Avgrunden (2023)
Minebyen Kiruna i Nordsverige er et billede på vores rovdrift på naturlige ressourcer: efter generationer af udgravninger som gradvist har undermineret det grundfjeld, selve byen står på, tog man for nogle år siden konsekvensen og begyndte at flytte byen til fastere grund. Bevaringsværdige bygninger blev bogstaveligt talt kørt på enorme lastbilanhængere fra A til B, og den langvarige proces er stadig i gang.
Det er på den baggrund, katastrofefilmen Avgrunden (med den lidt fortærskede, engelske titel The abyss) udspiller sig. Hvad nu hvis Kiruna rent faktisk sank i jorden? Filmen holder sig trofast til genrens amerikanske skabeloner med en menneskelig konflikt som spejler den store, kollektive undergang.
Som så mange gange før er det kernefamilien som står for skud: Minens sikkerhedschef Frigga er teenagemor og næsten fraskilt, da hendes nye kæreste Dabir dukker op i det lille samfund. De begyndende sprækker i bjerg og asfalt er som et sindbillede på eksmanden Tages krakelerede ego. Men jo mere Kiruna falder fra hinanden, des mere går regnearket op.
Der er en vis glæde ved at se en genrefilm som beat for beat leverer præcis hvad man har lært at forvente, men det er nærmest kun omplantningen til et svensk miljø, som byder på fornyelse. Måske et internationalt publikum vil få popcornene galt i halsen over det afslappede nordiske forhold til ægtestanden og/eller Friggas lesbiske datter? I så fald er det nok tiltrængt.
Avgrunden er altså ikke stor filmkunst men udmærket håndværk. Indenfor sin genre er den endda over gennemsnit, primært for skildringen af sin virkelighedsnære setting.
5/10★
#katastrofefilm #kernefamilie #Kiruna #minedrift #skærmjournal #Sverige
