#noveller — Public Fediverse posts

I tusmørket er alle katte blå

Dansk horror hjemsøges af et spøgelse. I dets spektrale fodspor finder man ting som en forkærlighed for at opbygge noveller efter 1800-tals forbilleder og et sprogbrug, der svinger imellem grandiøs formalitet og friskfyr-agtigt. Jeg er ret sikker på, at hvis Scooby Doo og resten af banden flår masken af det spøgelse, vil de finde Dennis Jürgensen inden under. Folk er vokset op med Jürgensens bøger, og det har givet dem en genreselvbevidsthed på både godt og ondt.

Man finder også disse fodspor i Morten Carlsens “I tusmørket er alle katte blå” – måske tydeligst i “Babusjkaernes herre”: fortælleren møder en gammel ven efter lang tid, og denne fortæller om det, der er sket, mens vedkommende var langt væk – en historie, der efterlader fortælleren i en værre situation end før. Den indledes højtideligt med “Første gang jeg hørte om den mand der gik under navnet babusjkaernes herre, var for omkring et halvt år siden. Det føles ikke som om der er gået så lang tid. Jeg bilder mig ind at den diffuse tidsfornemmelse skyldes de ting der fulgte i kølvandet på at jeg blev bevidst om hans eksistens.” For derefter få linjer senere at tænke om den gamle ven, at han har “et par posefulde løse marmorkugler roterende rundt i kraniet.”

“I tusmørket er alle katte blå” er en samling noveller, hvoraf en del tidligere har været udgivet i antologier og fanzines. Det er Carlsens første selvstændige udgivelse, udsendt på Enter Darkness.

Den byder på 13 noveller, alle horror og for så vidt ret forskellige. Fællesnævneren er nok den genreselvbevidsthed, som kan være både god og dårlig – og også er det i denne samling. For som enhver novellesamling er der naturligvis højdepunkter og lidt skuffelser. Men Carlsen har især en styrke i at udtænke stærke scenarier: udgravning af tørv under besættelsen, en journalist, der skal undersøge en dårlig kopi af et maleri, en vikar i hjemmeplejen, der bliver udsat for en ganske særlig borger. Det scorer et ekstra point for mig, at han gerne lader sine uhyrligheder udspille sig i genkendelige, danske miljøer.

Generelt er “I tusmørke er alle katte blå” en omgang velfunderet dansk horror med potentiale. Vi har ikke længere det helt så levende novelle-marked på området, men jeg håber, at Carlsen forsætter, for det kan blive til noget rigtigt godt.

Good Night, Sleep Tight

Inspiration er en sær ting. Jeg er ret sikker på, at jeg er stødt på Brian Evenson via Bitter Karellas Midnight Pals på det, der engang var Twitter, og sidenhen Mastodon. Men man skal naturligvis gribe den, når den er i luften, og det er jeg glad for, at jeg gjorde, for “Good Night, Sleep Tight” er en skarp lille horrorsamling (og en mindre skarp portion science fiction). Bitter Karellas egen svampesyrehorror “Moonflow” kom samme sted fra, så det er en satire, der er værd at følge.

19 noveller får man i “Good Night, Sleep Tight”, især kendetegnet ved, at Evenson forstår at opbygge scener – han er god til at finde på situationer, der balancerer lige mellem skræmmende og what the fuck. En mand søger hjælp, og da der endelig er nogen, som åbner døren for ham, er det en mand med et barn på skulderen – men det lader til at være barnet, der styrer situationen. En jæger går i en af sine egne fælder og søger til en hytte, hvor han bliver lukket ind, men værten er (naturligvis) ganske sær. En mand kommer i besiddelse af et maleri, der er andet og mere. Mange af dem føles klassiske, men med en moderne kant. Lidt til den kedelige side har Evenson dog også en tendens til at slutte af med den velskrevne udgave af “og det blev skidt for ham”. Men skidt, rejsen er vigtigere en destinationen.

