#grete-roulund — Public Fediverse posts

Blackhawk

Vi har en lille læseklub på arbejdspladsen, hvilket fører til interessante læseoplevelser – både nye og gensyn. Her i dag blev det til Grete Roulunds “Blackhawk” (og jeg sværger, at det ikke var mig, der foreslog titlen, selv om efterordet i Gladiators udgave har et meget tydeligt sammenfald med undertegnede).

Og hvilket forunderligt gensyn det var!

Roulund er en af de forfattere, som formår at skrive historier, der nødigt hæfter sig i min hukommelse på handlingsplanen, men lander med stor effekt på oplevelsesplanet. Med andre ord: jeg glemmer hurtigt, hvad der egentlig sker i hendes bøger, men jeg husker læsningen af dem med glæde. Det samme er tilfældet med “Blackhawk”, der på overfladen er bedragerisk enkel – to mænd sneet ind i en hytte i Alaska.
Det starter som Jack London møder Hemingway, og sød musik opstår. To mandemænd, der overlever under hårde forhold og drikker whisky og snakker om livet – gengivet i korte, hårde sætninger og samtaler. Noget, man kunne finde i “bøger for mænd”. Og så drejer det af på den mest uskyldige vis – en hare i sneen. Men den har røde øjne, og den bider Blackhawk, den ene af mændene. Og så begynder situationen at spidse til – måske havde den rabies? Stationen sender modgift, men noget går galt. Ja, alt går galt i en langsom, uafvendelig lavine. Den anden mand, Keagan, forsøger at holde humøret oppe, men ulykkerne ligger som en dyne af sne over dem.

Genlæsningen bød især på en overraskelse over, hvor meget drive der er i den lille roman – det, der havde fæstnet sig i denne læser, var billederne af de to mænd i hytten, der langsomt synker ned i hundegalskab eller blot galskab, men uden om det er der en voldsom kamp – mod omstændighederne, mod andre mennesker og ikke mindst mod de indre dæmoner, der stikker næserne op efter et stykke tid. Roulund manipulerer på mesterlig vis med læseren og holder én ude af balance hele vejen igennem.

Stort set hele Roulunds forfatterskab er værd at læse, men jeg har personligt en forkærlighed for de korte, knivskarpe romaner tidligt i karrieren, og “Blackhawk”, hendes anden roman, står dystert barberbladsskarpt imellem dem. Endog stærkere, end jeg huskede. Anbefalet for enhver, der tør.

(Flere) bøger vi elsker

Simon har løftet sløret for hemmeligheden: selv om vi er bibliotekarer og burde elske alle bøger ligeligt, så er der altså bøger, vi elsker mere end andre. Og når han nu har smidt nogle rigtig gode titler på bordet, vil jeg også være med – og begrænser mig selv lidt ved at sige, at det ikke må være de samme som Simon (for han har hugget nogle rigtige gode eksempler). Desuden har jeg sat en arbitrær begrænsning på 10 bøger – så er der også mulighed for at vende tilbage med en ny liste senere.

“Elske” er naturligvis et svært kriterium – folk bliver sure, hvis man forsøger at sætte ens kærlighed på tal, og overgangen fra “elsker” til “elsker mere” er flydende, også fra dag til dag. Så jeg har tænkt: bøger, der hos mig rammer den der flygtige genlæsningskvalitet, der gør, at jeg vender tilbage til dem – eller har lyst til at vende tilbage til dem – for at opdage endnu mere i dem.

1. The Gone-Away World

Jeg er netop nu i gang med slutningen af Nick Harkaways debutroman og kan mærke de indledende øvelser til den postliterale depression, der kan ramme én efter en rigtig god bog. Det er en svær bog at beskrive, fordi jeg føler, at enhver omtale af indholdselementer bør efterfølges af “… men ikke fjollet!” Den er både dramatisk, goshwow’et, overraskende, romantisk og meget mere – og til tider en smule fjollet. Jeg har tidligere forsøgt at skrive om den her. Og her. Og nu altså også her. Så om ikke andet, bør du lade dig overbevise af min vedholdenhed.

1. Perdido Street Station

Det er svært at vælge en China Mieville-roman frem for de andre, for de er alle fede. Men Perdido Street Station var den første, jeg læste, så den har en særlig plads.

