#christian-haun — Public Fediverse posts

Næste helvede

Forestil dig, at du kommer til et stort puslespil. De fleste af brikkerne ligger med ryggen op mod dig og afslører intet, men her og der har nogen vendte brikker om og samlet dem i små klip af det store billede. Personer, hændelser og steder liger spredt foran dig, og du kan til tider ane en sammenhæng, se, hvordan billedet må se ud for at forbinde de udsnit, du er i besiddelse af. Det er ikke et kønt billede, du forestiller dig, men det er ét, der rumsterer i dig.

Sådan er det at læse Christian Hauns seneste udgivelse, novellesamlingen “Næste helvede”.

7 korte fortællinger og en længere får man serveret, og sammenhængene ser man i de første syv. Især gennem personer, der skjuler sig bag det uskyldige navn Jens Frank. Og jeg mener “skjuler sig”, for jo længere man kommer, jo mere afsløres det for én, at han ikke blot er i ledtog med det onde, men afgjort er bærer af sin helt egen ondskab.

Haun er mere solidt plantet i horror i denne samling, end han ellers har været. Gruen har ofte været til stede i hans værker, men her virker det, som om han har stillet mere ind på den – og besluttet sig for at give den sin egen vinkel ved ikke at stille for skarpt. Man skal aldrig vise monsteret for tidligt i en horrorfilm, ved Haun, og det virker, som om han er nået til den logiske konsekvens: man skal ikke vise det for tydeligt i litteraturen. Jens Frank – og hans følgesvend – snor sig ind og ud af fortællingerne som både hoved- og bipersoner og hele tiden med et større mørke, der venter i baggrunden.

Som sædvanlig i Hauns værker er der en leg med genrene i “Næste helvede” – den første novelle, “Kysten”, virker som en tidløs og lettere udgave af en victoriansk fortælling om to digtere, der drager væk fra det faste for at dyrke deres kunst. Men der er også steder, hvor Haun træder væk fra det, jeg ville forvente; han er glad for at skrive ødelagte mennesker – mennesker, der står på kanten mellem den håndgribelige virkelighed og det, der kan være magi eller blot et ødelagt sind – men her virker det, som om det ødelagte – ondskaben, det forskruede syn på verden, truslen – er flyttet ud af personerne og blevet sit eget. Selvfølgelig i skikkelse af Jens Frank, men også andet (og især hr. Simak, der er et uforglemmeligt bekendtskab).

“Næste helvede” er forudsigelig på det punkt, at den er velskrevet (for det er Hauns bøger), men det er alligevel en lidt anderledes læseoplevelse, men måske også en overgangsbog (hvilket er svært at sige i et forfatterskab, der har været i konstant udvikling, naturligvis). I al fald føles den anderledes end det, der er gået forud. Måske ikke så umiddelbart gribende, så let at følge, men på den anden side også forundrende på den der måde, der inviterer til genlæsning. Man får lyst til at se, om man kan ane mere af det store puslespil, der stadig ligger uvendt. Dette er en bog for dem, som er villige til at lade sig besvære af helvede, men måske også lidt forvirres.

Næste helvede

Forestil dig, at du kommer til et stort puslespil. De fleste af brikkerne ligger med ryggen op mod dig og afslører intet, men her og der har nogen vendte brikker om og samlet dem i små klip af det store billede. Personer, hændelser og steder liger spredt foran dig, og du kan til tider ane en sammenhæng, se, hvordan billedet må se ud for at forbinde de udsnit, du er i besiddelse af. Det er ikke et kønt billede, du forestiller dig, men det er ét, der rumsterer i dig.

Sådan er det at læse Christian Hauns seneste udgivelse, novellesamlingen “Næste helvede”.

7 korte fortællinger og en længere får man serveret, og sammenhængene ser man i de første syv. Især gennem personer, der skjuler sig bag det uskyldige navn Jens Frank. Og jeg mener “skjuler sig”, for jo længere man kommer, jo mere afsløres det for én, at han ikke blot er i ledtog med det onde, men afgjort er bærer af sin helt egen ondskab.

Haun er mere solidt plantet i horror i denne samling, end han ellers har været. Gruen har ofte været til stede i hans værker, men her virker det, som om han har stillet mere ind på den – og besluttet sig for at give den sin egen vinkel ved ikke at stille for skarpt. Man skal aldrig vise monsteret for tidligt i en horrorfilm, ved Haun, og det virker, som om han er nået til den logiske konsekvens: man skal ikke vise det for tydeligt i litteraturen. Jens Frank – og hans følgesvend – snor sig ind og ud af fortællingerne som både hoved- og bipersoner og hele tiden med et større mørke, der venter i baggrunden.

Som sædvanlig i Hauns værker er der en leg med genrene i “Næste helvede” – den første novelle, “Kysten”, virker som en tidløs og lettere udgave af en victoriansk fortælling om to digtere, der drager væk fra det faste for at dyrke deres kunst. Men der er også steder, hvor Haun træder væk fra det, jeg ville forvente; han er glad for at skrive ødelagte mennesker – mennesker, der står på kanten mellem den håndgribelige virkelighed og det, der kan være magi eller blot et ødelagt sind – men her virker det, som om det ødelagte – ondskaben, det forskruede syn på verden, truslen – er flyttet ud af personerne og blevet sit eget. Selvfølgelig i skikkelse af Jens Frank, men også andet (og især hr. Simak, der er et uforglemmeligt bekendtskab).

