home.social

#nye-udgivelser — Public Fediverse posts

Live and recent posts from across the Fediverse tagged #nye-udgivelser, aggregated by home.social.

fetched live
  1. God, gammel vin på friske flasker

    Hvis man lige ser bort fra alt, har vi det faktisk meget godt – som danske fantastik-læsere. Der er flere forlag, der har kastet sig over genudgivelser af gamle titler, der kan være svære at finde på dansk – f.eks. A Mock Book, der har en del science fiction blandt deres udgivelser og som faktisk er fortsat ud af samme bane og har fået Stig W. Jørgensen til oversætte de bind i serien, som vi ikke tidligere har haft adgang til på dansk (“Kapitelhuset: Dune” står til at udkomme til oktober).

    Men et par andre udgivelser, som det er værd at kigge på eller se frem til, strøget forbi min opmærksomhed på det sidste og fortjener at blive bragt videre.

    Lindhardt og Ringhof har fået Jakob Levinsen til at nyoversætte “Dracula”, som udkommer i juni. Jeg genlæste for nylig starten i Benny Andersens oversættelse, og den er fin, men måske også lidt underspillet. Det bliver interessant at se resultatet.

    Forlaget Feberdrøm har på det sidste oversat flere Ursula K. Le Guin-bøger, men til juni er der en lidt overraskende udgivelse på taget: en nyoversættelse af Dan Simmons’ Hyperion. Der er ingen omtale på deres hjemmeside endnu (for den slags gør vi åbenbart ikke mere i 2026), så her 8ydrk) et link til releasefesten på Facebook.

    Sidst men ikke mindst: forlaget Koloni har hovedsageligt udgivet afrikansk litteratur. Men deres navn dukkede for nylig op på en frisk udgave af Fahrenheit 451.

    #BramStoker #DanSimmons #horror #NyeUdgivelser #RayBradbury #scienceFiction
  2. En ny Christian Haun-bog på trapperne

    Dette er ikke en øvelse! Jeg gentager: ikke en øvelse!

    Christian Hauns nyeste roman har titlen “Måske tvivler hun ikke længere på alting” og (hvad vigtigere er) en udgivelsesdato: 21. marts.

    Her er forlagets omtale:

    Christian Haun er en af de yngre danske forfattere, der er sværest at bringe til ro på en hylde, fordi han siden debuten Naut (Gyldendal 1999) med hver udgivelse har gjort noget uventet; denne nye roman er tilsyneladende hans mest konventionelle, men naturligvis ikke uden et haunsk twist.

    Har De, kære læser, endnu ikke stiftet bekendtskab med dette forfatterskab, er det nu, De skal springe på; som Weekendavisens anmelder, Lars Bukdahl, så sandt har skrevet, burde Haun “bryde gennem samtlige den litterære institutions døvende lydmure”. Og kender De forfatterskabet, er De også denne gang garanteret en overraskende og ny vinkel på noget, De måske troede velkendt.

    Det virker, som om Haun måske har forladt de fantastiske genrer i denne omgang, men det skal ikke afskrække nogen – som forlaget skriver, kan han altså noget særligt haunsk, som ikke plejer at skuffe. Er det tydeligt, at jeg glæder mig? Ellers så kig på tidligere omtaler af Haun-bøger her på siden.

    #ChristianHaun #dansk #NyeUdgivelser

    https://superkultur.dk/2024/03/02/en-ny-christian-haun-bog-paa-trapperne/

  3. Fra et krat til Mars – nye udgivelser i februar

    Februar er en dag forsinket på vej ud ad bagdøren, og det er naturligvis tid til at tage et kig på månedens nye titler (som sædvanlig: dem, der er blevet registreret i bibliotekerne i månedens løb). Og af dem fremdrage de stykker, som undertegnede finder interessante. Og der er både klassisk og ny litteratur på listen.

    Ryunosuke Akutagawa: I et krat
    Det er altid værd at kigge efter, når der kommer en ny titel fra Escho – denne gang i deres Udenlandsk fugl-serie. Her er det tre japanske noveller fra starten af 1900-tallet: Rashõmon, Næsen og I et krat. Og nu tror du nok, at det er Rashōmon, der blev filmatiseret til filmen af samme navn af Akira Kurosawa – men nej: det er faktisk I et krat, det har den ære (med enkelte småting fra Rashõmon).

    Sven Holm: Termush, Atlanterhavskysten
    Som altid er Superkultur på forkant – her er omtalen af Termush, Atlanterhavskusten fra tidligere. Den er kommet i en flot genudgivelse.

    E. F. Benson: Og ikke en fugl synger
    Jeg havde overvejet Benson til et fremtidigt nummer af Print overflow, så det er en fornøjelse at se, at 2 Feet Entertainment nu har sendt en samling af hans noveller på gaden, oversat af Christian Aalling. Det er god, klassisk horror, så det er en samling, jeg vil anbefale, selv inden jeg har læst den.

