. Eller?
TMDb | Superkulturs anmeldelse
Vanni Fucci is alive and well and living in hell (1988)
Illustration af Priamo della Quercia (15. årh.) til 25. sang af Dantes “Guddommelige komedie”, hvori Vanni Fucci (t.h.) angribes af slanger og andet krybHer strejfer jeg fra de visuelle medier til litteraturen, som jeg ellers hellere overlader til Superkulturs øvrige skribenter. For allerede da jeg hørte foromtalen om Late night with the devil, håbede jeg at der var tale om en filmatisering af Dan Simmons’ novelle. For godt nok er dette en rigtig papirtekst, men settingen er såmænd et talkshow-studie. Og ikke et almindeligt talkshow som man kan finde dem på en hvilken som helst damp-TV-station, næh — dette er et televangelisk vækkelsesprogram.
Forfatteren må have et horn i siden på netop de kålhellige TV-prædikanter, der begyndte at bygge millionfranchises op i firsernes USA, for “Vanni Fucci…” er kun den ene af to noveller i hans opsamling Prayers to broken stones, hvor de bliver genstand for kranke skæbner. I denne historie dukker titlens indvåner fra helvede op til en ubudt gæstemedvirken på Brother Freddy’s Hallelujah Breakfast Club, og uddeler sin infernalske vrede over både produktionen og dens gæster.
Lidt baggrund kan være på sin plads: Vanni Fucci er en personage, som først blev præsenteret i Dante Alighieris Guddommelige komedie, specifikt i canto 24-25 af “komediens” første del, Inferno. Her henslæber han evigheden i en del af helvedes ottende kreds, som er forbeholdt tyve. Fuccis specifikke straf er at blive angrebet af slanger og andet kryb som lever i denne malebolgia, bryde i flammer og genopstå af asken, kun for at gentage det igen og igen. Det gør det ikke bedre for Fucci, at han i canto 25 forbander gud med en dobbelt fica in mano…
I denne knapt 700 år senere novelle tilføjes nogle flere detaljer til Fuccis plager: hans blasfemi er en tilbagevendende del af cyklussen, som forvandler alle tyve i bolgiaen til de fabeløgler, som overfalder ham. Og så er Fucci iflg Simmons særligt forbandet (i mere end én forstand), fordi Dante tog parti mod hans lejr i guelfernes interne stridigheder — Alighieri tilhørte den såkaldt “hvide” fraktion, mens Fucci var af de “sorte”, og eftersom Alighieri blev helvedes litterære hovedarkitekt kunne han reservere de mest nederdrægtige pladser til sine politiske uvenner.
“Vanni Fucci…” er en dybsort og skarp satire over genfødte kristnes massemissioneren på kabel-TV, og søtter både dem og Den guddommelige komedie i mere jordnære perspektiver. De specifikke troper vi kender fra talkshows bruges her mere som staffage end i de ovenstående eksempler, men siden jeg læste novellen i gymnasiet har den forblevet mit personlige højvandsmærke for talkshow-horror.
…men hvorfor talkshows?
Der er forskellige og varierende fællestræk mellem de ovenstående eksempler — live-udsendelsen og genresettingen bliver begge tematiserede forskelligt afhængigt af den samtidskontekst som hvert værk indgår i, og der er jo en bred tidsmæssig vifte at overskue her. Kan man overhovedet tale om en sammenhæng mellem dem, eller må vi nøjes med at sammenligne dem som en løbende kommentar til massemedierne?
For nu at starte ved de mest aktuelle titler, er både Late night with the devil og History of the occult blevet typificeret som “analog horror”, en slags subgenre af found footage med tilsat fetichering af fysiske medier (jeg anbefaler podcasten Imaginary worlds’ afsnit om emnet for en dybere introduktion). Og begges handlinger er som sagt sat henholdsvis næsten 50 og 40 år før deres produktion, men de savner den fascination af selve materialet, som i mine øjne særligt karakteriserer analog horror-film, f eks i Skinamarink.
Men det kan være værd at dvæle lidt ved disse fortidens sene programflader. Med op til et halvt århundredes forskydning havner de i en periode, som bredt set er identisk med barndommen. Og fra et barns perspektiv er alt, som foregår efter ens sengetid dels del af voksenverden, dels potentielt magisk eller farligt. Briterne har et helt formelt udtryk for, hvornår man kan vise “voksne” programmer på TV; watershed, dvs den tid hvor unge og påvirkelige seere er lagt i seng.