“Næste helvede” er forudsigelig på det punkt, at den er velskrevet (for det er Hauns bøger), men det er alligevel en lidt anderledes læseoplevelse, men måske også en overgangsbog (hvilket er svært at sige i et forfatterskab, der har været i konstant udvikling, naturligvis). I al fald føles den anderledes end det, der er gået forud. Måske ikke så umiddelbart gribende, så let at følge, men på den anden side også forundrende på den der måde, der inviterer til genlæsning. Man får lyst til at se, om man kan ane mere af det store puslespil, der stadig ligger uvendt. Dette er en bog for dem, som er villige til at lade sig besvære af helvede, men måske også lidt forvirres.

Næste helvede

Forestil dig, at du kommer til et stort puslespil. De fleste af brikkerne ligger med ryggen op mod dig og afslører intet, men her og der har nogen vendte brikker om og samlet dem i små klip af det store billede. Personer, hændelser og steder liger spredt foran dig, og du kan til tider ane en sammenhæng, se, hvordan billedet må se ud for at forbinde de udsnit, du er i besiddelse af. Det er ikke et kønt billede, du forestiller dig, men det er ét, der rumsterer i dig.

Sådan er det at læse Christian Hauns seneste udgivelse, novellesamlingen “Næste helvede”.

7 korte fortællinger og en længere får man serveret, og sammenhængene ser man i de første syv. Især gennem personer, der skjuler sig bag det uskyldige navn Jens Frank. Og jeg mener “skjuler sig”, for jo længere man kommer, jo mere afsløres det for én, at han ikke blot er i ledtog med det onde, men afgjort er bærer af sin helt egen ondskab.

Haun er mere solidt plantet i horror i denne samling, end han ellers har været. Gruen har ofte været til stede i hans værker, men her virker det, som om han har stillet mere ind på den – og besluttet sig for at give den sin egen vinkel ved ikke at stille for skarpt. Man skal aldrig vise monsteret for tidligt i en horrorfilm, ved Haun, og det virker, som om han er nået til den logiske konsekvens: man skal ikke vise det for tydeligt i litteraturen. Jens Frank – og hans følgesvend – snor sig ind og ud af fortællingerne som både hoved- og bipersoner og hele tiden med et større mørke, der venter i baggrunden.

Som sædvanlig i Hauns værker er der en leg med genrene i “Næste helvede” – den første novelle, “Kysten”, virker som en tidløs og lettere udgave af en victoriansk fortælling om to digtere, der drager væk fra det faste for at dyrke deres kunst. Men der er også steder, hvor Haun træder væk fra det, jeg ville forvente; han er glad for at skrive ødelagte mennesker – mennesker, der står på kanten mellem den håndgribelige virkelighed og det, der kan være magi eller blot et ødelagt sind – men her virker det, som om det ødelagte – ondskaben, det forskruede syn på verden, truslen – er flyttet ud af personerne og blevet sit eget. Selvfølgelig i skikkelse af Jens Frank, men også andet (og især hr. Simak, der er et uforglemmeligt bekendtskab).

“Næste helvede” er forudsigelig på det punkt, at den er velskrevet (for det er Hauns bøger), men det er alligevel en lidt anderledes læseoplevelse, men måske også en overgangsbog (hvilket er svært at sige i et forfatterskab, der har været i konstant udvikling, naturligvis). I al fald føles den anderledes end det, der er gået forud. Måske ikke så umiddelbart gribende, så let at følge, men på den anden side også forundrende på den der måde, der inviterer til genlæsning. Man får lyst til at se, om man kan ane mere af det store puslespil, der stadig ligger uvendt. Dette er en bog for dem, som er villige til at lade sig besvære af helvede, men måske også lidt forvirres.

Næste helvede

Forestil dig, at du kommer til et stort puslespil. De fleste af brikkerne ligger med ryggen op mod dig og afslører intet, men her og der har nogen vendte brikker om og samlet dem i små klip af det store billede. Personer, hændelser og steder liger spredt foran dig, og du kan til tider ane en sammenhæng, se, hvordan billedet må se ud for at forbinde de udsnit, du er i besiddelse af. Det er ikke et kønt billede, du forestiller dig, men det er ét, der rumsterer i dig.

Sådan er det at læse Christian Hauns seneste udgivelse, novellesamlingen “Næste helvede”.

7 korte fortællinger og en længere får man serveret, og sammenhængene ser man i de første syv. Især gennem personer, der skjuler sig bag det uskyldige navn Jens Frank. Og jeg mener “skjuler sig”, for jo længere man kommer, jo mere afsløres det for én, at han ikke blot er i ledtog med det onde, men afgjort er bærer af sin helt egen ondskab.

Haun er mere solidt plantet i horror i denne samling, end han ellers har været. Gruen har ofte været til stede i hans værker, men her virker det, som om han har stillet mere ind på den – og besluttet sig for at give den sin egen vinkel ved ikke at stille for skarpt. Man skal aldrig vise monsteret for tidligt i en horrorfilm, ved Haun, og det virker, som om han er nået til den logiske konsekvens: man skal ikke vise det for tydeligt i litteraturen. Jens Frank – og hans følgesvend – snor sig ind og ud af fortællingerne som både hoved- og bipersoner og hele tiden med et større mørke, der venter i baggrunden.

Som sædvanlig i Hauns værker er der en leg med genrene i “Næste helvede” – den første novelle, “Kysten”, virker som en tidløs og lettere udgave af en victoriansk fortælling om to digtere, der drager væk fra det faste for at dyrke deres kunst. Men der er også steder, hvor Haun træder væk fra det, jeg ville forvente; han er glad for at skrive ødelagte mennesker – mennesker, der står på kanten mellem den håndgribelige virkelighed og det, der kan være magi eller blot et ødelagt sind – men her virker det, som om det ødelagte – ondskaben, det forskruede syn på verden, truslen – er flyttet ud af personerne og blevet sit eget. Selvfølgelig i skikkelse af Jens Frank, men også andet (og især hr. Simak, der er et uforglemmeligt bekendtskab).

