home.social

#nyeudgivelser — Public Fediverse posts

Live and recent posts from across the Fediverse tagged #nyeudgivelser, aggregated by home.social.

  1. God, gammel vin på friske flasker

    Hvis man lige ser bort fra alt, har vi det faktisk meget godt – som danske fantastik-læsere. Der er flere forlag, der har kastet sig over genudgivelser af gamle titler, der kan være svære at finde på dansk – f.eks. A Mock Book, der har en del science fiction blandt deres udgivelser og som faktisk er fortsat ud af samme bane og har fået Stig W. Jørgensen til oversætte de bind i serien, som vi ikke tidligere har haft adgang til på dansk (“Kapitelhuset: Dune” står til at udkomme til oktober).

    Men et par andre udgivelser, som det er værd at kigge på eller se frem til, strøget forbi min opmærksomhed på det sidste og fortjener at blive bragt videre.

    Lindhardt og Ringhof har fået Jakob Levinsen til at nyoversætte “Dracula”, som udkommer i juni. Jeg genlæste for nylig starten i Benny Andersens oversættelse, og den er fin, men måske også lidt underspillet. Det bliver interessant at se resultatet.

    Forlaget Feberdrøm har på det sidste oversat flere Ursula K. Le Guin-bøger, men til juni er der en lidt overraskende udgivelse på taget: en nyoversættelse af Dan Simmons’ Hyperion. Der er ingen omtale på deres hjemmeside endnu (for den slags gør vi åbenbart ikke mere i 2026), så her 8ydrk) et link til releasefesten på Facebook.

    Sidst men ikke mindst: forlaget Koloni har hovedsageligt udgivet afrikansk litteratur. Men deres navn dukkede for nylig op på en frisk udgave af Fahrenheit 451.

    #BramStoker #DanSimmons #horror #NyeUdgivelser #RayBradbury #scienceFiction
  2. Fra et krat til Mars – nye udgivelser i februar

    Februar er en dag forsinket på vej ud ad bagdøren, og det er naturligvis tid til at tage et kig på månedens nye titler (som sædvanlig: dem, der er blevet registreret i bibliotekerne i månedens løb). Og af dem fremdrage de stykker, som undertegnede finder interessante. Og der er både klassisk og ny litteratur på listen.

    Ryunosuke Akutagawa: I et krat
    Det er altid værd at kigge efter, når der kommer en ny titel fra Escho – denne gang i deres Udenlandsk fugl-serie. Her er det tre japanske noveller fra starten af 1900-tallet: Rashõmon, Næsen og I et krat. Og nu tror du nok, at det er Rashōmon, der blev filmatiseret til filmen af samme navn af Akira Kurosawa – men nej: det er faktisk I et krat, det har den ære (med enkelte småting fra Rashõmon).

    Sven Holm: Termush, Atlanterhavskysten
    Som altid er Superkultur på forkant – her er omtalen af Termush, Atlanterhavskusten fra tidligere. Den er kommet i en flot genudgivelse.

    E. F. Benson: Og ikke en fugl synger
    Jeg havde overvejet Benson til et fremtidigt nummer af Print overflow, så det er en fornøjelse at se, at 2 Feet Entertainment nu har sendt en samling af hans noveller på gaden, oversat af Christian Aalling. Det er god, klassisk horror, så det er en samling, jeg vil anbefale, selv inden jeg har læst den.

    Viggo Bjerring: Hjertets geometri
    Fortsættelsen til hans Verdenshjertet – som jeg personligt var lidt ambivalent overfor. Første del elskede jeg, anden del ikke så meget. Her er der tale om en nærfremtids-udgave af Palle alene i verden, hvor hovedpersonen pludselig er Palle – alle andre er frosne. Der har været et par gode indslag i Skønlitteratur på P1 om Verdenshjertet og Hjertets geometri.

    Tommi Musturi: Future
    Vild, ordløs finsk tegneserie og Baggaardsbaronerne – det lyder som en parring foranlediget af et himmelsk Tinder. Musturi er tidligere udkommet på dansk, og det har været spændende værker.

    Deborah Willis: Min kæreste på Mars
    Ambers kæreste vil gerne til Mars – og hvilken bedre vej end gennem et realityshow. Nærfremtidsroman om moderne parforhold. Zenias kommentar efter endt læsning: “Der er rigtig mange gode ting i … men også rigtig mange ord!” Men hun sagde også: “Hun kan tydeligvis ikke lide Elon Musk.” Og det er da en anbefaling i sig selv.

    #DeborahWillis #EFBenson #horror #NyeUdgivelser #RyunosukeAkutagawa #scienceFiction #TommyMusturi #ViggoBjerring

    https://superkultur.dk/2024/02/29/fra-et-krat-til-mars-nye-udgivelser-i-februar/