Det er måske en ubevidst årsag til at sætte disse film post-watershed, eller også er årsagen helt enkelt den, at både aktualitetsprogrammer og mere letbenede talkshows ganske vist kunne tage fat i alvorlige emner for de formodentlig ansvarlige voksne seere, men i praksis var en del af publikum hensat i en døs efter arbejde, indkøb og aftensmad. Spørgsmålet om at beskytte de letpåvirkede seere bliver derfor lidt mere uklart, og netop skellet mellem virkelighed, drøm og illusion bliver også visket ud i både History of the occult og Late night with the devil.
Inkluderer vi Ghostwatch i analysen, ligger vi genremæssigt i et krydsfelt mellem mockumentary og found footage, ikke ulig Blair witch project (1999), Lake Mungo (2009) og Trolljegeren (2010) — men med den væsentlige forskel, at her fingeres direkte transmissioner. Live TV, reality-programmer og øjeblikkelige nyhedsopdateringer er blevet en stadig større del af medielandskabet i de årtier, hvor eksemplerne er plukket fra.
Live-udsendelser giver os et vindue på verden, som hævder absolut autencitet såvel som aktualitet; som nævnt er de også i konstant risiko for uforudsete benspænd, hvis en medvirkende melder sig ud af legen — eller udefrakommende (evt mørke) kræfter lægger sig i. I samme takt, som vi svømmer i mere og mere hektiske mediestrømme, bliver vi også mere skeptiske overfor de medier, vi indtager, og det spejler sig også i horrorfilm. Før corona-epidemien var ovre, havde Zoom-gyseren Host (2020) kastet frydefuldt djævelskab i de videokonferencer, vi var blevet afhængige af under karantænen.
Opløsning af medie-hierarkier
Grunden til at Host ikke figurerer som eksempel ovenfor, og heller ingen pluk af den stadige strøm af gysere(?) om youtubere, som livestreamer fra hjemsøgte huse, er den relativt nye ubalance der er mellem institutionelle og borgermedier. En mørkere side af den medievante kritik, jeg lige nævnte, er den udtalte mistro mod etablerede “legacy media”, som får enkelte til at betragte nyhedsdækning af for eksempel masseskydninger som dækoperationer for … lige hvad der falder dem ind?
Ret konsistent er ovenstående nedslag i talkshow-horror sat i den “officielle” mediesfære, som altså anklages for at være i ledtog med nærmest frimureragtige sammensværgelser indenfor Regeringen — hvilket igen spiller godt sammen med afbildningen af skyggeagtige, okkulte eliter i de to seneste eksempler. Late night with the devil og History of the occult ser i høj grad tilbage på gamle dage gennem et 21. århundredes post truth-filter.
Derimod har jeg allerede nævnt det sammenbrud af institutionel autoritet, som finder sted i Ghostwatch. Det gælder både journalisternes egen og statsradiofonien BBCs troværdighedskapital, men det er interessant at her kun er tale om paranormale overskridelser ind i den “sikre” verden i studiet, ikke antydningen af hemmelige selskaber eller andet foliehatteri. I 1992 var det simpelthen ikke værd at tale om, selv om konspirationsteoretikere havde haft rigelig medvind i udkantspolitik (og UFO-kredse siden ’50erne.
Det bredere koncept er altså at injicere det overnaturlige ind i samfundets rygmarv, de store mediehuse, og derved stille spørgsmålstegn ved deres vederhæftighed og stabilitet. I eksemplet Pontypool er det meget mindre, men dog trofaste lokalstudie afsondret fra kollapsen udenfor, men forsøger at rapportere den til lytterne — samtidigt som selve transmissionens sproglige form er del af smittespredningen. Disinformation og mistillid til medierne var i 2009 ikke et problem i samme omfang som nu, men billedet af et sammenbrud, der spreder sig viralt i æteren, passer ganske udmærket på visse nutidige TV- og Youtube-kanaler.
Undtagelsen fra tesen i dette udvalg er Dan Simmons’ “Vanni Fucci is alive and well and living in hell”, som retter sin kritik mod televangelismen og dermed implicit mod de satellit- og kabelnetværk som gør disse uregulerede røvere adgang til TV-skærmene. I 1988 da novellen blev udgivet herskede stadig en nedladende uro over græsrodselementer og borgerjournalister, mens offentlighedens sympati og tiltro i vores post-sandhedssamtid er mere splittet mellem de forskellige lag af “(stats)autoriseret” og folkelig reportage.
I sidste ende er det selvfølgelig bruddet med hyggen — det hjemlige, vante, trygge — som skaber uhyggen, og det må jfr Occams rageblad være den første og enkleste anledning til at så en spire af overnaturlig fare i det kollektive ubevidste. Og hvad er så nærmere end f eks talkshows, hvor den samme vært sidder bag samme skrivbord og stiller de samme spørgsmål år ud og år ind?