“Næste helvede” er forudsigelig på det punkt, at den er velskrevet (for det er Hauns bøger), men det er alligevel en lidt anderledes læseoplevelse, men måske også en overgangsbog (hvilket er svært at sige i et forfatterskab, der har været i konstant udvikling, naturligvis). I al fald føles den anderledes end det, der er gået forud. Måske ikke så umiddelbart gribende, så let at følge, men på den anden side også forundrende på den der måde, der inviterer til genlæsning. Man får lyst til at se, om man kan ane mere af det store puslespil, der stadig ligger uvendt. Dette er en bog for dem, som er villige til at lade sig besvære af helvede, men måske også lidt forvirres.

Næste helvede

Forestil dig, at du kommer til et stort puslespil. De fleste af brikkerne ligger med ryggen op mod dig og afslører intet, men her og der har nogen vendte brikker om og samlet dem i små klip af det store billede. Personer, hændelser og steder liger spredt foran dig, og du kan til tider ane en sammenhæng, se, hvordan billedet må se ud for at forbinde de udsnit, du er i besiddelse af. Det er ikke et kønt billede, du forestiller dig, men det er ét, der rumsterer i dig.

Sådan er det at læse Christian Hauns seneste udgivelse, novellesamlingen “Næste helvede”.

7 korte fortællinger og en længere får man serveret, og sammenhængene ser man i de første syv. Især gennem personer, der skjuler sig bag det uskyldige navn Jens Frank. Og jeg mener “skjuler sig”, for jo længere man kommer, jo mere afsløres det for én, at han ikke blot er i ledtog med det onde, men afgjort er bærer af sin helt egen ondskab.

Haun er mere solidt plantet i horror i denne samling, end han ellers har været. Gruen har ofte været til stede i hans værker, men her virker det, som om han har stillet mere ind på den – og besluttet sig for at give den sin egen vinkel ved ikke at stille for skarpt. Man skal aldrig vise monsteret for tidligt i en horrorfilm, ved Haun, og det virker, som om han er nået til den logiske konsekvens: man skal ikke vise det for tydeligt i litteraturen. Jens Frank – og hans følgesvend – snor sig ind og ud af fortællingerne som både hoved- og bipersoner og hele tiden med et større mørke, der venter i baggrunden.

Som sædvanlig i Hauns værker er der en leg med genrene i “Næste helvede” – den første novelle, “Kysten”, virker som en tidløs og lettere udgave af en victoriansk fortælling om to digtere, der drager væk fra det faste for at dyrke deres kunst. Men der er også steder, hvor Haun træder væk fra det, jeg ville forvente; han er glad for at skrive ødelagte mennesker – mennesker, der står på kanten mellem den håndgribelige virkelighed og det, der kan være magi eller blot et ødelagt sind – men her virker det, som om det ødelagte – ondskaben, det forskruede syn på verden, truslen – er flyttet ud af personerne og blevet sit eget. Selvfølgelig i skikkelse af Jens Frank, men også andet (og især hr. Simak, der er et uforglemmeligt bekendtskab).

“Næste helvede” er forudsigelig på det punkt, at den er velskrevet (for det er Hauns bøger), men det er alligevel en lidt anderledes læseoplevelse, men måske også en overgangsbog (hvilket er svært at sige i et forfatterskab, der har været i konstant udvikling, naturligvis). I al fald føles den anderledes end det, der er gået forud. Måske ikke så umiddelbart gribende, så let at følge, men på den anden side også forundrende på den der måde, der inviterer til genlæsning. Man får lyst til at se, om man kan ane mere af det store puslespil, der stadig ligger uvendt. Dette er en bog for dem, som er villige til at lade sig besvære af helvede, men måske også lidt forvirres.

Måske tvivler hun ikke længere på alting

Hvad kendetegner en Christian Haun-roman? Her i anledning af hans tiende udgivelse skulle man tænke, at der var et tydeligt mønster at se. Men ak, nej – med vanlig sikkerhed sørger Haun med “Måske tvivler hun ikke længere på alting” for at gøre billedet endnu mere komplekst.

Med de foregående ni romaner har man da i det mindste kunne stole på et vist element af fantastik – forfatteren lader sig ikke begrænse af virkelighedens grænser, men dykker ind og ud af psyken, af tiden, af historien, af de forhindringer, der nu måtte stå i vejen for historien. “Hus år hus” brød lidt med den formel, men kun i en af samlingens tre historier – hvor det er fortælleren, der bryder med omverdenens forventninger og forsøger at løbe fra det hele.

I “Måske tvivler hun ikke længere på alting” vender Haun tilbage til det Aarhus, han tidligere har besøgt, men hvor det ofte har været apokalyptiske beskrivelser af den jyske storby, der har krydret hans fiktion, er beskrivelsen her mere personligt – og fyldt med smerte på en helt anden måde. Et liv deler sig i to og i to spor.