    Viggo Bjerring: Hjertets geometri
    Fortsættelsen til hans Verdenshjertet – som jeg personligt var lidt ambivalent overfor. Første del elskede jeg, anden del ikke så meget. Her er der tale om en nærfremtids-udgave af Palle alene i verden, hvor hovedpersonen pludselig er Palle – alle andre er frosne. Der har været et par gode indslag i Skønlitteratur på P1 om Verdenshjertet og Hjertets geometri.

    Tommi Musturi: Future
    Vild, ordløs finsk tegneserie og Baggaardsbaronerne – det lyder som en parring foranlediget af et himmelsk Tinder. Musturi er tidligere udkommet på dansk, og det har været spændende værker.

    Deborah Willis: Min kæreste på Mars
    Ambers kæreste vil gerne til Mars – og hvilken bedre vej end gennem et realityshow. Nærfremtidsroman om moderne parforhold. Zenias kommentar efter endt læsning: “Der er rigtig mange gode ting i … men også rigtig mange ord!” Men hun sagde også: “Hun kan tydeligvis ikke lide Elon Musk.” Og det er da en anbefaling i sig selv.

    #DeborahWillis #EFBenson #horror #NyeUdgivelser #RyunosukeAkutagawa #scienceFiction #TommyMusturi #ViggoBjerring

    https://superkultur.dk/2024/02/29/fra-et-krat-til-mars-nye-udgivelser-i-februar/

  4. Nye udgivelser fra november

    Julegaveservice – eller blot de bøger, jeg er faldet over i november, der har fanget min interesse? Det bestemmer du selv, men svaret er det sidste. Her er lidt gode nye titler til den superkulturelle læser.

    Rasmus Theisen: Molbohistorier
    Mols er ved at drukne i regn, og socialrealisme, folklore og næstenhorror flyder sammen i en suppe. Jeg læste “Molbohistorier”, men har ikke skrevet om den her på siden, fordi jeg ærligt talt havde lidt svært ved at indfange den. Kunne jeg lide den? Jeg er ikke sikker – men samtidig er det ret tydeligt, at Theisen kan noget, og der vil være mange derude, som helt klart VIL kunne lide den.

    M. A. Engelbrecht: Kun mørke
    “For læsere interesseret i eksistentielle temaer som tilblivelse, sorg, død og accept,” skriver bibliotekerne, hvilket kan være både godt og skidt. En ung mand vågner op i en verden af mørke – sammen med en kat, der ledsager ham gennem hans fortid. Umiddelbart lader det til at være en tilfælde af “jeg gør personens indre til verden”, hvilket kan gå begge veje – men anmelderen på Himmelskibet var ganske positiv.

    Solarpunk
    En god antologi kan man altid snuppe – og så især når det er en, der forsøger at introducerer en ny undergenre til det danske marked. Her har forlaget Krabat kastet sig over Solarpunk, og jeg er ærligt talt lidt nysgerrig efter, hvad danske forfattere kan få ud af den øvelse.

    Ebbe Madsen: Det 4. Rige : en kontrafaktisk historisk roman
    Veltrådt grund: hvad nu hvis Tyskland havde vundet 2. verdenskrig? Her mødes Hitler og Churchill i München i 1932, og det får betydning for eftertiden. Ærligt talt er præmissen lidt kedelig (måske er fortærsket det rette ord), men jeg tænker, jeg vil lytte til dette afsnit af Genau for at høre, om den kunne være værd at investere tiden i.

    Grzegorz Wróblewski: Androiden og anekdoten
    Fra Jens Blendstrups (og det siger vel allerede noget, at det er Jens Blendstrup, der har skrevet forordet): “ANDROIDEN OG ANEKDOTEN. Afsindig og morsom. Dystopisk og folkekomedie på Mars. På en eller anden måde. Det føles som om den er skrevet med en anden tyngdekraft end jordens epik. Og jeg kan heller ikke lade være med at tænke på Philip K. Dick: Drømmer androider om elektriske får som jeg stadig ikke kan forstå kunne blive til Blade Runner.”
    For at være ærlig er det knappe omfang (96 sider) med til, at jeg allerede er skrevet op til den her.

    Niels Dalgaard: Modstand og håb
    Den skulle egentlig have været med i sidste måned, men ka, forglemmelser, og den fortjener altså helt klart at blive nævnt – for det er Niels Dalgaard, der skriver om science fiction, og så behøver jeg egentlig ikke sige mere. Og hvis jeg gør, så siger undertitlen det hele: “dystopier og katastrofer i ungdomslitteraturen”

    #bogsnak #EbbeMadsen #GrzegorzWróblewski #kontrafaktiskHistorie #MAEngelbrecht #NielsDalgaard #NyeUdgivelser #RasmusTheisen #scienceFiction #Solarpunk

    https://superkultur.dk/2023/12/04/nye-udgivelser-fra-november/

Share on Mastodon

Enter the server where you have an account.