Svagere står sf-novellerne, der har en sær tendens til at handle om robotter med moderbindinger. Den tendens bliver ikke mindre sær af, at samlingen er dedikeret “for Mother”. Velskrevne historier, men svagere stykker end horror-novellerne.

Alt i alt en samling, der er et godt sted at starte med Evenson. Jeg kommer klart til at vende tilbage til forfatterskabet.

Næste helvede

Forestil dig, at du kommer til et stort puslespil. De fleste af brikkerne ligger med ryggen op mod dig og afslører intet, men her og der har nogen vendte brikker om og samlet dem i små klip af det store billede. Personer, hændelser og steder liger spredt foran dig, og du kan til tider ane en sammenhæng, se, hvordan billedet må se ud for at forbinde de udsnit, du er i besiddelse af. Det er ikke et kønt billede, du forestiller dig, men det er ét, der rumsterer i dig.

Sådan er det at læse Christian Hauns seneste udgivelse, novellesamlingen “Næste helvede”.

7 korte fortællinger og en længere får man serveret, og sammenhængene ser man i de første syv. Især gennem personer, der skjuler sig bag det uskyldige navn Jens Frank. Og jeg mener “skjuler sig”, for jo længere man kommer, jo mere afsløres det for én, at han ikke blot er i ledtog med det onde, men afgjort er bærer af sin helt egen ondskab.

Haun er mere solidt plantet i horror i denne samling, end han ellers har været. Gruen har ofte været til stede i hans værker, men her virker det, som om han har stillet mere ind på den – og besluttet sig for at give den sin egen vinkel ved ikke at stille for skarpt. Man skal aldrig vise monsteret for tidligt i en horrorfilm, ved Haun, og det virker, som om han er nået til den logiske konsekvens: man skal ikke vise det for tydeligt i litteraturen. Jens Frank – og hans følgesvend – snor sig ind og ud af fortællingerne som både hoved- og bipersoner og hele tiden med et større mørke, der venter i baggrunden.

Som sædvanlig i Hauns værker er der en leg med genrene i “Næste helvede” – den første novelle, “Kysten”, virker som en tidløs og lettere udgave af en victoriansk fortælling om to digtere, der drager væk fra det faste for at dyrke deres kunst. Men der er også steder, hvor Haun træder væk fra det, jeg ville forvente; han er glad for at skrive ødelagte mennesker – mennesker, der står på kanten mellem den håndgribelige virkelighed og det, der kan være magi eller blot et ødelagt sind – men her virker det, som om det ødelagte – ondskaben, det forskruede syn på verden, truslen – er flyttet ud af personerne og blevet sit eget. Selvfølgelig i skikkelse af Jens Frank, men også andet (og især hr. Simak, der er et uforglemmeligt bekendtskab).

“Næste helvede” er forudsigelig på det punkt, at den er velskrevet (for det er Hauns bøger), men det er alligevel en lidt anderledes læseoplevelse, men måske også en overgangsbog (hvilket er svært at sige i et forfatterskab, der har været i konstant udvikling, naturligvis). I al fald føles den anderledes end det, der er gået forud. Måske ikke så umiddelbart gribende, så let at følge, men på den anden side også forundrende på den der måde, der inviterer til genlæsning. Man får lyst til at se, om man kan ane mere af det store puslespil, der stadig ligger uvendt. Dette er en bog for dem, som er villige til at lade sig besvære af helvede, men måske også lidt forvirres.

Med tanke på att Mats Person vill skärpa reglerna för arbetslösa, läs den här novellen om hur det kunde vara att vara arbetslös för en så där 10 år sen. Kan inte bli mycket värre.
#arbetslös #noveller #arbetslöshet

https://freewheelin.nu/se/stories/baera_vittnesboerd

Med tanke på att Mats Person vill skärpa reglerna för arbetslösa, läs den här novellen om hur det kunde vara att vara arbetslös för en så där 10 år sen. Kan inte bli mycket värre.
#arbetslös #noveller #arbetslöshet

https://freewheelin.nu/se/stories/baera_vittnesboerd