VI følger en bror og en søster – både som børn i 80erne og som voksne nu. Barndommen er præget af svigt og en mor, der nok mest ser børnene som en byrde – og især et stridsomt forhold til datteren, der er romanens synsvinkel. Som voksne er de tos liv præget af den opvækst, og de har stadig kontakt til hinanden, men det er ikke et forhold præget af kontakt og overskud. Det er søsteren, der holder sig i fokus, så det er naturligvis hendes genvordigheder, vi dykker mest ned i, altimens hendes bror lever et lidt sært, men angiveligt også funktionelt liv, hvor tingene går, som de går. Hun er ikke storesøsteren, der ordner alting, men et ødelagt menneske, der gør sit bedste – mens vi som læsere kan se alt det, der smuldrer omkring hende.

Hauns mesterstykke her er evnen til at fortælle en historie, hvor baggrunden giver den fylde og ekstra mening. Vor hovedperson lever sit liv, men lige ude af fokus, lidt til venstre for centrum, i kanten af blikket, foregår en anden historie, og der har der altid gjort. De to historier ligger oveni hinanden og indgår et særegent samspil, der løfter dem begge, uden at de gør noget stort ud af det.

Det er mesterligt.

Det, der kendetegner en Haun-roman, lader det til, er, at han stiller sig ind på en type historie eller en genre, man kender godt – og ser på den med det haunske blik for fortællinger. Det er et blik for historiens vibrerende nerve, som han roligt pakker ind i sprog og billeder, der trækker læseren ind. Indtil man sidder ubehjælpeligt fast. Som fluepapir pakket ind i honning. Det er ikke, hvad man forventede.

“Måske tvivler hun ikke længere på alting” er en generationsroman med en rammende 80er-beskrivelse og forbløffende skarpe tænder. Det var ikke en kombination, jeg havde forventet at forelske mig så meget i, men nogle gange går tingene, som de går.

#ChristianHaun #dansk

https://superkultur.dk/2024/03/21/maaske-tvivler-hun-ikke-laengere-paa-alting/

Måske tvivler hun ikke længere på alting

Hvad kendetegner en Christian Haun-roman? Her i anledning af hans tiende udgivelse skulle man tænke, at der var et tydeligt mønster at se. Men ak, nej – med vanlig sikkerhed sørger Haun med “Måske tvivler hun ikke længere på alting” for at gøre billedet endnu mere komplekst.

Med de foregående ni romaner har man da i det mindste kunne stole på et vist element af fantastik – forfatteren lader sig ikke begrænse af virkelighedens grænser, men dykker ind og ud af psyken, af tiden, af historien, af de forhindringer, der nu måtte stå i vejen for historien. “Hus år hus” brød lidt med den formel, men kun i en af samlingens tre historier – hvor det er fortælleren, der bryder med omverdenens forventninger og forsøger at løbe fra det hele.

I “Måske tvivler hun ikke længere på alting” vender Haun tilbage til det Aarhus, han tidligere har besøgt, men hvor det ofte har været apokalyptiske beskrivelser af den jyske storby, der har krydret hans fiktion, er beskrivelsen her mere personligt – og fyldt med smerte på en helt anden måde. Et liv deler sig i to og i to spor.

VI følger en bror og en søster – både som børn i 80erne og som voksne nu. Barndommen er præget af svigt og en mor, der nok mest ser børnene som en byrde – og især et stridsomt forhold til datteren, der er romanens synsvinkel. Som voksne er de tos liv præget af den opvækst, og de har stadig kontakt til hinanden, men det er ikke et forhold præget af kontakt og overskud. Det er søsteren, der holder sig i fokus, så det er naturligvis hendes genvordigheder, vi dykker mest ned i, altimens hendes bror lever et lidt sært, men angiveligt også funktionelt liv, hvor tingene går, som de går. Hun er ikke storesøsteren, der ordner alting, men et ødelagt menneske, der gør sit bedste – mens vi som læsere kan se alt det, der smuldrer omkring hende.

Hauns mesterstykke her er evnen til at fortælle en historie, hvor baggrunden giver den fylde og ekstra mening. Vor hovedperson lever sit liv, men lige ude af fokus, lidt til venstre for centrum, i kanten af blikket, foregår en anden historie, og der har der altid gjort. De to historier ligger oveni hinanden og indgår et særegent samspil, der løfter dem begge, uden at de gør noget stort ud af det.

Det er mesterligt.

Det, der kendetegner en Haun-roman, lader det til, er, at han stiller sig ind på en type historie eller en genre, man kender godt – og ser på den med det haunske blik for fortællinger. Det er et blik for historiens vibrerende nerve, som han roligt pakker ind i sprog og billeder, der trækker læseren ind. Indtil man sidder ubehjælpeligt fast. Som fluepapir pakket ind i honning. Det er ikke, hvad man forventede.

“Måske tvivler hun ikke længere på alting” er en generationsroman med en rammende 80er-beskrivelse og forbløffende skarpe tænder. Det var ikke en kombination, jeg havde forventet at forelske mig så meget i, men nogle gange går tingene, som de går.

#ChristianHaun #dansk

https://superkultur.dk/2024/03/21/maaske-tvivler-hun-ikke-laengere-paa-alting/

Måske tvivler hun ikke længere på alting

Hvad kendetegner en Christian Haun-roman? Her i anledning af hans tiende udgivelse skulle man tænke, at der var et tydeligt mønster at se. Men ak, nej – med vanlig sikkerhed sørger Haun med “Måske tvivler hun ikke længere på alting” for at gøre billedet endnu mere komplekst.

Med de foregående ni romaner har man da i det mindste kunne stole på et vist element af fantastik – forfatteren lader sig ikke begrænse af virkelighedens grænser, men dykker ind og ud af psyken, af tiden, af historien, af de forhindringer, der nu måtte stå i vejen for historien. “Hus år hus” brød lidt med den formel, men kun i en af samlingens tre historier – hvor det er fortælleren, der bryder med omverdenens forventninger og forsøger at løbe fra det hele.

