#atomkrig — Public Fediverse posts

Spor af en civilisation

Det er et klassisk setup: engang efter katastrofen beslutter de civiliserede folk at udforske andre dele af verden – for at finde ud af, om myterne er sande. Var der virkelig en verden før denne? Er det mon sandt, at der engang fandtes en civilisation … i England?

I Margot Bennets “Spor af en civilisation” fra 1955 er det de oplyste afrikanere, der er klodens mest avancerede samfund. De har før haft en ekspedition i England, men det endte i tårer.

For Grame bliver en ny ekspedition en mulighed for også at bryde fri af et samfund, der smager af klassisk dystopi: alle udpeges en plads som børn, og der skal de blive – til gengæld er der sex og tobak. Grame er placeret i de lavere klasser, men drømmer om mere og gør alt for at dygtiggøre sig. Efter en heftig diskussion med den maskine, som styrer samfundet, lykkes det ham at komme med til England, hvor de skal lede efter en sagnomspunden by.

Fortiden er skjult bag en voldsom katastrofe (der nok er genkendelig for læseren) – men det er svært at tro, at der virkelig har været civilisationer før denne, som har kunnet præstere det store. Afrika har f.eks. lige delt atomet – for første gange nogensinde.

Som man måske forstår, er der også en del satire i Bennetts beskrivelse af rejsen og deres møde med englænderne – hvide og hårløse og styret af stive traditioner, men dog også med evnen til at forandre sig. Forfatteren kan alligevel ikke afholde sig fra at slå fast, at der er en ukuelig ånd i englænderne, som nok skal få betydning for fremtiden.

Men derudover er der mest tale om en klassisk eventyrroman, hvor Grame og de andre ekspeditionsdeltagere slås mod vilde hund, har svært ved at forstå de indfødte, men dog konstant drives frem af ønsket om at forstå fortiden og det mystiske land, de befinder sig i. Det er ganske underholdende at se dette fra et andet blik end det klassiske hvide – men “Spor af en civilisation” er lidt stiv i betrækket, og personligt foretrækker jeg nok de eksotiske eskapader uden satiren.

Det er interessant å følgje med på #Dommedagsklokka til The bulletin of atomic scientists.

Heilt sidan tidleg på 1950-talet har dei prøvd å måle kor nærme menneskeslekta er "global katastrofe". I byrjinga var det berre trugselen om atomkrig dei målte. No ser dei også på økokrisa, og statane si handtering av ho.

Det står ikkje spesielt bra til.

#norsktut #statista #atomkrig #miljø #globalpolitikk #atomvåpen

India og Pakistan har om lag 200 atomvåpen kvar. Det er meir enn nok til umiddelbart å ta livet av millionar av menneske, og i verste fall forårsake ein global atomvinter.

Det her er grunnen til at atomvåpen er forbode internasjonalt. Det her er grunnen til at kampen mot kjernefysiske våpen er ein eksistensiell politisk kamp for heile menneskeslekta.

Det er grunnen til at eg er med i Nei til atomvåpen.

#atomkrig #india #pakistan #neitilatomvåpen #norsktut

https://www.nrk.no/urix/india-bekrefter_-har-angrepet-mal-i-pakistan-1.17407516

Triumf

Et glas koldt, forfriskende mælk.

Det tænker, at Philip Wylies “Triumf” har været, da den udkom i 1963. En roman, der forsøgte at fremstille de utilslørede konsekvenser af atomkrigen, samtidig med at den tilstræbte et, forestiller jeg mig, ret fremadskuende syn på racerelationer i forhold til samtiden.

Det glas mælk er den såmænd stadigvæk. Det har bare stået fremme på bordet siden. Og modnet.

“En roman om den tredje verdenskrig” er undertitlen, og det er en passende beskrivelse. Russerne iværksætter et overraskelsesangreb, og USA besvarer ilden. Begge supermagter tømmer deres atomarsenaler mod hinanden (tror man), og hele den nordlige halvkugle er snart ubeboelig.

I Connecticut overlever 14 mennesker dybe nede i jorden i det beskyttelsesrum, som en forudseende millionær har ladet bygge. De har mad, vand, luft og radio, så de kan høre på, hvordan deres del af verden går under – og naturligvis analysere sig frem til mange vidtløftige konklusioner, for vi befinder os i den del af genren, hvor videnskabsmænd og rigmænd dårligt kan gøre noget galt (man kan se den ligge på en vis Elons natbord). Wylie synes klart, at de skulle have haft kontrollen over verden, i så fald ville det ikke være gået så galt.

Historien som sådan handler mest om at få tiden til at gå – og det besværlige faktum, at der er flere mænd end kvinder i beskyttelsesrummet, hvilket logisk set må give problemer (og det gør det da også). Men det gør også plads til overraskende forelskelser på tværs af raceskellene, og Wylie bruger sin indfangne flok til at komme med sine holdninger til alskens sociale problemstillinger.

I et sideplot vender de onde russere tilbage fra de underjordiske huler, hvor de har gemt sig, for at udføre næste trin i deres udspekulerede plan: verdensherredømmet. Heldigvis har amerikanerne også haft bagtanker, så en eller anden form for lykkelig slutning kan man ane forude.

Desværre er Wylies forsøg på at lade sine personer forenes på tværs af alt det, der adskiller dem, ikke blevet kønnere med alderen. For at være ærlig er der en undertone af “Vi er jo alle lige gode … det er jo næsten, som om vi alle er hvide!” Så tæt på målet og så ansigtet forrest direkte ind i målstolpen.

Wylie er nok mest kendt for “When Worlds Collide” og “Gladiator” (som angiveligt inspirerede Superman), der netop er kommet på dansk med den lidt øjenbrynsløftende titel “Overmennesket”. Dem skal jeg ikke udtale mig om, men “Triumf” er ikke en roman, man behøver gøre sig besværet med at opsøge. Den føles, ærligt talt, lidt nyttesløs.

#Atomkrig #PhilipWylie #scienceFiction

https://superkultur.dk/2024/07/10/triumf/