Men når den slags konventioner begynder at vakle, er det så meget mere foruroligende (måske endda blandet med skadefryd?) at se antydningen af deres fordærv, jo voldsommere og mere barokt jo bedre…
#analogHorror #Anmeldelser #foundFootage #horror #iDenBedsteSendetid #mockumentary #skærmjournal #talkshow #tekniskUheld
-
Djævlen i husalteret: “Late night with the devil” og andre nedslag i talkshow-horror
For nyligt gjorde filmen Late night with the devil et mindre skvulp i horror-enden af streamingfladen. Det er, kort fortalt, historien om et midnats-talkshow som bogstaveligt talt går ad helvede til live i æteren, da værten interviewer en pige, som siges at være besat af dæmoner.
Det var en ganske forfriskende gyserhistorie efter nogle år med langt mellem afvigelser fra den formel, som særligt The conjuring og dens spinoffs har kridtet op. Flere anmeldere har rost Late night with the devil for dens originalitet, men som bekendt kan man ikke lave noget nyt i postmoderniteten. Vi er dømt(?) til om og om igen at drikke nyt vand på gamle genbrugsplasticflasker — og selv vandet er del af et større, uendeligt kredsløb.
Men alt som var gammelt er også nyt igen i superkulturen, og visse læsere kunne jo have fået appetit på mere i samme dur. Jeg har derfor samlet en lille håndfuld film (inkusive én papirnovelle), hvor direkte transmissioner tager en katastrofal drejning til den mørke side. Lad os starte med den seneste tilføjelse til emnet:
Late night with the devil (2024)
Hvori vi følger David Dastmachian som den ærgerrige, men på overfladen sympatiske talkshow-vært Jack Delroy i det som skal være hans comeback-udsendelse efter en privat tragedie. En indledende, pseudo-dokumentarisk montage resumerer Delroys karriere, krydret med sensationalistisk sladder om hemmelige ordener á la Bohemian grove.
Herefter ser vi aftenshowet rulle af stablen, både fra TV-kameraernes vinkel og bag kulisserne. En del af intrigen er både Delroys, hans gæster og stabs skiftende attituder, alt afhængig om de er på skærmen eller ej — og de studehandler, der bliver gjort i reklamepauserne — men fokus er selvfølgelig på det okkulte plot, der sniger sig ind i kraft af programmets tema.
For Late night with the devil udspiller sig i ’70ernes paranormale bølge (som man kunne sige, vi ikke helt har sluppet endnu), og Delroys øvrige gæster er karikaturer af henholdsvis Uri Geller og James Randi. En bliver slået hjem tidligt, mens den anden spiller en mere afgørende rolle i den videre historie. Og det samme gør måske endda vores vært, Jack.
Her gøres god brug af seernes kendskab til både talkshowformen, dens klichéer, og det større medielandskab, den indgår i. F eks er Delroys store hvide hval at slå den virkelige Johnny Carsons seertal, bare én gang — og de indlagte reklamepauser bliver som sagt en mulighed for at se figurerne med masker og parader nede. Og i en nøglescene giver just TV-mediet mulighed for at gense samme hændelse med kameraets nøgterne øje kontra hvad de involverede oplever i studiet.
Men djævlen er ikke bare i detaljen, han står her i selve titlen. Og selvfølgelig bobler han op til overfladen, da en teenagepige med minder om okkult misbrug lader sig hypnotisere for åben skærm — hvorefter både form og facader krakellerer. For her er ikke bare skeptisk trylleri og taskenspil på færde; der er foregået insiderhandel med sjæle som valuta. Herfra må seeren selv afgøre, hvad der er realitet og fantasi, men det er en dragende hallucinatorisk opvisning.
TMDb
Ghostwatch (1992)
En af de tidligste mockumentary-gysere (syv år før Blair witch project) , med autencitetsstempel af selve BBC og den folkekendte vært Michael Parkinson, havde samme effekt på de britiske seere som Orson Welles’ Klodernes kamp-radiospil på lyttere i USA 54 år tidligere. Ghostwatch var indspillet på forhånd, annonceret som fiktion, og forfatteren Stephen Volk endda krediteret som sådan i starten af programmet, men så overbevisende var dets affektion af direkte TV-udsendelser, at en anslået million seere ringede ind for at bidrage med deres egne spøgelsesoplevelser.
For det hele var et mediebevidst halloween-drama lagt op som en live-transmission, dels fra et tidstypisk TV-studie, hvorfra Parkinson koordinerede og interviewede “gæster”, dels fra et middelklassehjem i en af Londons forstæder, hvor familien hævdede at blive hjemsøgt af en åndelig tilstedeværelse, som kalkeret fra den berygtede Enfield-poltergeist).