I “Måske tvivler hun ikke længere på alting” vender Haun tilbage til det Aarhus, han tidligere har besøgt, men hvor det ofte har været apokalyptiske beskrivelser af den jyske storby, der har krydret hans fiktion, er beskrivelsen her mere personligt – og fyldt med smerte på en helt anden måde. Et liv deler sig i to og i to spor.

VI følger en bror og en søster – både som børn i 80erne og som voksne nu. Barndommen er præget af svigt og en mor, der nok mest ser børnene som en byrde – og især et stridsomt forhold til datteren, der er romanens synsvinkel. Som voksne er de tos liv præget af den opvækst, og de har stadig kontakt til hinanden, men det er ikke et forhold præget af kontakt og overskud. Det er søsteren, der holder sig i fokus, så det er naturligvis hendes genvordigheder, vi dykker mest ned i, altimens hendes bror lever et lidt sært, men angiveligt også funktionelt liv, hvor tingene går, som de går. Hun er ikke storesøsteren, der ordner alting, men et ødelagt menneske, der gør sit bedste – mens vi som læsere kan se alt det, der smuldrer omkring hende.

Hauns mesterstykke her er evnen til at fortælle en historie, hvor baggrunden giver den fylde og ekstra mening. Vor hovedperson lever sit liv, men lige ude af fokus, lidt til venstre for centrum, i kanten af blikket, foregår en anden historie, og der har der altid gjort. De to historier ligger oveni hinanden og indgår et særegent samspil, der løfter dem begge, uden at de gør noget stort ud af det.

Det er mesterligt.

Det, der kendetegner en Haun-roman, lader det til, er, at han stiller sig ind på en type historie eller en genre, man kender godt – og ser på den med det haunske blik for fortællinger. Det er et blik for historiens vibrerende nerve, som han roligt pakker ind i sprog og billeder, der trækker læseren ind. Indtil man sidder ubehjælpeligt fast. Som fluepapir pakket ind i honning. Det er ikke, hvad man forventede.

“Måske tvivler hun ikke længere på alting” er en generationsroman med en rammende 80er-beskrivelse og forbløffende skarpe tænder. Det var ikke en kombination, jeg havde forventet at forelske mig så meget i, men nogle gange går tingene, som de går.

#ChristianHaun #dansk

https://superkultur.dk/2024/03/21/maaske-tvivler-hun-ikke-laengere-paa-alting/

Måske tvivler hun ikke længere på alting

Hvad kendetegner en Christian Haun-roman? Her i anledning af hans tiende udgivelse skulle man tænke, at der var et tydeligt mønster at se. Men ak, nej – med vanlig sikkerhed sørger Haun med “Måske tvivler hun ikke længere på alting” for at gøre billedet endnu mere komplekst.

Med de foregående ni romaner har man da i det mindste kunne stole på et vist element af fantastik – forfatteren lader sig ikke begrænse af virkelighedens grænser, men dykker ind og ud af psyken, af tiden, af historien, af de forhindringer, der nu måtte stå i vejen for historien. “Hus år hus” brød lidt med den formel, men kun i en af samlingens tre historier – hvor det er fortælleren, der bryder med omverdenens forventninger og forsøger at løbe fra det hele.

I “Måske tvivler hun ikke længere på alting” vender Haun tilbage til det Aarhus, han tidligere har besøgt, men hvor det ofte har været apokalyptiske beskrivelser af den jyske storby, der har krydret hans fiktion, er beskrivelsen her mere personligt – og fyldt med smerte på en helt anden måde. Et liv deler sig i to og i to spor.

VI følger en bror og en søster – både som børn i 80erne og som voksne nu. Barndommen er præget af svigt og en mor, der nok mest ser børnene som en byrde – og især et stridsomt forhold til datteren, der er romanens synsvinkel. Som voksne er de tos liv præget af den opvækst, og de har stadig kontakt til hinanden, men det er ikke et forhold præget af kontakt og overskud. Det er søsteren, der holder sig i fokus, så det er naturligvis hendes genvordigheder, vi dykker mest ned i, altimens hendes bror lever et lidt sært, men angiveligt også funktionelt liv, hvor tingene går, som de går. Hun er ikke storesøsteren, der ordner alting, men et ødelagt menneske, der gør sit bedste – mens vi som læsere kan se alt det, der smuldrer omkring hende.

Hauns mesterstykke her er evnen til at fortælle en historie, hvor baggrunden giver den fylde og ekstra mening. Vor hovedperson lever sit liv, men lige ude af fokus, lidt til venstre for centrum, i kanten af blikket, foregår en anden historie, og der har der altid gjort. De to historier ligger oveni hinanden og indgår et særegent samspil, der løfter dem begge, uden at de gør noget stort ud af det.

Det er mesterligt.

Det, der kendetegner en Haun-roman, lader det til, er, at han stiller sig ind på en type historie eller en genre, man kender godt – og ser på den med det haunske blik for fortællinger. Det er et blik for historiens vibrerende nerve, som han roligt pakker ind i sprog og billeder, der trækker læseren ind. Indtil man sidder ubehjælpeligt fast. Som fluepapir pakket ind i honning. Det er ikke, hvad man forventede.

“Måske tvivler hun ikke længere på alting” er en generationsroman med en rammende 80er-beskrivelse og forbløffende skarpe tænder. Det var ikke en kombination, jeg havde forventet at forelske mig så meget i, men nogle gange går tingene, som de går.

