Ministeriet for tid
Nogle gange er budskabet om en bog mindre interessant end den retning, budskabet kommer fra – og i tilfældet “Ministeriet for tid” er budskabet tydeligt: her er en god bog; men det er kommet fra flere, overraskende retninger. For Kaliane Bradleys debutroman er blevet nomineret til både en Hugo og en Arthur C. Clarke-award – men samtidig er den blevet lovprist af unge kolleger, der ellers gerne taler for romantasy og Young Adult. Det er et Venn-diagram, der er tillokkende i sig selv. Og at Scifisnak har taget den med var blot den sidste dråbe, der fik den til at vælte ud af reolen.
Og budskabet holder såmænd: det er en god bog. Den er letlæst, den har noget bund, og den er helt igennem fornøjelig.
Vor fortæller er en ung kvinde, der får arbejde i Ministeriet uden at kende det nærmere indhold i jobbet – det viser sig, at hun skal være “bro” for kaptajnløjtnant Gore. Han døde angiveligt under Franklin-ekspeditionen i Arktis i 1847 – men Ministeriet har udviklet tidsrejseteknologi og afsøger nu dens grænser og virkninger ved at fjerne folk fra fortiden, som alligevel skulle dø; både for at undgå temporale konsekvenser og for at afbøde de moralske aspekter af foretagendet. Man mindes om John Varleys “Millennium”, men fokus her er ganske anderledes.
Arbejdet som “bro” betyder, at man skal hjælpe den tildelte tidsrejsende/anakronisme med at lære nutiden at kende. Det er selvsagt ikke blot praktiske problemer, man render ind i, men også gnidninger mellem moral og verdenssyn.
Heldigvis er kaptajnløjtnant Gore en mand, der forstår at tage tingene i stiv arm. Og så er han – i al fald i vor fortællers øjne – en ganske flot fyr. For en gangs skyld et stykke arbejde, hun gerne vil fordybe sig i. Men som tingene nu engang er med tidsrejser, begynder arbejdet snart at blive komplekst.
“Ministeriet for tid” følger en civil service-ansat, der arbejder med følgerne af fantastisk teknologi, og til tider føler man, at man bevæger sig i et tyngdefelt mellem Charles Stross’ “Laundry Files” og Mick Herrons “Slow Horses”-bøger – men med Jane Austen til at føre det hele overraskende steder hen. Det var ikke en kombination, jeg havde forventet at se mig selv more mig så meget over, men det er nu et etableret faktum.
Bradley skriver med en masse humor, men behandler også tunge emner under overfladen. Det kan måske føles lidt forfladigende som en MCU-film, hvor alt skal pointeres med en rap replik, men det er svært at komme udenom, at det har en energi og en fremdrift, der i sig selv også lader hende liste lidt overraskelser ind i plottet. Hvorom alting er, vil jeg blot stille mig i koret og forstærke budskabet: dette er en god bog.