Undervejs eskalerer de paranormale hændelser, først ude i marken, hvor den ubehagelige bankeånd “Mister Pipes” begynder at manifestere sig, til og med i baggrunden af slørede videotransmissioner. Den fingerede hotline, hvor “seere” kunne ringe ind (og mange rigtige seere altså prøvede at komme igennem) bliver snedigt brugt til at påpege netop Pipes’ gæsteoptrædener, og gæster i studiet såvel som på en “satellitforbindelse”” puster løbende til den ulmende spænding.
For snart udvikler situationen sig også i selve studiet, hvor statsradiofoniens hyggeautoritet og struktur kollapser mens kameraerne ruller. Her gør Parkinson et fremragende stykke skuespil, der troværdigt underminerer hans rolle som selve ansigtet på denne vennesæle verdensorden, og det samme gør hans medværter (ligeledes kendte ansigter fra skærmen).
Lige så rystende det har været som seer at få rykket grænserne mellem fiktion og fakta, lige så overraskende er det, at BBC tillod nogle af sine kendteste ansigter at bryde overenskomsten med de samme seere om institutionens integritet og troværdighed. Men effektivt er det — så meget, at udsendelsen aldrig er blevet genudsendt på BBC. I dag, over 30 år senere, har værterne ikke samme genkendelighedsfaktor, ’90er-TV-tempoet er lidt bedaget, og verisimilituden brister desuden, når man er nødt til at proppe en DVD i maskinen for at se programmet, fremfor at slå ind på hjemsøgelsen af vanvare.
Ikke desto mindre er Stephen Volks historie stadig et kig værd, selv for fans af f eks Paranormal activity; og den autentiske iscenesættelse bliver særligt interessant i betragtning af Ghostwatch‘s indflydelse på senere film som Late night with the devil …og History of the occult.
History of the occult (2020)
Argentina, 1987; kun måneder før et præsidentvalg, der kan blive afgørende for den siddende regering efter en upopulær sparepolitik. Det kulegravende TV-program 60 minutter før midnat viser sin sidste, kontroversielle udsendelse, som allerede har tvunget redaktionsstaben til at gå under jorden. Fra deres dækadresse følger de transmissionen mens den udspiller sig, og afventer et sidste, afgørende bevis fra en medarbejder.
Men det som skulle være en afdækning af kammerateri og hemmelige forbindelser mellem erhvervsliv og de højeste politiske embeder bliver i stedet et overraskende dyk ned i sydamerikansk brujeria, anvendt som magtmiddel af de samme mennesker — endda på et virkelighedsforandrende niveau.
History of the occult er filmet i sort/hvid og 4:3-format (med enkelte, prægnante undtagelser, som ikke skal afsløres her) for at stemme overens med firsernes argentinske TV-udsendelser, og også her bruges både den (nu gammeldags) interviewform og de indlagte reklamepauser som strukturelle fortællegreb: I programmets form indgår en nedtælling fra 60 minutter, som i sin lighed med en tidsindstillet bombe øger spændingen undervejs, og tidligt i udsendelsen udvandrer en gæst i protest — en risiko i enhver direkte transmission.
Derudover giver reklameblokkene, som i Late night with the devil, mulighed for at den isolerede redaktion kan samle trådene og lægge nødplaner, men her giver selv reklamerne (fra bl a programmets eneste tilbageværende sponsor) spor om det mystiske, tredimensionelle skakparti som synes at udfolde sig langt udover journalisternes fatteevne. Hjulpet på vej af et hallucinogen (kendt fra Rosemarys baby) begynder de at danne sig et dybt forstyrrende overblik over, hvad der egentlig er på spil.
Men som skandinav fornemmer jeg at brujeriaen dækker over andre, specifikt argentinske temaer, som løber under det hele. Folk som på magisk vis bliver “udviskede” fra virkeligheden bringer mindelser om totalitære staters angreb på dissidenter, ligesom den selvforstærkende magtklikes næsten fuldstændige kontrol let omsættes til magisk indflydelse. “Er det en form for kode?” spørger en af journalisterne, da en af talkshowgæsterne begynder at spy troldmandsjargon — og jo mere jeg tænker over det, jo mere overbevist er jeg om, at det er tilfældet.
Pontypool (2009)
I Bruce McDonalds film er det ikke en TV-udsendelse, men et radioprogram, der transmitteres. På mange niveauer kunne Pontypool lige så godt have været et hørespil, men både scenografi og de medvirkendes fysiske spil tilfører nu altså et ekstra lag til de delikate sproglige formuleringer, som filmen er fyldt med.