#ChristianHaun #dansk

https://superkultur.dk/2024/03/21/maaske-tvivler-hun-ikke-laengere-paa-alting/

En ny Christian Haun-bog på trapperne

Dette er ikke en øvelse! Jeg gentager: ikke en øvelse!

Christian Hauns nyeste roman har titlen “Måske tvivler hun ikke længere på alting” og (hvad vigtigere er) en udgivelsesdato: 21. marts.

Her er forlagets omtale:

Christian Haun er en af de yngre danske forfattere, der er sværest at bringe til ro på en hylde, fordi han siden debuten Naut (Gyldendal 1999) med hver udgivelse har gjort noget uventet; denne nye roman er tilsyneladende hans mest konventionelle, men naturligvis ikke uden et haunsk twist.

Har De, kære læser, endnu ikke stiftet bekendtskab med dette forfatterskab, er det nu, De skal springe på; som Weekendavisens anmelder, Lars Bukdahl, så sandt har skrevet, burde Haun “bryde gennem samtlige den litterære institutions døvende lydmure”. Og kender De forfatterskabet, er De også denne gang garanteret en overraskende og ny vinkel på noget, De måske troede velkendt.

Det virker, som om Haun måske har forladt de fantastiske genrer i denne omgang, men det skal ikke afskrække nogen – som forlaget skriver, kan han altså noget særligt haunsk, som ikke plejer at skuffe. Er det tydeligt, at jeg glæder mig? Ellers så kig på tidligere omtaler af Haun-bøger her på siden.

#ChristianHaun #dansk #NyeUdgivelser

https://superkultur.dk/2024/03/02/en-ny-christian-haun-bog-paa-trapperne/

En ny Christian Haun-bog på trapperne

Dette er ikke en øvelse! Jeg gentager: ikke en øvelse!

Christian Hauns nyeste roman har titlen “Måske tvivler hun ikke længere på alting” og (hvad vigtigere er) en udgivelsesdato: 21. marts.

Her er forlagets omtale:

Christian Haun er en af de yngre danske forfattere, der er sværest at bringe til ro på en hylde, fordi han siden debuten Naut (Gyldendal 1999) med hver udgivelse har gjort noget uventet; denne nye roman er tilsyneladende hans mest konventionelle, men naturligvis ikke uden et haunsk twist.

Har De, kære læser, endnu ikke stiftet bekendtskab med dette forfatterskab, er det nu, De skal springe på; som Weekendavisens anmelder, Lars Bukdahl, så sandt har skrevet, burde Haun “bryde gennem samtlige den litterære institutions døvende lydmure”. Og kender De forfatterskabet, er De også denne gang garanteret en overraskende og ny vinkel på noget, De måske troede velkendt.

Det virker, som om Haun måske har forladt de fantastiske genrer i denne omgang, men det skal ikke afskrække nogen – som forlaget skriver, kan han altså noget særligt haunsk, som ikke plejer at skuffe. Er det tydeligt, at jeg glæder mig? Ellers så kig på tidligere omtaler af Haun-bøger her på siden.

#ChristianHaun #dansk #NyeUdgivelser

https://superkultur.dk/2024/03/02/en-ny-christian-haun-bog-paa-trapperne/

En ny Christian Haun-bog på trapperne

Dette er ikke en øvelse! Jeg gentager: ikke en øvelse!

Christian Hauns nyeste roman har titlen “Måske tvivler hun ikke længere på alting” og (hvad vigtigere er) en udgivelsesdato: 21. marts.

Her er forlagets omtale:

Christian Haun er en af de yngre danske forfattere, der er sværest at bringe til ro på en hylde, fordi han siden debuten Naut (Gyldendal 1999) med hver udgivelse har gjort noget uventet; denne nye roman er tilsyneladende hans mest konventionelle, men naturligvis ikke uden et haunsk twist.

Har De, kære læser, endnu ikke stiftet bekendtskab med dette forfatterskab, er det nu, De skal springe på; som Weekendavisens anmelder, Lars Bukdahl, så sandt har skrevet, burde Haun “bryde gennem samtlige den litterære institutions døvende lydmure”. Og kender De forfatterskabet, er De også denne gang garanteret en overraskende og ny vinkel på noget, De måske troede velkendt.

Det virker, som om Haun måske har forladt de fantastiske genrer i denne omgang, men det skal ikke afskrække nogen – som forlaget skriver, kan han altså noget særligt haunsk, som ikke plejer at skuffe. Er det tydeligt, at jeg glæder mig? Ellers så kig på tidligere omtaler af Haun-bøger her på siden.

#ChristianHaun #dansk #NyeUdgivelser

https://superkultur.dk/2024/03/02/en-ny-christian-haun-bog-paa-trapperne/

En ny Christian Haun-bog på trapperne

Dette er ikke en øvelse! Jeg gentager: ikke en øvelse!

Christian Hauns nyeste roman har titlen “Måske tvivler hun ikke længere på alting” og (hvad vigtigere er) en udgivelsesdato: 21. marts.

Her er forlagets omtale:

Christian Haun er en af de yngre danske forfattere, der er sværest at bringe til ro på en hylde, fordi han siden debuten Naut (Gyldendal 1999) med hver udgivelse har gjort noget uventet; denne nye roman er tilsyneladende hans mest konventionelle, men naturligvis ikke uden et haunsk twist.

Har De, kære læser, endnu ikke stiftet bekendtskab med dette forfatterskab, er det nu, De skal springe på; som Weekendavisens anmelder, Lars Bukdahl, så sandt har skrevet, burde Haun “bryde gennem samtlige den litterære institutions døvende lydmure”. Og kender De forfatterskabet, er De også denne gang garanteret en overraskende og ny vinkel på noget, De måske troede velkendt.