Husker du den scene i LoTR, hvor Saruman råber til sine orker: “The old world will burn in the fires of industry!” Hvis nu en af de orker havde overlevet og siden slået sig ned et fjern sted for at opfinde sin verdens ækvivalent til science fiction, ville have sikkert have skrevet PSS. Fantasy, monstre, kapitalismekritik og en forfatter, der elsker sit sprog så tykt, som danskerne elsker den brune sovs.

1. Excession

Iain Banks (både med og uden M) er også en forfatter, hvor det er svært at vælge en enkelt titel – men det må alligevel være Excession, når det nu skal være.

Banks’ Culture er det perfekte socialistiske fremtidssamfund, hvor super-AI’er ordner alle de store ting, og kødvæsener kan gøre med livet, hvad de lyster. Det er space opera med superteknologi og vidunderlig technobabble, men hvad sker der, når man pludselig får kontakt til en civilisation, der er cirka lige så langt fremme i forhold til Culture, som Culture er i forhold til menneskeheden lige nu? Der sker mange ting – blandt andet at førnævnte super-AI’er har lange samtaler. Og det er overraskende underholdende.

1. Stephen Baxter: Titan

Vi bliver i science fiction-land med en bog, som det nok er mere end 20 år siden, jeg læste – men den har printet sig i mit hoved som en tung klump deprimerende hård sf. Hård sf, der er deprimerende – ikke sf, der er deprimerende hård, selv om det er en spændende tanke.

I et forsøg på at redde fremtidige budgetter beslutter NASA at sammensætte en ekspedition til Titan, en af Saturns måner – for man kan jo ikke nedlægge NASA, hvis man har astronauter ude i rummet. Vel? Det viser det sig, at man godt kan – og det er snart ikke astronauternes eneste problem. Faktisk bliver det bare tristere og tristere.

1. Jagten på den lille gedde

For nu at lette lidt på humøret må vi have en finne på banen. Den her har jeg skrevet om for nylig.

1. Råchokteksterne

Metafiktion. Hukommelsestab. Begrebshajer. Den kan du læse om her.

1. Blindsight

Endnu en omgang science fiction – men nu også med lidt lækker afsmag af horror. Tusindvis af kometagtige genstande styrter ned i Jordens atmosfære og scanner hele planeten. Et skib, Theseus, bliver sendt af sted for at finde modtagerne af den scanning. Vi følger mandskabet på vej til first contact – og mødet med en fremmed intelligens – altimens Peter Watts kaster sig ud i det hav af sære effekter, som opstår af og i den klump materie, der bebor vores kranier. Blindsight er tæt, foruroligende og spændende roman, hvor menneskeligheden bliver skåret skarpt op i rummets kulde og mørke.

1. Blood Music

Novellen, der ligger til bund for Blood Music, er en god klassisk omgang ekstrapolerende science fiction – i romanen lader Bear sig selv gå lidt mere grassat. Det er nanoteknologi, det er frygten for grey goo – men det er også et overraskende skarpt sving ud i en anden retning.

1. Imajica

Clive Barker er igen en forfatter, hvor det er lidt svært at vælge en enkelt titel – men Imajica får point, fordi den er stor, monstrøs og ikke del af en serie, der aldrig er blevet afsluttet (for helvede, Clive!). Barker er en af de få forfattere, der kan få lov at blande fantasy og horror, fordi han formår at skrive magi, så det virker unaturligt og overvældende og (nåja) magisk. Og så er han lige så glad for at fylde gode ord ind i sin tekst som f.eks. Mieville, og det har jeg åbenbart en forkærlighed for.

1. Setans porte

En dansker skal der også være plads til, og hvis der kun skal være en, så må det være Grete Roulund – og Setans porte er den bog, som jeg ryster truende ad folk, indtil de læser den. I en sydøstasiatisk ørepublik har franskmændene lavet lidt for mange atomprøvesprængninger (eller også er guderne vrede), og nu er bajangerne sluppet løs. Og det er dystert og fascinerende og fantastisk. Jeg har skrevet om den her – og Gyseren har mit portræt af Grete Roulund liggende.

#ChinaMieville #CliveBarker #fantasy #GregBear #GreteRoulund #horror #JuhaniKarila #NickHarkaway #StephenBaxter

https://superkultur.dk/2024/02/06/flere-boeger-vi-elsker/