Og modsat de foregående eksempler er den specifikke udsendelse ikke et stort anlagt comeback eller det sidste skud i bøssen for radiovært Grant Mazzy; det er bare endnu en dag i hans dødvande på lokalradioen i den søvnige, canadiske lilleby Pontypool. Mazzy er tydeligvis faldet fra højere luftlag som “shock jock” i storbyen, og han har stadig ikke akklimatiseret sig i de mindre prestigefyldte forhold, da en semiotisk virus angriber de lokale og forvandler dem til rablende zombies, der mekanisk gentager deres sidste sætninger uden stop — tag jer i agt for de omvandrende meningstab.
Mazzy bliver nødt til at acceptere rollen som lokalsamfundets hovedkilde til information gennem krisen, men dels opløses hans hovedsagelige kommunikationsform, sproget, af “virusen”, dels er det selve mediet hvorigennem den spredes. Det er med andre ord et sammenbrud helt inde i marven af samtaleradio.
Vi følger den lille produktionsstabs forsøg på at holde rede i modstridende informationer, isolerede men også forskansede i et kælderstudie under et forsamlingshus(?). Det fokuserer spillet helt ind på Mazzys relationer med produceren Sydney, deres assistent Laurel Ann, og de uundværlige gæster i studiet. Selve provinsmiljøet giver også ekstra kulør til det traditionelle billede af et travlt, effektivt presserum.
F eks er det først da de rigtig er på spanden, Mazzy finder ud af at trafikreporterens helikopter ikke er helt hvad han forestillede sig. I det hele taget er den mikroskopiske skala Pontypools styrke i og med at afstanden mellem journalist og publikum er så meget mindre end i Late night with the devil eller Ghostwatch, hvor der både er status- og formel distance mellem seere og de (fiktive eller faktiske) kendisser på skærmen. Og kaoset udenfor gør studiet til orkanens relativt rolige øje.
Der er andre forskelle, som for Pontypool til at stikke ud fra de øvrige eksempler på listen: På grund af zombiefaktoren kan truslen ikke fysisk bryde åbent ud i studiet fra starten, men må kulminere med en indtrængen. Zombier er i høj grad en ekstern fare, mens det overnaturlige, spøgelser og dæmoner oftere er en spejling af indre, personlige konflikter. I stedet øges presset langsomt gennem filmen til det må finde udløb.
Men faren er den samme, en eksistentiel trussel mod hvad man har bildt sig selv ind eller fortrængt; sociale konventioner og samfundsinstitutioner som her nationale medier står for fald, og både medvirkende og seere bliver nødt til at komme overens med at verden (alternativt deres personlige verdensbillede) ikke hænger sammen som de troede.
I sidste ende accepterer Mazzy trummerummen: Det var ikke jordens undergang, det var bare endnu en dag som endte. Eller?
TMDb | Superkulturs anmeldelse
Vanni Fucci is alive and well and living in hell (1988)
Illustration af Priamo della Quercia (15. årh.) til 25. sang af Dantes “Guddommelige komedie”, hvori Vanni Fucci (t.h.) angribes af slanger og andet krybHer strejfer jeg fra de visuelle medier til litteraturen, som jeg ellers hellere overlader til Superkulturs øvrige skribenter. For allerede da jeg hørte foromtalen om Late night with the devil, håbede jeg at der var tale om en filmatisering af Dan Simmons’ novelle. For godt nok er dette en rigtig papirtekst, men settingen er såmænd et talkshow-studie. Og ikke et almindeligt talkshow som man kan finde dem på en hvilken som helst damp-TV-station, næh — dette er et televangelisk vækkelsesprogram.
Forfatteren må have et horn i siden på netop de kålhellige TV-prædikanter, der begyndte at bygge millionfranchises op i firsernes USA, for “Vanni Fucci…” er kun den ene af to noveller i hans opsamling Prayers to broken stones, hvor de bliver genstand for kranke skæbner. I denne historie dukker titlens indvåner fra helvede op til en ubudt gæstemedvirken på Brother Freddy’s Hallelujah Breakfast Club, og uddeler sin infernalske vrede over både produktionen og dens gæster.
Lidt baggrund kan være på sin plads: Vanni Fucci er en personage, som først blev præsenteret i Dante Alighieris Guddommelige komedie, specifikt i canto 24-25 af “komediens” første del, Inferno. Her henslæber han evigheden i en del af helvedes ottende kreds, som er forbeholdt tyve. Fuccis specifikke straf er at blive angrebet af slanger og andet kryb som lever i denne malebolgia, bryde i flammer og genopstå af asken, kun for at gentage det igen og igen. Det gør det ikke bedre for Fucci, at han i canto 25 forbander gud med en dobbelt fica in mano…
I denne knapt 700 år senere novelle tilføjes nogle flere detaljer til Fuccis plager: hans blasfemi er en tilbagevendende del af cyklussen, som forvandler alle tyve i bolgiaen til de fabeløgler, som overfalder ham. Og så er Fucci iflg Simmons særligt forbandet (i mere end én forstand), fordi Dante tog parti mod hans lejr i guelfernes interne stridigheder — Alighieri tilhørte den såkaldt “hvide” fraktion, mens Fucci var af de “sorte”, og eftersom Alighieri blev helvedes litterære hovedarkitekt kunne han reservere de mest nederdrægtige pladser til sine politiske uvenner.