Det virker, som om Haun måske har forladt de fantastiske genrer i denne omgang, men det skal ikke afskrække nogen – som forlaget skriver, kan han altså noget særligt haunsk, som ikke plejer at skuffe. Er det tydeligt, at jeg glæder mig? Ellers så kig på tidligere omtaler af Haun-bøger her på siden.

#ChristianHaun #dansk #NyeUdgivelser

https://superkultur.dk/2024/03/02/en-ny-christian-haun-bog-paa-trapperne/

Op mod solen ler vi

Tilbage i 1999 udkom Christian Haun (dengang også Nielsens) første roman, “Naut”. I årene derefter gik det hurtigt: “Et sekunds orkan” i 2001, “Rock Nekropolis” i 2002, “Reservatet” i 2003, “Jor” i 2005, “Hans Broges Bakker” i 2007 og “Sig farvel til dig selv” i 2009. Derpå fulgte en længere pause, så den faste Haun-læser (undertegnede) måtte vente helt til 2017, førend “Hus år hus” kom på gaden. Hauns udgivelser har været kendetegnet af et stærkt genrekendskab, men også en mere litterær tilgang end lignende forfattere, en forkærlighed for Århus og en apokalyptisk nerve. Og de to sidste på listen havde en fornemmelse af overgangsværker – ikke alene på grund af pausen i udgivelserne, men også fordi de begge bestod af tre kortere historier. “Hus år hus” var tillige et brud med Hauns tidligere udgiver og udkom hos mellemgaard. Fem år har vi måttet vente på hans nyeste, “Op mod solen ler vi”. Og her virker det, som om han har taget et skridt videre. Der er kommet en ny udgiver på, Jensen & Dalgaard, hvilket blot bekræfter min opfattelse af dem som et af de mest spændende danske forlag. Og så er “Op mod solen ler vi” Haun tilbage i romanformen – endda i længere form end hidtil. Sider 356 slutter historien på. Inden da har den været vidt omkring. Den starter i hovedstaden Belreve. Vi får fornemmelsen af et klassisk, men også lidt tidløst sted. Etienne lever i en herskabslejlighed, hvor han fungerer som både tjener og elsker for frøken Lily – et liv, der passer ham. Han fremstår som lidt naiv, men også glad og veltilpasset. Det er ikke meget, Haun lægger frem til at starte på, men han formår at pakke en masse ind under den pæne overflade. Snart viser Etiennes rolige liv sig at være mindre stabilt, end han troede – et tyveri betyder, at alting begynder at vakle for snart at falde helt sammen, og pludselig er han på flugt og tvunget til at lære verden at kende. Verden er fyldt med mysterier. Etienne selv er fyldt med mysterier. Læseren er med som passager, og historien folder sig ud som en blomst – efter faste linjer, men alligevel unikt smukt. “Op mod solen ler vi” er en roman, der kan læses på mange måder, mistænker jeg. Selv finder jeg spor af ganske klassiske historier (men hvilken type vil jeg ikke afsløre, for den skal […]

#christian-haun #dansk

https://superkultur.dk/2022/11/18/op-mod-solen-ler-vi/

Op mod solen ler vi

Tilbage i 1999 udkom Christian Haun (dengang også Nielsens) første roman, “Naut”. I årene derefter gik det hurtigt: “Et sekunds orkan” i 2001, “Rock Nekropolis” i 2002, “Reservatet” i 2003, “Jor” i 2005, “Hans Broges Bakker” i 2007 og “Sig farvel til dig selv” i 2009. Derpå fulgte en længere pause, så den faste Haun-læser (undertegnede) måtte vente helt til 2017, førend “Hus år hus” kom på gaden. Hauns udgivelser har været kendetegnet af et stærkt genrekendskab, men også en mere litterær tilgang end lignende forfattere, en forkærlighed for Århus og en apokalyptisk nerve. Og de to sidste på listen havde en fornemmelse af overgangsværker – ikke alene på grund af pausen i udgivelserne, men også fordi de begge bestod af tre kortere historier. “Hus år hus” var tillige et brud med Hauns tidligere udgiver og udkom hos mellemgaard. Fem år har vi måttet vente på hans nyeste, “Op mod solen ler vi”. Og her virker det, som om han har taget et skridt videre. Der er kommet en ny udgiver på, Jensen & Dalgaard, hvilket blot bekræfter min opfattelse af dem som et af de mest spændende danske forlag. Og så er “Op mod solen ler vi” Haun tilbage i romanformen – endda i længere form end hidtil. Sider 356 slutter historien på. Inden da har den været vidt omkring. Den starter i hovedstaden Belreve. Vi får fornemmelsen af et klassisk, men også lidt tidløst sted. Etienne lever i en herskabslejlighed, hvor han fungerer som både tjener og elsker for frøken Lily – et liv, der passer ham. Han fremstår som lidt naiv, men også glad og veltilpasset. Det er ikke meget, Haun lægger frem til at starte på, men han formår at pakke en masse ind under den pæne overflade. Snart viser Etiennes rolige liv sig at være mindre stabilt, end han troede – et tyveri betyder, at alting begynder at vakle for snart at falde helt sammen, og pludselig er han på flugt og tvunget til at lære verden at kende. Verden er fyldt med mysterier. Etienne selv er fyldt med mysterier. Læseren er med som passager, og historien folder sig ud som en blomst – efter faste linjer, men alligevel unikt smukt. “Op mod solen ler vi” er en roman, der kan læses på mange måder, mistænker jeg. Selv finder jeg spor af ganske klassiske historier (men hvilken type vil jeg ikke afsløre, for den skal […]