“Vanni Fucci…” er en dybsort og skarp satire over genfødte kristnes massemissioneren på kabel-TV, og søtter både dem og Den guddommelige komedie i mere jordnære perspektiver. De specifikke troper vi kender fra talkshows bruges her mere som staffage end i de ovenstående eksempler, men siden jeg læste novellen i gymnasiet har den forblevet mit personlige højvandsmærke for talkshow-horror.
…men hvorfor talkshows?
Der er forskellige og varierende fællestræk mellem de ovenstående eksempler — live-udsendelsen og genresettingen bliver begge tematiserede forskelligt afhængigt af den samtidskontekst som hvert værk indgår i, og der er jo en bred tidsmæssig vifte at overskue her. Kan man overhovedet tale om en sammenhæng mellem dem, eller må vi nøjes med at sammenligne dem som en løbende kommentar til massemedierne?
For nu at starte ved de mest aktuelle titler, er både Late night with the devil og History of the occult blevet typificeret som “analog horror”, en slags subgenre af found footage med tilsat fetichering af fysiske medier (jeg anbefaler podcasten Imaginary worlds’ afsnit om emnet for en dybere introduktion). Og begges handlinger er som sagt sat henholdsvis næsten 50 og 40 år før deres produktion, men de savner den fascination af selve materialet, som i mine øjne særligt karakteriserer analog horror-film, f eks i Skinamarink.
Men det kan være værd at dvæle lidt ved disse fortidens sene programflader. Med op til et halvt århundredes forskydning havner de i en periode, som bredt set er identisk med barndommen. Og fra et barns perspektiv er alt, som foregår efter ens sengetid dels del af voksenverden, dels potentielt magisk eller farligt. Briterne har et helt formelt udtryk for, hvornår man kan vise “voksne” programmer på TV; watershed, dvs den tid hvor unge og påvirkelige seere er lagt i seng.
Det er måske en ubevidst årsag til at sætte disse film post-watershed, eller også er årsagen helt enkelt den, at både aktualitetsprogrammer og mere letbenede talkshows ganske vist kunne tage fat i alvorlige emner for de formodentlig ansvarlige voksne seere, men i praksis var en del af publikum hensat i en døs efter arbejde, indkøb og aftensmad. Spørgsmålet om at beskytte de letpåvirkede seere bliver derfor lidt mere uklart, og netop skellet mellem virkelighed, drøm og illusion bliver også visket ud i både History of the occult og Late night with the devil.
Inkluderer vi Ghostwatch i analysen, ligger vi genremæssigt i et krydsfelt mellem mockumentary og found footage, ikke ulig Blair witch project (1999), Lake Mungo (2009) og Trolljegeren (2010) — men med den væsentlige forskel, at her fingeres direkte transmissioner. Live TV, reality-programmer og øjeblikkelige nyhedsopdateringer er blevet en stadig større del af medielandskabet i de årtier, hvor eksemplerne er plukket fra.
Live-udsendelser giver os et vindue på verden, som hævder absolut autencitet såvel som aktualitet; som nævnt er de også i konstant risiko for uforudsete benspænd, hvis en medvirkende melder sig ud af legen — eller udefrakommende (evt mørke) kræfter lægger sig i. I samme takt, som vi svømmer i mere og mere hektiske mediestrømme, bliver vi også mere skeptiske overfor de medier, vi indtager, og det spejler sig også i horrorfilm. Før corona-epidemien var ovre, havde Zoom-gyseren Host (2020) kastet frydefuldt djævelskab i de videokonferencer, vi var blevet afhængige af under karantænen.
Opløsning af medie-hierarkier
Grunden til at Host ikke figurerer som eksempel ovenfor, og heller ingen pluk af den stadige strøm af gysere(?) om youtubere, som livestreamer fra hjemsøgte huse, er den relativt nye ubalance der er mellem institutionelle og borgermedier. En mørkere side af den medievante kritik, jeg lige nævnte, er den udtalte mistro mod etablerede “legacy media”, som får enkelte til at betragte nyhedsdækning af for eksempel masseskydninger som dækoperationer for … lige hvad der falder dem ind?
Ret konsistent er ovenstående nedslag i talkshow-horror sat i den “officielle” mediesfære, som altså anklages for at være i ledtog med nærmest frimureragtige sammensværgelser indenfor Regeringen — hvilket igen spiller godt sammen med afbildningen af skyggeagtige, okkulte eliter i de to seneste eksempler. Late night with the devil og History of the occult ser i høj grad tilbage på gamle dage gennem et 21. århundredes post truth-filter.
Derimod har jeg allerede nævnt det sammenbrud af institutionel autoritet, som finder sted i Ghostwatch. Det gælder både journalisternes egen og statsradiofonien BBCs troværdighedskapital, men det er interessant at her kun er tale om paranormale overskridelser ind i den “sikre” verden i studiet, ikke antydningen af hemmelige selskaber eller andet foliehatteri. I 1992 var det simpelthen ikke værd at tale om, selv om konspirationsteoretikere havde haft rigelig medvind i udkantspolitik (og UFO-kredse siden ’50erne.
Det bredere koncept er altså at injicere det overnaturlige ind i samfundets rygmarv, de store mediehuse, og derved stille spørgsmålstegn ved deres vederhæftighed og stabilitet. I eksemplet Pontypool er det meget mindre, men dog trofaste lokalstudie afsondret fra kollapsen udenfor, men forsøger at rapportere den til lytterne — samtidigt som selve transmissionens sproglige form er del af smittespredningen. Disinformation og mistillid til medierne var i 2009 ikke et problem i samme omfang som nu, men billedet af et sammenbrud, der spreder sig viralt i æteren, passer ganske udmærket på visse nutidige TV- og Youtube-kanaler.
Undtagelsen fra tesen i dette udvalg er Dan Simmons’ “Vanni Fucci is alive and well and living in hell”, som retter sin kritik mod televangelismen og dermed implicit mod de satellit- og kabelnetværk som gør disse uregulerede røvere adgang til TV-skærmene. I 1988 da novellen blev udgivet herskede stadig en nedladende uro over græsrodselementer og borgerjournalister, mens offentlighedens sympati og tiltro i vores post-sandhedssamtid er mere splittet mellem de forskellige lag af “(stats)autoriseret” og folkelig reportage.
I sidste ende er det selvfølgelig bruddet med hyggen — det hjemlige, vante, trygge — som skaber uhyggen, og det må jfr Occams rageblad være den første og enkleste anledning til at så en spire af overnaturlig fare i det kollektive ubevidste. Og hvad er så nærmere end f eks talkshows, hvor den samme vært sidder bag samme skrivbord og stiller de samme spørgsmål år ud og år ind?
Men når den slags konventioner begynder at vakle, er det så meget mere foruroligende (måske endda blandet med skadefryd?) at se antydningen af deres fordærv, jo voldsommere og mere barokt jo bedre…
#analogHorror #Anmeldelser #foundFootage #horror #iDenBedsteSendetid #mockumentary #skærmjournal #talkshow #tekniskUheld
-
Djokovic stays in 'negative cycle' as he is stunned by Nardi at Indian Wells
https://www.eurosport.com/tennis/atp-indian-wells/2024/novak-djokovic-stays-in-negative-cycle-as-he-is-stunned-by-luca-nardi-in-third-round-at-indian-wells_sto10058776/story.shtml
#ATPIndianWells #NovakDjokovic #LucaNardi #Eurosport #Tennis -
Lenovo IdeaPhone K900
(2013)Pirmasis išmanusis flagmanas su Intel Atom Z2580 procesoriumi - tai buvo Lenovo rimtas bandymas įsiveržti į aukštos klasės rinką. Nerūdijantis plienas, matomi varžteliai nugarėlėje ir industrinis dizainas, tačiau koją pakišo būtent išskirtinis Intel procesorius.
5,5 colio Full HD IPS LCD ekranas, Intel Atom Z2580 procesorius (dviejų branduolių, iki 2,0 GHz su Hyper-Threading), 2GB RAM, 16/32GB vidinės atminties, 13MP pagrindinė kamera su LED blykste, 2MP priekinė kamera, Android 4.2 Jelly Bean su Lenovo UI, GSM/HSPA/LTE, Wi-Fi a/b/g/n, Bluetooth 4.0, NFC, A-GPS, 2500 mAh baterija (iki 10 val. pokalbių, 300 val. budėjimo), dydis 156×78×6,9 mm, svoris 162 g.
Lenovo metė milžiniškus pinigus į marketingą, pats Kobe Bryant reklamavo šį telefoną. Tačiau Intel procesorius turėjo suderinamumo problemų su Android app'ais ir labai greitai įkaisdavo.