#christian-haun #dansk

https://superkultur.dk/2022/11/18/op-mod-solen-ler-vi/

Op mod solen ler vi

Tilbage i 1999 udkom Christian Haun (dengang også Nielsens) første roman, “Naut”. I årene derefter gik det hurtigt: “Et sekunds orkan” i 2001, “Rock Nekropolis” i 2002, “Reservatet” i 2003, “Jor” i 2005, “Hans Broges Bakker” i 2007 og “Sig farvel til dig selv” i 2009. Derpå fulgte en længere pause, så den faste Haun-læser (undertegnede) måtte vente helt til 2017, førend “Hus år hus” kom på gaden. Hauns udgivelser har været kendetegnet af et stærkt genrekendskab, men også en mere litterær tilgang end lignende forfattere, en forkærlighed for Århus og en apokalyptisk nerve. Og de to sidste på listen havde en fornemmelse af overgangsværker – ikke alene på grund af pausen i udgivelserne, men også fordi de begge bestod af tre kortere historier. “Hus år hus” var tillige et brud med Hauns tidligere udgiver og udkom hos mellemgaard. Fem år har vi måttet vente på hans nyeste, “Op mod solen ler vi”. Og her virker det, som om han har taget et skridt videre. Der er kommet en ny udgiver på, Jensen & Dalgaard, hvilket blot bekræfter min opfattelse af dem som et af de mest spændende danske forlag. Og så er “Op mod solen ler vi” Haun tilbage i romanformen – endda i længere form end hidtil. Sider 356 slutter historien på. Inden da har den været vidt omkring. Den starter i hovedstaden Belreve. Vi får fornemmelsen af et klassisk, men også lidt tidløst sted. Etienne lever i en herskabslejlighed, hvor han fungerer som både tjener og elsker for frøken Lily – et liv, der passer ham. Han fremstår som lidt naiv, men også glad og veltilpasset. Det er ikke meget, Haun lægger frem til at starte på, men han formår at pakke en masse ind under den pæne overflade. Snart viser Etiennes rolige liv sig at være mindre stabilt, end han troede – et tyveri betyder, at alting begynder at vakle for snart at falde helt sammen, og pludselig er han på flugt og tvunget til at lære verden at kende. Verden er fyldt med mysterier. Etienne selv er fyldt med mysterier. Læseren er med som passager, og historien folder sig ud som en blomst – efter faste linjer, men alligevel unikt smukt. “Op mod solen ler vi” er en roman, der kan læses på mange måder, mistænker jeg. Selv finder jeg spor af ganske klassiske historier (men hvilken type vil jeg ikke afsløre, for den skal […]

#christian-haun #dansk

https://superkultur.dk/2022/11/18/op-mod-solen-ler-vi/

Op mod solen ler vi

Tilbage i 1999 udkom Christian Haun (dengang også Nielsens) første roman, “Naut”. I årene derefter gik det hurtigt: “Et sekunds orkan” i 2001, “Rock Nekropolis” i 2002, “Reservatet” i 2003, “Jor” i 2005, “Hans Broges Bakker” i 2007 og “Sig farvel til dig selv” i 2009. Derpå fulgte en længere pause, så den faste Haun-læser (undertegnede) måtte vente helt til 2017, førend “Hus år hus” kom på gaden. Hauns udgivelser har været kendetegnet af et stærkt genrekendskab, men også en mere litterær tilgang end lignende forfattere, en forkærlighed for Århus og en apokalyptisk nerve. Og de to sidste på listen havde en fornemmelse af overgangsværker – ikke alene på grund af pausen i udgivelserne, men også fordi de begge bestod af tre kortere historier. “Hus år hus” var tillige et brud med Hauns tidligere udgiver og udkom hos mellemgaard. Fem år har vi måttet vente på hans nyeste, “Op mod solen ler vi”. Og her virker det, som om han har taget et skridt videre. Der er kommet en ny udgiver på, Jensen & Dalgaard, hvilket blot bekræfter min opfattelse af dem som et af de mest spændende danske forlag. Og så er “Op mod solen ler vi” Haun tilbage i romanformen – endda i længere form end hidtil. Sider 356 slutter historien på. Inden da har den været vidt omkring. Den starter i hovedstaden Belreve. Vi får fornemmelsen af et klassisk, men også lidt tidløst sted. Etienne lever i en herskabslejlighed, hvor han fungerer som både tjener og elsker for frøken Lily – et liv, der passer ham. Han fremstår som lidt naiv, men også glad og veltilpasset. Det er ikke meget, Haun lægger frem til at starte på, men han formår at pakke en masse ind under den pæne overflade. Snart viser Etiennes rolige liv sig at være mindre stabilt, end han troede – et tyveri betyder, at alting begynder at vakle for snart at falde helt sammen, og pludselig er han på flugt og tvunget til at lære verden at kende. Verden er fyldt med mysterier. Etienne selv er fyldt med mysterier. Læseren er med som passager, og historien folder sig ud som en blomst – efter faste linjer, men alligevel unikt smukt. “Op mod solen ler vi” er en roman, der kan læses på mange måder, mistænker jeg. Selv finder jeg spor af ganske klassiske historier (men hvilken type vil jeg ikke afsløre, for den skal […]

#christian-haun #dansk

https://superkultur.dk/2022/11/18/op-mod-solen-ler-vi/