#LenovoK900 #IntelInside #StainlessSteelPhone #RetroTech #KobeBryant #IndustrialDesign #SmartphoneHistory #1EYEReview
-
Entdecke in Teil 6 unserer LPIC-1-Serie, wie du mit tar, gzip & Co. effizient archivieren und komprimieren lernst. Praktische Backups, Pipes-Integration und Strategien für Admins – dein Guide zur Datenverwaltung!
https://admindocs.de/lpic-1-serie/lpic-1-archivierung-und-komprimierung.shtml
#LPIC1 #LinuxAdmin #sysadmin #Linux #Systemadministration #Zertifizierung
-
Small Modular Reactors gelten als neues Zukunftsversprechen der Atomindustrie. Doch welche Interessen stehen hinter den aktuellen SMR-Plänen der EU – und welche Folgen hätten sie für Sicherheit, #Atommüll und Energiepolitik in Europa?
Die Fachtagung „Kleine Reaktoren, große Fragen“ diskutiert Hintergründe, Risiken und politische Strategien rund um #SMR.
📍 20. November 2026 · Hannover
Weitere Informationen folgen auf atommuellreport.de
-
Small Modular Reactors gelten als neues Zukunftsversprechen der Atomindustrie. Doch welche Interessen stehen hinter den aktuellen SMR-Plänen der EU – und welche Folgen hätten sie für Sicherheit, #Atommüll und Energiepolitik in Europa?
Die Fachtagung „Kleine Reaktoren, große Fragen“ diskutiert Hintergründe, Risiken und politische Strategien rund um #SMR.
📍 20. November 2026 · Hannover
Weitere Informationen folgen auf atommuellreport.de
-
Small Modular Reactors gelten als neues Zukunftsversprechen der Atomindustrie. Doch welche Interessen stehen hinter den aktuellen SMR-Plänen der EU – und welche Folgen hätten sie für Sicherheit, #Atommüll und Energiepolitik in Europa?
Die Fachtagung „Kleine Reaktoren, große Fragen“ diskutiert Hintergründe, Risiken und politische Strategien rund um #SMR.
📍 20. November 2026 · Hannover
Weitere Informationen folgen auf atommuellreport.de
-
Small Modular Reactors gelten als neues Zukunftsversprechen der Atomindustrie. Doch welche Interessen stehen hinter den aktuellen SMR-Plänen der EU – und welche Folgen hätten sie für Sicherheit, #Atommüll und Energiepolitik in Europa?
Die Fachtagung „Kleine Reaktoren, große Fragen“ diskutiert Hintergründe, Risiken und politische Strategien rund um #SMR.
📍 20. November 2026 · Hannover
Weitere Informationen folgen auf atommuellreport.de
-
https://www.europesays.com/it/393239/ Quanti punti può guadagnare Sinner su Alcaraz a Indian Wells: occasione per invertire la tendenza – OA Sport #ATPIndianWells2026 #CarlosAlcaraz #IT #Italia #Italy #JannikSinner #RankingATP #Sport #Sports #tennis
-
Scream 6 (2023)
“Let go.” Both metaphorically and literally because Big Sister has to always be in her...never mind it will all be spoon fed to the audience before the end credits.
#horror #moves #Scream6 #cinemastodon -
Scream 6 (2023)
As if you needed reminding #Scream6 is a #horror movie let's cram every horror icon into one scene.
Took longer to get to the No Reception trope than usual.
"Fuck this franchise." I couldn't agree more.
#horror #movies #cinemastodon -
Scream 6 (2023)
"We're family." Welcome to Fast and Furious 11.
How did Ghostface get into this apartment without anyone noticing?
Smoking kills.
#horror #movis #cinemastodon #Scream6 -
Scream VI (2023)
Ghostface or no Ghostface, it’s always a good idea for any woman to bring a taser to a frat party.
Yes, big sister, it’s her own choice if she wants to be sexually assaulted by frat boys.
#horror #Scream6 #movies #cinemastodon -
Scream 6 (2023)
Stab. Stab. Stab. Take a shot everytime a character mentions Stab. You won’t make it to the end credits.
#Scream6 #horror #movies #cinemastodon -
https://www.europesays.com/pl/291129/ Indian Wells. Gdzie oglądać? O której Polacy? Kiedy Iga Świątek? #AleksandarKovacević #AshlynKrueger #ATP #ATPIndianWells #GiovanniMpetshiPerricard #HubertHurkacz #IgaŚwiątek #IndianWells #KamilMajchrzak #MagdaLinette #MagdalenaFręch #PL #Poland #Polish #Polska #Polski #PolskiTenis #Sport #Sports #StormHunter #Tenis #usa #WTA #WTAIndianWells